Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.