Smartlog v. II » Valentins Hjerterum » servicelov
Opret egen blog | Næste blog »

Derfor rammes "Særligt udsatte børn, unge og familier" meget hårdt af serviceloftet

14. maj 2008 07:48, Mette Valentin

En af de ting der er allermest alarmerende i vores økonomisk knæsatte forvaltning, er den manglende evne til at sikre særligt udsatte børn, unge og familier tidlig, effektiv, helhedsorienteret og langsigtet indsats, hjælp og støtte. Det er ellers lovens krav og tydelige formål, at det er hvad kommunerne skal gøre, men på grund af serviceloftet melder mange kommuner nu ud, at de ikke kan løse opgaven indenfor det meget stramme budget der følger med i regeringens benhårde rammestyring af såvel økonomi som opgaver i kommunerne.

Som sagt rammes de særligt udsatte børn og unge særligt hårdt idet kommunerne melder ud at de ikke har råd til eller mulighed for (serviceloftet) at foranstalte mere økonomitunge og invasive tiltag, som f.eks anbringelse udenfor hjemmet, døgnbehandling af hele familier, intensiv familieterapi i kommunale familiehuse osv. Det er et stort problem.

 Anbringelsesreformens sigte var oprindeligt at nedbringe antallet af anbringelser og højne det forebyggende, tidlige arbejde. Kommunerne havde da anbringelsesreformen kom, siden Servicelovens indførelse i 1998 haft svært ved at løse opgaven effektivt, blandt andet på grund af tiltagende besparelser og manglende helhedsorienterede og langsigtede løsninger i anbringelsesregi. En del tunge sager er derfor, som det var meningen, søgt løst gennem alt for for ineffektive foranstaltninger (blandt andet fordi der som følge af nedlæggelsen af amterne, mangler central tilgængelig ekspertise at gå til i tunge sager) hvilket i mange tilfælde tilmed kun har øget til komplekset af problematikker og barrierer hos såvel børn som forældre.

De særligt udsatte børn, unge og familier er i meget høj grad fattige og generelt ressourcesvage hvad angår kompetencer og ressourcer - de er med andre ord på kanten af samfundet. Også denne side af problemet er vokset massivt, idet 300 timers reglen og starthjælpen sender et eksplosivt stigende antal svært belastede borgere og indvandrere ud i fattigdom og en udsigtsløs fremtid. Dette medfører desværre ofte at særligt udsatte og ressourcesvage borgere ender i en nedadgående spiral af depression, familieproblemer, flytninger, skilsmisse, mistrivsel, kriminalitet, misbrug, overgreb og det der er værre. Herudover har en meget overvejende del af de fattige og udsatte indvandrere massive problemer med integration, posttraumatisk stress og en mangfoldighed af transkulturelle udfordringer.

At dette påvirker familiernes børn og unge er jo åbenlyst, og ikke nok med det så står mange af disse allerhårdest ramte børn også med et fundementalt grundproblem - nemlig deres forældres manglende forældrekompetencer i forhold til at være kompetente, kærlige, vedholdende og opdragende som en stabil og tryg rød tråd i børnenes socialisering med og tilpasning til, omverden - med andre ord magter mange af disse forældre ikke at være en adækvat rollemodel, tværtimod tilfører de deres børn og unge skader i mindre og større omfang, alt efter problemkompleksets tyngde.

Disse særligt udsatte børn og unge  har akut behov for og krav på at samfundet sikrer dem en adækvat, tryg og helhedsorienteret omsorg såfremt deres forældre ikke magter det, men det har kommunerne som står med opgaven,  som sagt pt ikke råd til eller mulighed for. I skoler og institutioner som også varetager en del af vores børn og unges hverdag, er der ligeledes en himmelråbende mangel på ressourcer og facilliteter, og ikke nok med det, så har besparelser og nedskæringer fjernet stort set alt forebyggende arbejde, som kunne opfange og indberette problemer som samfundet bør gå ind i, for at sikre særligt udsatte børn og unges tarv, udvikling og trivsel, både aktuelt og på sigt.

I følge FN's børnekonvention som vi her i Danmark stolt ratificerede i 1991, så har børn krav på denne beskyttelse og varetagelse af deres tarv, udvikling og trivsel, og overholder Danmark ikke dette, kan FN kritisere Danmark og påpege at der er et problem som SKAL løses, såfremt Danmark ikke ønsker fortsat med fuldt overlæg at udsætte børn og unge for omsorgssvigt og det der er værre. En international kritik vil rette verdens øjne på Danmark og dansk børnepolitik, og er for mig at se næste skridt der skal arbejdes henimod at få skabt, af børnevenlige politikere og enkeltpersoner her i landet som ikke kan få ørenlyd og omtanke nok fra regeringen, til ad den parlementariske realpolitiske vej, at sikre de særligt udsatte børn og unges trivsel, udvikling og tarv, både aktuelt og på sigt.

At de særligt udsatte børn og unge skal beskyttes og værnes af samfundet, det kan der ikke være tvivl om - det må aldrig blive et spørgsmål om penge !!!

” Danmark krænker fattige børns basale rettigheder”

15. apr 2008 07:27, Mette Valentin

Til trods for at der findes en række bestemmelser i såvel love, som konventioner og erklæringer (som er gældende her i landet) hvori man kan læse at børn har RET til at blive beskyttet mod at være fattige, og at børn har RET til at få en sund, tryg, omsorgsfuld og udviklende barndom, lever der helt faktuelt børn i Danmark som er reelt fattige. Mange. Alene i København lever der 6000 reelt fattige børn. Herudover findes der en ikke nærmere redegjort kæmpestor gruppe af fattigdomstruede børn
 
Det kan ikke være rigtigt at uskyldige børn skal pålægges denne fattigdom, med negativ social arv og et markant forringet livs – og udviklingspotentiale til følge.
Jeg ønsker at vi som samfund til enhver tid skal værne og beskytte børnenes leve – og livsvilkår, noget der næppe er mange der er uenige med mig i.

Børnenes rettigheder krænkes 

Danmark ratificerede med stolthed FN’s Børnekonvention i 1991. I Børnekonventionen står der blandt andet at børn har ret til social sikkerhed (artikel 26), en ordentlig levestandard (artikel 27) og uddannelse (artikel 28).
Men det får de fattige børn i Danmark ikke. Vi krænker altså som samfund, helt basalt børnenes rettigheder, ved at tillade at børn udsættes for fattigdom og dens følger. Det synes jeg er meget trist. Disse børn og familier lever under nogle vilkår og forhold vi ganske enkelt ikke kan være bekendt.
Der er helt akut behov for at der sættes ind med konkret hjælp til disse børn, de har ret til og krav på at vi som samfund beskytter og understøtter deres trivsel og tarv, og det sker ikke i øjeblikket.
Børn har grundlæggende krav på samfundets beskyttelse og støtte, både etisk og juridisk set, det står blandt andet at læse i vore børnelov, forældreansvarslov, servicelov, og i internationale konventioner som f.eks FN’s børnekonvention. 

I formålet med den særlige støtte til børn og unge i Lov om social service (§ 32, stk. 1) hedder det at :

"Opgaven i det sociale arbejde med de svagest stillede er at give hjælp, når problemerne opstår, således at den fortsatte personlighedsudvikling, og de fremtidige livsmuligheder, ikke lider skade. Hjælpen skal gives så " de på trods af deres individuelle vanskeligheder, kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende" 

Men det sker ikke. Tværtimod fratager regeringen i øjeblikket barnets forældre deres solidariske ret til at kunne varetage deres børn tarv og trivsel, og samtidigt øges antallet af familier der er på kontanthjælp, ramt af 300 timers reglen, eller på starthjælp, med andre ord familier som skal leve i reel fattigdom, i dagens rige samfund.
 

Flerspektret fattigdom rammer hårdt


Disse børn er som deres forældre, først og fremmest materielt og økonomisk fattige, men den fattigdom de mærker mest gennemgribende og destruktivt i deres liv, er den sociokulturelle, helbredsmæssige uddannelses- og omsorgsmæssige flerspektrede fattigdom. 
 
     Det er denne flerspektrede fattigdom der langsomt men sikkert destruerer troen på dem selv, fællesskabet, solidaritet, og verden, i  børnenes spirende personlighed. Disse børn får tilmed et forringet helbred, og en markant øget risiko for sygdomme, skavanker og lidelser, og de kan forvente at leve dårligere, med flere sociale problemer som voksne, idet den negative sociale arv ved socioøkonomisk fattigdom er meget markant, og forskningsmæssigt påvist og påpeget som en helt reelt trussel for sammenhængskraften i fremtidens samfund.

Det er derfor afgørende nødvendigt at vi sætter ind, som samfund, overfor fremkomsten af fattigdom, både i forhold til de voksne, og i forhold til de børn som bliver bærere af den negative sociale arv.

6000 reelt fattige børn i København


En opgørelse har for nylig vist, at der i København lever hele 6000 børn som er reelt fattige – tallet på landsplan kendes desværre ikke da Københavns kommune, efter direkte pres fra SF, som den eneste kommune i landet, har indvilliget i at belyse og forholde sig til, hvor mange af byens borgere der kan betragtes som værende reelt fattige.
Set i lyset af tallene fra København, dukker der dog nogle konturer op, som tyder på at der lever op mod 36.000 reelt fattige børn i Danmark –  det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt.
Der er mange forskellige årsager til at man bør bekæmpe fattigdom hos børn, først og fremmest skal man gøre det for at beskytte børnene og give dem optimale muligheder for udvikling, vækst og læring, såvel psykologisk som socialt og rent intellektuelt. 

Fattige børn får sjældent en uddannelse


Danmark ønsker jo at uddanne flere – bedre, mere, men sålænge de fattige børn hægtes af allerede tidligt i barndommen, på grund af de eksklusionsmekanismer fattigdom repræsenterer,  reproducerer vi som samfund ikke alene fattigdom, men herunder også store forsørgelses, sundheds og sociale udgifter i kølvandet af fattigdommen.
 En meget stor del af de børn der vokser op som fattige, kan, hvis ikke de understøttes og der kompenseres på anden vis fra samfundets side af, med meget stor sandsynlighed se frem til et voksenliv med væsentligt færre muligheder og væsentligt flere begrænsninger end de børn der vokser op under adækvate socioøkonomiske kår.
Det er en trist statistik. Det må og skal der gøres noget ved.

Ikke et eneste af disse børn fortjener at være fattige, ikke på nogen måde, de fortjener omsorg, beskyttelse og kærlighed, præcis ligesom alle andre børn, noget Danmark da også gerne profilerer sig på at være forkæmper for, ude i verden.


Herhjemme i andedammen ser det ikke helt så ideelt ud. 
 

Det håber jeg at vi får vores ansvarlige politikeres øjne op for, så vi i fællesskab kan sætte ind og understøtte disse børn både helt akut og på længere sigt, ved gennem lovgivningen at sikre, at de børn, hvis forældre lever under de laveste indkomster i overførselsindkomstgruppen, ydes særlig hjælp og understøttelse.

SF's forslag til en akut indsats

SF kom i sidste uge med et udspil til en akutindsats overfor disse børn, det håber jeg at vores meget dygtige Ôzlem Cekic (MF for SF & Socialordfører)  med resten af SF's store folketingsgruppe i ryggen, formår at opnå flertal for i folketingssalen. Der må og skal fokus på den øgede ulighed og fattigdom i Danmark, det må og skal på den politiske dagsorden, hvilket også SF fortsat kæmper meget hårdt for.

Fremtidens Danmark er i SF's vision et sted hvor hverken børn, voksne eller familier skal leve i og med fattigdom - social ulighed og negativ social arv - et samfund hvor vi lever i respekt, tolerance og rummelighed i en fælles konsensus om fællesskabets ydre frie og demokratiske rammer.