Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

En af de mange positive ting dagen har budt på, er nyheden om at de Radikale nu spiller skarpt ud mod regeringen på klimaområdet, hvilket enhver med politisk interesse ved, er en af SF’s 3 mærkesager. Der er faktisk 2 dimensioner i den gode nyhed :

1. At der skydes med skarpt fra de Radikale af, og dermed tages afstand til VKO regeringen, er jo i sig selv befriende at se efter i lang tid at have været personligt bekymret for de Radikales lejlighedsvise flirteri med V og K.     

2.  At det netop er klima der er sagen – en mærkesag særligt for SF (som jo er Danmarks grønne parti), sender for mig at se, nogle meget tydelige signaler om at der åbnes et grønt vindue til at indlede et reelt samarbejde mellem de Radikale og SF, på et centralt politisk område. Startskuddet til et oppositionssamarbejde er lagt.

De Radikales hidtidige konsekvente værgren sig mod at have SF med i et regeringsalternativ, en samlet opposition er nemlig netop det, der frem til nu, har hindret centrumvenstreoppositionen i, at blive samlet, så oppositionssamarbejdet kan komme i gang. 

Jeg tror og håber, at vi står ved centrumvenstrealternativets fødsel i denne tid, det er der efterhånden flere og flere meget stærke signaler i dansk politik der tyder på. Dette vink med en vognstang om at ville samarbejde er sidste skud på stammen (af dem jeg har set) frem til nu. Rigtigt hjerteligt velkommen i kampen Radikale, og lad os så få taget fat på at få belyst, beskrevet og konkretiseret centrumvenstre oppositionens alternativ til VKO regeringens minimalstatsdanmark.

Når jeg åbner for avisen, nyhederne eller på anden vis informeres om hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er der tegner den lovgivning og dermed det samfund vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe. 

Herefter stemmer et politisk flertal i folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe der lovgives overfor. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens stærkt mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn som vælgerne kan forholde sig seriøst til.

Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning at miste overblikket og samfundets sammenhængskraft bringes i yderste instans dermed i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt, i den kortsigtede enkeltsagspolitik.

Man skal heller ikke være blind for at visse sager bringes frem af politiske kræfter som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden, noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden, og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om. Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.

Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk- af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammer kortsigtet enkeltsagspolitik generelt svage grupper hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager  der dukker op. Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare og at få løst de udfordringer de står med. Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag, det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.

Endeligt synes jeg det er latent udemokratisk at føre kortsigtet enkeltsagspolitik fordi der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind af bagdøren, mens opmærksomheden drejer sig om noget andet. Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme udenom at ligge det værdi, menneske og samfundssyn som de repræsenterer, frem for vælgerne så vælgerne reelt og uden usolidarisk og udemokratisk manipulation af den offentlige politiske debat og dagsorden, kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse, i demokratiets oprindelige ånd.