Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

Storstrejken er nu gået ind i det 13. døgn, og det betyder at 12.000 flere FOA medlemmer går ind i strejken, som altså nu tæller 34.000 FOA ansatte. 

I dagens aviser kan man læse hvordan jordmødrene har kastet håndklædet i ringen og meldt ud at det er decideret fagligt uforsvarligt at fortsætte med at strejke. Det går nemlig hårdt ud over de gravide, de fødende og ikke mindst de ufødte og nyfødte babyer.

Det står klart, at de fagligt, medmenneskeligt og etisk indlejrede dilemmaer i denne stejke  brænder på og tynger de strejkende hvis oprindelige incitament til at arbejde med mennesker med stor sandsynlighed, aldrig har været at gøre sig medansvarlig overfor den situation de borgere der rammes af strejken, ganske magtesløse nu står i. Hos sygeplejerskerne fylder historierne om klemte og tilsidesatte patienter og andre konsekvenser af strejken,  efterhånden også temmeligt meget, ligesom ansatte, berørte og pårørende på plejehjem, i ældresektoren og andre relaterede steder mærker de faglige og etiske medmenneskelige dilemmaer i strejken brænde på, og gøre det svært at bibeholde kampgejsten og viljen til at slås for bedre forhold gennem denne storstrejke som instrument.

Disse dilemmaer fylder naturligvis  for de strejkende fordi de netop som udgangspunkt, som faggrupper, har valgt et arbejdsliv i ældre/ social/ sundhedssektoren, med den baggrund at de ønsker gøre en positiv forskel, hjælpe svage og udsatte borgere  og at bruge sig selv, sin empati, etik, samfundsforståelse osv. som redskab og som medmenneske i sit job. Så kan det godt være svært ikke at mærke at det brænder på, indeni, fordi dilemmaet til syvende sidst handler om at gerne vil yde den bedst mulige indsats overfor de borgere som vi kommer i kontakt med.

Dilemmaet har tilmed den kant, at afblæses strejken eller standses den via et regeringsindgreb, uden at kravet om indførsel af ligeløn imødekommes, er vi lige langt, for hele den offentlige sektor er deformeret og decideret knæsat ressourcemæssigt set - lige og rimelig aflønning af disse faggrupper er jo nemlig blot et ud af flere centrale elementer der må og skal til i samfundsudviklingen, hvis den offentlige sektor skal hjælpes på benene og blive så overlevelsesdygtig at den kan leve op til sit formål om, på solidarisk og helhedsorientet vis at støtte og hjælpe borgere der har behov for det.

Det hjælper altså omtrent lige så meget, som det ville hjælpe at tisse i bukserne for at holde varmen, hvis strejken afblæses, eller standses før de nødvendige resultater er opnået. Det vil da være at gøre grin med de ramte, og med de strejkende og det vil være et nederlag ikke blot for faggrupperne , de berørte og pårørende men for demokratiet, og for strejken som arbejdsretligt instrument i offentlige overenskomstforhandlinger.

Strejken må og skal fortsætte og optrappes indtil resultatet nåes - også selvom det er med blødende hjerter det sker, blødende hjerter der ser de strejkeramte borgere stå endnu mere udsatte og svækkede end de allerede var før strejken, for det er jo netop også deres vilkår og fremtid vi kæmper for. Det er meget påtrængende at få tilført såvel arbejdskraft som ressourcer til den offentlige sektor, og her er der i forhold til overenskomstsammenbruddet et meget væsentligt argument for at insistere på ligeløn og massiv statsfinancieret ressourcetilgang til hele sektoren. Der består også et andet centralt element som heller ikke må glemmes nu hvor dilemmaerne brænder på, og det er problemet med rekruttering til de sociale og sundhedsfaglige uddannelser. Sålænge social og sundhedssektoren er et lavprestige område, med lav løn, dårlige arbejdsvilkår og decideret mangel på ressourcer - sålænge vil der bestå et rekrutteringsproblem og i forlængelse heraf et problem med at skaffe varme, kvalificerede hænder nok, til at væretage omsorgen for samfundets udsatte, svage syge og ældre borgere, på en måde vi som samfund kan være bekendt, og måske over tid endda blive stolte af (det er min personlige vision).

Dilemmaerne brænder på men strejken må desværre bestå sålænge kravene ikke bliver imødekommet. Alt andet vil være en falliterklæring for vores samfund.

Nyeste artikel om lock-out truslen på : http://politiken.dk/politik/article501240.ece

(Se artiklen også der indledende referes kort til, ved at klikke på dette link :  http://politiken.dk/indland/article500792.ece  N. B : Vær opmærksom på at linket åbner i et nyt vindue)