KL har netop underskrevet en aftale om kommunernes økonomi i 2009 - en aftale som vel selv det mest lalleglade og optimistiske menneske vil have svært ved at finde noget positivt i - en aftale der kort sagt sætter endnu en dynamo i gang i den accelererende proces mod at omdanne vores velfærdssamfund til Venstres ideal om en minimalstat.

Kommunernes økonomi ligger i forvejen underdrejet og er mildest talt inadækvat i forhold til de reelle behov. Så det er meget mærkeligt at KL lader sig overtale nu igen, og resultatet - det kan kun blive øget ulighed, fattigdom og social deroute for marginaliserede og udsatte grupper i samfundet.

Da manglende ressourcer betyder at der ikke er råd til forebyggelse, vedligeholdelse, udvikling og forbedringer - skattestop, service - udgifts - og anlægsloft forhindrer kommunerne i at føre virksomhed, og herudover er det vi kalder for "Den sociale lovgivning" gennem de sidste 7 - 8 år, blevet filtret så grundigt ind i den førte beskæftigelsespolitik, at det har medført at det i dag er stort set umuligt at få hjælp af den offentlige forvaltning, til andet end beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Nu er det desværre sådan at beskæftigelse langt fra er det eneste problem borgere henvender sig med, lever med eller støder ind i.

På børn - og ungeområdet har mange af landets kommuner allerede i år meldt ud, at de har store budgetoverskridelser på området, som følge af strukturreformens dønninger. Børn og ungeområdet får dog heldigvis mediemæssig stor bevågenhed, da der her er mange følelser der bringes i kog, men desværre forbliver denne bevågenhed på et overfladisk niveau, hvor tilsyneladende velmenende floskler om at anbringelser er den evigt saliggørende løsning af børne/ familiesager gør det yderst vanskeligt at komme til at snakke om indsatsområdets reelle barrierer og udfordringer.

Faktum er nemlig at anbringelser i langt de fleste tilfælde IKKE løser problemerne - tværtimod. Det er der flere årsager til. Anbringelsesstedernes kvalitet er mildest talt tvivlsom, såvel børn som forældre skades af at blive skilt ad som familie, medmindre der er tale om de meget få absolut ressourcefatttige og meget problemtunge familier - i langt de fleste tilfælde vil et egentlig familiearbejde være den rigtige løsning, men det er dyrt, kræver ressourcer, veluddannet personale og ikke mindst tålmodighed med processen - en anbringelse er både hurtigere og viser resultater her og nu ( Problem : Mor og far mangler forældreevner på nogle områder - Løsning : Barnet fjernes fra hjemmet ")Men desværre standser mange med at tænke allerede her - for Hvad skal de anbringes til., Hvordan vil man hjælpe dem med at få et godt liv i anbringelsestiden - og hvad skal målet være - at straffe børn og forældre - at hjælpe dem - eller ?

Med den nye aftale bliver det ikke længere et spørgsmål om at slukke omsiggribende brande med 1 eller 2 glas vand, men om at lade branden brænde ud, glassene er nemlig tomme nu og kommunerne er som regionerne på vej til helt reelt, blot at være boksebold for regeringens uanstændige socialpolitik !!

KL svigter befolkningen, kommunerne og fremtiden - ingen tvivl om det - for med denne øvelse er døren til minimalstatsdanmark blevet åbnet på vidt gab.

Læs mere på :

http://politiken.dk/politik/article524462.ece

Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

En af de store formiddagsaviser bragte onsdag 11 juni, en historie om en drægtig kat, som var blevet groft mishandlet da den var i færd med at føde sine killinger. Mishandlingen fandt sted ved at misæderen stak en bambus pind ind i kattens kønsåbning og igennem kattens indre, pinden stak ud af kattens ryg i den anden ende - en af kattens killinger blev samtidigt spiddet, men katten overlevede - rent fysisk. Den havde selv formået at slæbe sig hjem til sine ejere, som naturligvis var blevet forfærdede, oprørte og vrede, og straks sørgede for at få katten til dyrlæge og under behandling. Psykisk står det dog ikke så godt til - katten har forståeligt nok mistet tilliden til mennesker efter denne oplevelse.

Historien om denne stakkels kat er bare en i en stadig stigende række af rystende historier om dyremishandling - for et par uger siden var en hundehvalp blevet hængt i et træ i Nyborg, men den blev heldigvis reddet, og rækken af dokumenteret dyremishandling er lang - se selv mere på www.dyrenesbeskyttelse.dk

Jeg væmmes og bliver oprigtigt vred og forarget over denne udvikling - det er simpelhen under al kritik !!!! Føj for pokker !!! Hvor er det utroligt trist og trøstesløst at være vidne til at dyremishandling oftere og oftere finder sted i vores samfund, jeg undrer mig, væmmes og forsøger at forstå.

Så jeg spørger og bliver spurgt : Er det mon knaphedstyranniet der hersker - Er det den stigende individualisering ? Eller er det måske værdiudlejringen vores samfund udsættes for gennem en vedvarende og kontinuerlig inhuman og uanstændig politik fra VKO blokken ? Måske det "bare" er endnu et udslag af, at samfundets svageste grupper (børn, ældre, syge osv) i højere og højere grad overlades til sig selv og private menneskers velvilje, hjælp og støtte ? Måske dyrene står nederst på regeringens prioriteringsliste - og måske - bare måske - kan det ske, at  dyrevelfærd kun er vigtig og essentiel, når man skal sluge stemmer og vinde taburetter ?

Uanset hvad der ligger til grund for at vi som samfund ikke i langt højere grad straffer dyremishandling, må og skal det under alle omstændigheder stoppes - først og fremmest skal dyrene beskyttes ordenligt - de har brug for kontrol og opfølgning med den lovgivning som skulle forestille at beskytte dem - hvad skal vi med love der beskytter dyrene hvis ikke disse love bliver kontrolleret, efterprøvet og håndhævet med ufravigelig konsekvens ? Er loven om dyrevelfærd blot et stykke valgflæsk ? Det håber jeg sandeligt ikke. Det er jo komplet vanvittigt - denne mishandling - vi skal da beskytte og værne dyrene - ikke mishandle dem - det tror jeg faktisk at mange kan være enige i. Men skal dyremishandling stoppes, må der jo ressourcer til at følge op på lovgivningen og sætte ind med en effektiv indsats overfor truede eller mishandlede dyr. Der skal være klare og tydelige konsekvenser af dyremishandling - der må ikke være et gran af tvivl om, at dyremishandling er noget samfundet sætter hårdt ind overfor for - og derfor mener jeg at der bør indføres straffe som medfører at dyremishandlere idømmes skyhøje økonomiske sanktioner og bøder - og i særligt grove tilfælde evt sammen med et langt ophold på hotel Gitterly.

Dyrevelfærd og dyremishandling må på den politiske dagsorden - ikke kun når det drejer sig om svinetransporter og produktion af kød, pels og huder, men for pokker da også når det drejer sig om kæledyr. Nu kan det altså være nok, udviklingen må og skal stoppes - og det kan kun gå for langsomt !!!

Det kom i dag søndag 8. juni frem, at Danisco i 60'erne og 70'erne tav med en konkret viden om at deres ansatte havde et kviksølvniveau som var 28 gange over grænseværdien !!! De ansatte troede sig trygge netop fordi der blev taget urinprøver rutinemæssigt på Grindstedværket, hvor kviksølvforgiftningen helt konkret fandt sted. Desværre er det sådan at Danisco nu 30 - 40 år senere, i følge dansk lov, ikke længere er juridisk ansvarlig overfor de tidligere kviksølvforgiftede medarbejdere. Medarbejdere der alle er blevet alvorligt syge og oplever markante følger af forgiftningen.

Danisco slipper øjensynligt med nogle erstatninger i sagen - Daniscos direktør anbefaler selv på P4 i dag, de tidligere medarbejdere at søge erstatning via en lægeerklæring (der påviser at kviksølvforgiftningen har fundet sted i den årrække hvor de var ansat på Grindsted værket, og ikke mindst at deres lidelser skyldes netop kviksølvsforgiftning og ikke noget andet) - det er jo umiddelbart meget sympatisk, at Danisco sådan af sig selv anbefaler de tidligere medarbejdere at søge erstatning, men man behøver jo kun at standse op et ganske kort øjeblik, før man indser hvad det egentligt er Danisco slipper for at tage ansvar for - hvad det i virkeligheden er lykkes dem at skjule længe nok til at det juridiske ansvar var blevet forældet. Det der er sket på Grindsted værket - det må jo aldrig ske, skaderne er irreversible og hvilken erstatning kan mon opveje det ? Jeg er mildest talt dybt forarget over Danisco, og det er jeg næppe ene om...

Det der er sket kan efter min bedste overbevisning sidestilles med mordforsøg og er helt konkret som minimum decideret skødesløs omgang med essentiel viden om personlige truende helbredsforhold - det er hvad Danisco har formået at skjule længe nok til, at vi som retssamfund nu ikke kan røre dem for det. Sådan bør det jo ikke være - det kan jo ikke være rigtigt at man bare kan skjule så groft et mordforsøg længe nok, så bliver sagen forældet og man er sluppet afsted med højst betænkelig - dybt bekymrende etisk og moralsk adfærd overfor sine ansatte - Danisco HAR et ansvar - og det bør de efter min overbevisning have lov til at mærke - gennem forbrugernes magt, og politisk pression.

I modsat fald giver vi som samfund køb på nogle meget basale borgerrettigheder, en grundlæggende tryghed og ikke mindst en stor del af vores lovsikrede retssikkerhedsprincipper - det må aldrig ske!!!

Jubiii....det lykkedes - jeg henvendte mig til en lokal politiker med et lokalt problem - og nu er det så blevet løst !!! Det er jo et helt fantastisk bevis på at demokratiet blomstrer og fungerer i Nyborg kommune, i hvertfald er det hvad jeg oplevede, ved at henvende mig til SF's mangeårige byrådsmand i Nyborg Byråd, Knud Theil Nielsen, med mit "lille" lokale problem - ikke alene blev jeg lyttet til og taget alvorligt trods problemets snævre omfang men vigtigst af alt sendte han straks sagen videre, og her kun 2 måneder senere er problemet blevet løst !!!

Problemet var, at den skolebus der om morgenen befordrer børn til den lille afdeling af Ullerslev Centralcentralskole, som ligger i landsbyen Langtved. ikke kørte fra yderkanten af Ullerslev, men kun fra centralskolen, om morgenen kl. 07:00  Til gengæld kunne børnene godt blive befordret med skolebussen hele vejen hjem om eftermiddagen. Dette gav min søn og en del andre børn et problem med befordring om morgenen, særligt i vinterhalvåret, da der er 2 km fra den yderste men meget børnefamiliebefolkede villakvarter, kaldet Bondemosen, til det mere centrale Ullerslev. Såfremt man cyklede om morgenen, måtte man altså også stige af ved centralskolen om eftermiddagen, for at få sin cykel med hjem, og mange forældre har derfor måtte indrette sig på at køre deres børn enten til centralskolens busholdeplads eller helt ud på Langtved skole om morgenen. De større børn kan naturligvis sagtens cykle et par km om dagen, men for de yngste skolelever som endnu ikke er sikre i trafikken på egen hånd, har det været en konkret barrierer for den enkelte families logistik både morgen og eftermiddag.

Men sagen er nu løst og bussen kører om morgenen ad Bondemosevej og samler de børn op som skal i skole i Langtved - eller i tidlig SFO på Ullerslev centralskole - det er bare super godt !!!

Demokratiet blomstrer i Nyborg kommune, og det kan man ikke mindst takke byrådsmand Knud Theil Nielsen (SF) for .

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

"Hvem skriver deres tekster ?" 

I de landsdækkende nyhedsmedier kan man i disse dage høre og læse at DF er imod tørklæder men for kors som personlige religiøse symboler i den offentlige sektor...Wow...Orson Wells havde været stolt af DF's pantomimespil i denne sag, for i deres bleghvide og fordomsfulde verden er der vist ingen tvivl om hvilke dyr det er der er mere lige end andre dyr...det ses med det blotte øje...selv for vi andre.

Jeg må tilstå at jeg undrer mig over at tørklæderne på denne måde har fået lov til at blive et centralt kulturartefakt og symbol på vores problemer på integrationsområdet - og jeg undrer mig ikke mindst over at så mange i folketinget udtrykker vilje til at lovgive på dette område. Det forekommer mig decideret absurd, at denne debat overhovedet raser. At man kan komme frem til at snakke om forbud og andre magtmidler overfor en befolkningsgruppes selvvalgte ydre artefakter og personlige fremtræden.

Hele snakken om tørklæder, kors og andre religiøse symboler er jo kun en lille del af det samlede billede hvis man vil se i den retning, rent politisk. Tørklæder og kors er jo kun de mest alment kendte religiøse symboler, der er masse af andre symboler, redskaber, virkemidler og projekter der er med til at forme og definere det individuelle og relationelle udtryk vi hver især vælger, mere eller mindre bevidst. Vil DF også lovgive mod upassende ansigtsmimik, korthårede unisexkvinder og andre ting der kan skære i deres besynderlige billede af, hvordan de mener Danmark og danskerne skal se ud og være ?

Hvem er det der skriver deres tekster ?

Tørklæderne er for pokker da ikke det der skaber problemer med vores integration. Problemet er derimod det fundament der øjensynligt er til stede i den danske befolkning, og i dansk politik, eftersom debatten overhovedet kan få liv og pustes op til de nuværende dimensioner. Problemets kerne består i en politisk og befolkningsmæssig uvilje til eller manglende evne til at tage aktivt og personlig del i integrationsprocessen - fordi det kræver selvransagelse, udvikling og forandring, som det jo er med al udvikling. Tørklædedebatten skader integrationen hvis ikke de mere ansvarlige partier med helhedsorienterede og langsigtede samfundsanalyser og visioner - kaster sig mere markant ind i den, og kæmper for de grundlæggende frihedsrettigheder, mangfoldigheden i vores samfund og herunder helt centralt individets ret til at udfolde sig indenfor demokratiets retlige og sociale rammer.

Jeg mener at alle grundlæggende har ret til selv at definere hvorvidt de er undertrykte eller ej, og forventer selv at blive mødt med samme respekt. Jeg vil under ingen omstændigheder forfalde til at konkludere hvorvidt andre mennesker fratages nogle basale borgerrettigheder, alene på baggrund af mine forforståelser og fordomme overfor ydre artefakter som tørklæder og smykkevedhæng. Det er simpelhen useriøst. Og er der noget der skal tages seriøst, så er det altså integrations-problematikkerne i det danske samfund. Det er der mange etiske, medmenneskelige, solidariske og samfundsmæssige årsager til, for med løsning af den gordiske knude, integrationsprocessen er blevet til, vil mange af samfundets øvrige udfordringer samtidigt kunne finde en langsigtet og frugtbar løsning.

Links: 

Læs artikler om tørklædedebatten  på

http://politiken.dk/indland/article513863.ece

http://politiken.dk/indland/article480851.ece

http://politiken.dk/politik/article504858.ece

eller på

http://politiken.dk/politik/article504580.ece

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

Se også artikel fra Politikken om samme emne på : http://politiken.dk/politik/article504837.ece

En af de mange positive ting dagen har budt på, er nyheden om at de Radikale nu spiller skarpt ud mod regeringen på klimaområdet, hvilket enhver med politisk interesse ved, er en af SF’s 3 mærkesager. Der er faktisk 2 dimensioner i den gode nyhed :

1. At der skydes med skarpt fra de Radikale af, og dermed tages afstand til VKO regeringen, er jo i sig selv befriende at se efter i lang tid at have været personligt bekymret for de Radikales lejlighedsvise flirteri med V og K.     

2.  At det netop er klima der er sagen – en mærkesag særligt for SF (som jo er Danmarks grønne parti), sender for mig at se, nogle meget tydelige signaler om at der åbnes et grønt vindue til at indlede et reelt samarbejde mellem de Radikale og SF, på et centralt politisk område. Startskuddet til et oppositionssamarbejde er lagt.

De Radikales hidtidige konsekvente værgren sig mod at have SF med i et regeringsalternativ, en samlet opposition er nemlig netop det, der frem til nu, har hindret centrumvenstreoppositionen i, at blive samlet, så oppositionssamarbejdet kan komme i gang. 

Jeg tror og håber, at vi står ved centrumvenstrealternativets fødsel i denne tid, det er der efterhånden flere og flere meget stærke signaler i dansk politik der tyder på. Dette vink med en vognstang om at ville samarbejde er sidste skud på stammen (af dem jeg har set) frem til nu. Rigtigt hjerteligt velkommen i kampen Radikale, og lad os så få taget fat på at få belyst, beskrevet og konkretiseret centrumvenstre oppositionens alternativ til VKO regeringens minimalstatsdanmark.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.

Storstrejken er nu gået ind i det 13. døgn, og det betyder at 12.000 flere FOA medlemmer går ind i strejken, som altså nu tæller 34.000 FOA ansatte. 

I dagens aviser kan man læse hvordan jordmødrene har kastet håndklædet i ringen og meldt ud at det er decideret fagligt uforsvarligt at fortsætte med at strejke. Det går nemlig hårdt ud over de gravide, de fødende og ikke mindst de ufødte og nyfødte babyer.

Det står klart, at de fagligt, medmenneskeligt og etisk indlejrede dilemmaer i denne stejke  brænder på og tynger de strejkende hvis oprindelige incitament til at arbejde med mennesker med stor sandsynlighed, aldrig har været at gøre sig medansvarlig overfor den situation de borgere der rammes af strejken, ganske magtesløse nu står i. Hos sygeplejerskerne fylder historierne om klemte og tilsidesatte patienter og andre konsekvenser af strejken,  efterhånden også temmeligt meget, ligesom ansatte, berørte og pårørende på plejehjem, i ældresektoren og andre relaterede steder mærker de faglige og etiske medmenneskelige dilemmaer i strejken brænde på, og gøre det svært at bibeholde kampgejsten og viljen til at slås for bedre forhold gennem denne storstrejke som instrument.

Disse dilemmaer fylder naturligvis  for de strejkende fordi de netop som udgangspunkt, som faggrupper, har valgt et arbejdsliv i ældre/ social/ sundhedssektoren, med den baggrund at de ønsker gøre en positiv forskel, hjælpe svage og udsatte borgere  og at bruge sig selv, sin empati, etik, samfundsforståelse osv. som redskab og som medmenneske i sit job. Så kan det godt være svært ikke at mærke at det brænder på, indeni, fordi dilemmaet til syvende sidst handler om at gerne vil yde den bedst mulige indsats overfor de borgere som vi kommer i kontakt med.

Dilemmaet har tilmed den kant, at afblæses strejken eller standses den via et regeringsindgreb, uden at kravet om indførsel af ligeløn imødekommes, er vi lige langt, for hele den offentlige sektor er deformeret og decideret knæsat ressourcemæssigt set - lige og rimelig aflønning af disse faggrupper er jo nemlig blot et ud af flere centrale elementer der må og skal til i samfundsudviklingen, hvis den offentlige sektor skal hjælpes på benene og blive så overlevelsesdygtig at den kan leve op til sit formål om, på solidarisk og helhedsorientet vis at støtte og hjælpe borgere der har behov for det.

Det hjælper altså omtrent lige så meget, som det ville hjælpe at tisse i bukserne for at holde varmen, hvis strejken afblæses, eller standses før de nødvendige resultater er opnået. Det vil da være at gøre grin med de ramte, og med de strejkende og det vil være et nederlag ikke blot for faggrupperne , de berørte og pårørende men for demokratiet, og for strejken som arbejdsretligt instrument i offentlige overenskomstforhandlinger.

Strejken må og skal fortsætte og optrappes indtil resultatet nåes - også selvom det er med blødende hjerter det sker, blødende hjerter der ser de strejkeramte borgere stå endnu mere udsatte og svækkede end de allerede var før strejken, for det er jo netop også deres vilkår og fremtid vi kæmper for. Det er meget påtrængende at få tilført såvel arbejdskraft som ressourcer til den offentlige sektor, og her er der i forhold til overenskomstsammenbruddet et meget væsentligt argument for at insistere på ligeløn og massiv statsfinancieret ressourcetilgang til hele sektoren. Der består også et andet centralt element som heller ikke må glemmes nu hvor dilemmaerne brænder på, og det er problemet med rekruttering til de sociale og sundhedsfaglige uddannelser. Sålænge social og sundhedssektoren er et lavprestige område, med lav løn, dårlige arbejdsvilkår og decideret mangel på ressourcer - sålænge vil der bestå et rekrutteringsproblem og i forlængelse heraf et problem med at skaffe varme, kvalificerede hænder nok, til at væretage omsorgen for samfundets udsatte, svage syge og ældre borgere, på en måde vi som samfund kan være bekendt, og måske over tid endda blive stolte af (det er min personlige vision).

Dilemmaerne brænder på men strejken må desværre bestå sålænge kravene ikke bliver imødekommet. Alt andet vil være en falliterklæring for vores samfund.

Nyeste artikel om lock-out truslen på : http://politiken.dk/politik/article501240.ece

(Se artiklen også der indledende referes kort til, ved at klikke på dette link :  http://politiken.dk/indland/article500792.ece  N. B : Vær opmærksom på at linket åbner i et nyt vindue)

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

Man skal vide...

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Når jeg åbner for avisen, nyhederne eller på anden vis informeres om hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er der tegner den lovgivning og dermed det samfund vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe. 

Herefter stemmer et politisk flertal i folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe der lovgives overfor. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens stærkt mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn som vælgerne kan forholde sig seriøst til.

Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning at miste overblikket og samfundets sammenhængskraft bringes i yderste instans dermed i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt, i den kortsigtede enkeltsagspolitik.

Man skal heller ikke være blind for at visse sager bringes frem af politiske kræfter som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden, noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden, og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om. Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.

Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk- af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammer kortsigtet enkeltsagspolitik generelt svage grupper hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager  der dukker op. Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare og at få løst de udfordringer de står med. Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag, det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.

Endeligt synes jeg det er latent udemokratisk at føre kortsigtet enkeltsagspolitik fordi der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind af bagdøren, mens opmærksomheden drejer sig om noget andet. Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme udenom at ligge det værdi, menneske og samfundssyn som de repræsenterer, frem for vælgerne så vælgerne reelt og uden usolidarisk og udemokratisk manipulation af den offentlige politiske debat og dagsorden, kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse, i demokratiets oprindelige ånd.

På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og  kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.

Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager. 
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.

Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.

Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.

Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres,  men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!

Onsdag 2 April : Landsmødet nærmer sig efterhånden...

Landsmødet nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og som jeg kender tiden, så har den det med at flyve afsted, særligt lige nu, hvor der sker så mange ting. Inden jeg får set mig om står jeg i Falkonercenteret og føler mig nok lidt ydmyg og imponeret, over at være med, og så går landsmødet jo i gang. 600 delegerede har jeg hørt vi bliver. Det er mange.

Men hvad laver man egentligt på et landsmøde ? Ja altså ud over debat, afstemninger, valg til HB og fest lørdag aften ? (Det er bestemt også vigtigt - ingen tvivl om det ) Er tiden lang eller flyver den også afsted der, og hvordan mon det bliver, sådan rigtigt at være med ?

Jeg er også så småt begyndt at bekymre mig lidt over det logistiske i landsmødet, der er nemlig noget med min evne til at navigere og finde den rigtige vej, på egen hånd rundt i storbyer som jeg ikke kender ret godt....

Jeg har ikke været i Falkonercenteret før og jeg har bestilt overnatning et andet sted i Kbh, så jeg må hellere printe og nærstudere nogle krakkort, inden jeg begiver mig afsted. Min mand er begyndt at bive nervøs for om jeg nu kan finde vej, men jeg er fortrøstningsfuld, det skal nok gå. "Hvor der er en vilje er der en vej" sagde en klog gæv jysk kone engang.

For at dulme min mands bekymring, vil jeg dog tage et par ekstra krakkort med derover.

Jeg har her i eftermiddag modtaget en bekræftelsesmail fra Lars Brandstrup, på at jeg er tilmeldt som delegeret fra Nyborg.

Jeg kan godt mærke at jeg begynder at glæde mig til landsmødet, jeg tror det vil gøre stort indtryk på mig.

Torsdag 3 april : Og så er der alt det praktiske...

Da jeg endnu ikke har modtaget bekræftelse på min booking på vandrehjemmet, vil jeg i dag tage kontakt til dem, og sikre mig at der ikke er sket en fejl.

Jeg er også så småt begynde at forholde mig til tøj osv., for jeg vil ikke efterlade andet end mit sengelinned på vandrehjemmets fællessal hvor jeg skal overnatte. Jeg vil tage så lidt med som muligt, og evt benytte mig af en bagagebox eller andet i Falkonercenteret, hvis det er muligt. Det vil jeg også undersøge i dag, Det er jo alt andet lige, væsentligt mere praktisk at have sine ting der hvor man også selv opholder sig.

Jeg har planlagt at medbringe lidt mad til mine sunde og fiberrige mellemmåltider (Jeg fik tvillinger i 2007 og er stadigvæk i gang med at genvinde formen) men har også indstillet mig på, selv at skulle købe det meste af mit mad og drikke ude i byen, eller i Falconercenteret hvis det er muligt (og ikke er vanvittigt dyrt). Der er jo også både nogle middage og frokoster indlagt som punkter på dagsorden for landsmødet, så vi overlever nok allesammen.

Jeg er gået i gang med at printe og nærlæse baggrundspapirer osv fra www.sf.dk til mødet. Jeg vil i de næste par dage overveje hvordan jeg forholder mig til de respektive elementer, og ikke mindst hvordan jeg vil stemme, både i forhold til fremsatte forslag og HB valget.

Jeg vil også bruge dagen i dag på at hente pladsbillet og billet til turen, og så vil jeg ellers bruge noget kvalitetstid sammen med mine børn, og min mand - det skal nemlig også til !!

Dagens rundringninger osv. har ført følgende med sig :

Min bekræftelse på booking på vandrehjemmet var sendt til en forkert email adresse - derfor havde jeg ikke fået den - de sendte en ny, som jeg allerede har modtaget. Jeg forespurgte om der var mulighed for bagageopbevaring på vandrehjemmet, men det var der ikke. Jeg ringede herefter ud i falkonercenteret for at forhøre mig om det var muligt at opbevare sin bagage her, og de fortalte mig at der til SF landsmødet er en garderobe hvor man kan opbevare sit overtøj og sine ting, på eget ansvar.

Falconercenterets øvrige bagageopbevaringsfaciliteter er for hotellets gæster, men det er muligt, oplyste de, ved booking af konferencer etc som dette landsmøde, at booke med betjent garderobe og bagageopbevaring så deltagerne har mulighed for at medbringe og benytte deres bagage.

Det synes jeg ville have været en god ide, for som det er nu, ser jeg ingen anden udvej en at "Travel light" ´- mere "light" end jeg egentligt bryder mig om, men jeg må jo tage det som en udfordring i at pakke så meget som muligt så praktisk som muligt på så lidt plads som muligt, uden det vejer alt for meget.

Fredag 4 April : Hvad laver man mon på et landsmøde ?

Det er i dag de sidste papirer, ændringsforslag osv. offentliggøres på www.sf.dk.  

Jeg har hørt mange sige at jeg godt kan glæde mig til landsmødet, fordi det plejer at være et af årets højdepunktet, kun slået af sommertræffet, som efter forlydende byder mere på sociale aktiviteter, debatter og workshops end landsmødet, som er det mere alvorlige, (næsten) rent politiske møde.

Jeg har svært ved at forestill mig rammen, for jeg har hverken været i Falconercenteret eller til et politisk landsmøde før. Jeg kan forestille mig at der må være nogle mennesker med nogle store koordinationsopgaver, når der skal holdes styr på 600 delegerede + gæster og andre med taleret, der gerne vil deltage i debatterne.

Jeg har selvfølgelig set landsmøder (eller rettere uddrag fra landsmøder) på TV, og har jo også set en del konferencecentre o. lign i mit organisatoriske frivillige arbejde, men det er jo altid noget nyt, det er det også denne gang.

I følge den foreløbige dagsorden starter vi med at blive budt velkommen, hvorefter der er spisning og debat. Det lyder til at det ikke bliver for sent.

Lørdag ser i følge dagsorden ud til at være landsmødets store dag, med afstemninge, beretninger, valg og debatter, krydret med frokost, middag og endeligt lørdag aften, fest. Det kunne godt tænkes at blive sent, men jeg vil meget gerne op og være klar til at deltage i debatten om fremtidens offentlige sektor, søndag formiddag fra 9 - 11. Søndagen indeholder flere debatter, frokost og afslutning i store træk, og landsmødet slutter sidst på eftermiddagen søndag.

Jeg kender altså rammen (dagsorden i hovedtræk) men har ikke før været forsamlet med 599 andre engagerede SF'ere, hvoraf de fleste tilmed har en forsamlingskultur, nogle vaner, mønstre og forforståelser som vi forholdsvis få førstegangsdeltagere nu bliver en del af. Det lader dog til at man er på forkant med at der er kommet så mange nye medlemmer, så jeg tror nu nok der skal være plads til os også.

Fredag 4. April - Lørdag 5. April : Tanker om og holdninger til landsmødedebatterne

Der er 1 debat tema på dagsordenen som jeg vil kommentere uddybende her :

Håb. Forandring. Resultater 

Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad vi kommer frem til under dette punkt.

Kl. 22:00

Det var et rigtigt positivt bestyrelsesmøde der blev afholdt i SF Nyborgs lokaler i Nyborg, her i aften fra kl 19:00 til 21:00.

Der var i hovedtræk enighed om, hvad vi mente i forhold til de forskellige ændringsforslag og valg, og det var en både god og tilpas afmålt debat der fulgte i bestyrelsen efter fremlæggelsen af hvert punkt. De længste debatter udspandt sig omkring opstillingsform og EU forbehold, men der var god konsensus og overvejende enighed i partiforeningen.

Der var i slutningen af møde tale om at lave et 1. Maj arrangement efter talerne i 3F - et arrangement som skal foregå i vore lokaler i Kongegade. Dette arrrangement ved jeg dog ikke om bliver til noget, men da der er baggrundsgruppemøde med vores byrådsmand 28 april, vil jeg da spørge nærmere til det.

Jeg trådte forresten ind i bestyrelsen, da et medlem trak sig pga andre forpligtigelser. Jeg glæder mig til at lære en hel masse af de mange dygtige og erfarne mennesker der sidder i bestyrelsen nu, og har et indgåede kendskab til SF Nyborgs historie og fundament, både politisk set og i forhold til den lokale forankring forstået som opbakningen blandt lokale vælgere.

Onsdag 9. April : Storkredsformøde til Landsmødet

Der er kommet en invitation til formøde for delegerede og gæster i forbindelse med  landsmødet i weekenden. På dette formøde i storkredsen skal papirer, udtalelser, forslag, ændringsforslag og valg gennemgås og vi vil som hhv delegerede og gæster, få lejlighed til at danne os et overblik over, hvorvidt der er en eller flere fynske vinkler/ linier på de respektive områder og i den overordnede konsensus vi kommer ( eller ikke kommer) med.

Det lyder spændende, jeg glæder mig.

Kl. 22:00

Det var et møde, hvor de samme punkter som blev drøftet i bestyrelsen i Nyborg i går, blev gennemgået og debatteret.

Der var ikke den store uenighed, men særligt én interessant ting som berører en af mine personlige mærkesager, dyrevelfærd, det falder nemlig indenfor samme policyområde, nemlig miljø :

* Sofus Ryge Petersen fra Odense har stillet ændringsforslag til HB's landsmødeudtalelses klimapunkt. Der mangler nemlig miljø, naturbeskyttelse osv i vores politik, det mener jeg også. SF er et grønt parti - ikke kun et klimaparti. Miljø bør inddrages i SF politik. Jeg mener yderligere personligt, at dyrevelfærd bør på SF's grønne dagsorden også.

Jeg bemærkede i slutningen af mødet at jeg havde noteret mig, at der ikke var lagt papirer eller debat ud til dagsordenspunktet "Fremtidens offentlige sektor" Folketingskandidat Karsten Hønge, som var gæst fra FT, ved mødet, svarede at der under dette punkt, søndag kl. 09:00 - 11:00,  vil komme 3 meget centrale debatindlægsholdere - og sparke den meget vigtige debat vi skal have her, godt i gang. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Karsten Hønge kom også hen og snakkede med min partiforeningsbestyrelseskolega, næstformand Flemming og jeg, om hans forslag til os, på storkreds GF, om at han vil komme ned til et arrangement hos os i nyborg, eller være vært ved en SF Nyborg medlemstur til Christiansborg. Det var særligt det sidste vi talte om, og alle 3 var ret interesserede i.

Jeg håber det bliver til en realitet arrangementet, for det kunne være rigtigt spændende, som nyt eller gammelt medlem, at komme på sådan en tur.

Torsdag 10 April : Sidste tanker og overvejelser inden landsmødet

"Spændende Landsmøde forude..."

En ting jeg både under og efter landsmødet særligt bemærkede mig ved København, var at al den rengørings og sanitetshjælp jeg så, blive udført af mennesker med en anden etnisk herkomst end dansk.

På vandrehjemmet bemærkede jeg at både rengørings - og en del af køkkenpersonalet kun talte gebrokkent engelsk og iøvrigt var af anden etnisk herkomst end dansk. De bukkede og undskyldte sig meget hvis de kom i vejen for nogen.. I reception og bar var der omvendt øjensynligt kun etniske danskere ansat.I Falconercenteret oplevede jeg ligeledes det lavest rangerende personale værende af anden etnisk herkomst end dansk, og det øverst rangerende værende af etnisk dansk oprindelse, og minsandten om ikke det tilmed på Hovedbanegården var det mest udstillede og massive synlige billede på samfundets tiltagende udlejring af sine fundementale medmenneskelige og etiske værdier, i form af adskillige nydanskere, beskæftiget med at rydde op og gøre rent efter rejsende.

Jeg følte mig skidt tilpas ved at blive bukket for af disse mennesker, og ikke mindst ved fraværet af etniske danskere blandt dette gulvpersonale i vores servicesamfund. Det er urimeligt og lodret forkert på den måde at udnytte og udstille nye borgere på denne måde - det kan vi ikke være bekendt. Er vi virkeligt ved at se samfundet blive delt op i et "os" og "dem" - har regeringen og Pia allerede opnået det ? Det er der desværre noget her der tyder på.  

Jeg må tilstå at jeg ikke ved meget om København eller for den sags skyld om Københavns håndtering af integration og uddannelse af nydanskere, eller hvorvidt det billede jeg synes at se tegne sig, var noget generelt eller noget specielt.

Men jeg vil gerne vide det, så hvis du ved, mener eller har hørt noget om dette er du meget velkommen til at skrive en kommentar -på forhånd tusind tak.

Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer i VKO regeringens jerngreb. Dette er senest demonstreret i et forslag fra Velfærdsminister Karen Jespersen, som kort gengivet ønsker at familier og pårørende skal pålægges et personretligt ansvar i forhold til familiemedlemmers sociale problematikker – et meget stort skridt mod en fuldstændig fjernelse af de socialretlige grundværdier – noget også den forvaltnings – og socialretlige udvikling i sig selv gennem de seneste 8 år, har vist større og større symptomer på.

En universel værdi om borgerens ret til i stor udstrækning selv at være med til at definere såvel problemer som løsningsmuligheder, er afløst af retligt regulerede visitationsværktøjer, ressourceprofiler, arbejdsevnemetoder og meget mere af samme skuffe, og samtidigt er Sociallovgivningen splittet op i 3 dele, som repræsenterer 3 forskellige værdisæt, i forhold til de borgere, som den offentlige sektor er der for. De 3 dele er Beskæftigelsesloven, Lov om en aktiv Socialpolitik og Serviceloven. Herudover har den forvaltningsretlige regulering tiltagende mindre indflydelse idet det forvaltningsretlige værdisæt som det universelle velfærdssamfund oprindeligt blev bygget op omkring, ikke længere er universelt gældende for den førte socialpolitik.

Socialretten opstod oprindeligt med afsæt i hhv. arbejdsretten og personretten, idet velfærdssamfundets institutioner efterhånden som de tager form op igennem det 20 århundrede, overtager et forsikringsmæssigt ansvar fra arbejdsgiverne for at sikre alle borgere at deres rettigheder varetages til enhver tid.

Allerede i industrialiseringens start og særligt i efterkrigstiden blev der inddraget stadigt større dele af personretten, i velfærdssamfundets institutionelle udbygning, igen for at sikre at ALLE borgeres rettigheder varetages trygt og godt, og indtil Fogh regeringen satte sit angreb ind, fungerede de socialretlige værdier i sig selv som et finmasket og unikt sikkerhedsnet under samfundets borgere. Dette net er nu så godt som væk, de socialretlige værdier smuldrer som aldrig før, mens der ligges mere og mere ”tilbage” til de feudale strukturer, hvilket hvis ikke der sættes hårdt ind mod disse truende tendenser, vil medføre et fremtidigt Danmark hvor velfærdssamfundet består af en Residual/ Kooperativ udgave af en minimalstat hvor det er Darwins lov der gælder, Mammon der er regering og egoisten der selv er Gud.

Denne udvikling må og skal stoppes. Vi ser de stigende kooperative forsikringstendenser eksplodere i vækst i disse år, særligt på sundheds – og pensionsområdet – så udover at føre de socialretlige forsikringsværdier over på arbejdsmarkedet/ erhvervslivet er regeringen er åbenlyst også ud på at føre de socialretlige individrettigheder og pligter, tilbage til personretten.

Vi må reparere, genopbygge, genskabe og nyudvikle den offentlige sektor, så den kan blive det stærke og trygge fundament for et fremtidigt Danmark hvor bæredygtighed og solidaritet trives i både det store, det lokale og det nære fællesskab, med plads og frihed til den enkelte.

Regeringens de facto afmontering af den offentlige sektor må og skal standses - problemet er stort og vi har alle et ansvar for at være med til at løse det - for både nutidens og for fremtidens skyld.

Det viser sig desværre nu, at vores undervisningsminister, som ellers aktuelt er ude og profilere sig selv i endnu en kampagne mod mobning, ikke ønsker at lovgive specifikt mod mobning.

Ved min hendvendelse til DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø), som står for den aktuelle anti mobningskampagne, for at få dem til at lave et link til underskriftsindsamlingen for en specifik lovgivning mod mobning, svarede de tilbage :

Når man taler om at ville et ægte opgør med den voksende ulighed, må man også tage snakken om, hvilke årsagssammenhænge og mekanismer i samfundets sociokulturelle strukturer der skaber grobund for at denne ulighed til stadighed konserveres og breder sig i samfundet, som det er i dag.

Et af de steder hvor den socioøkonomiske og kulturelle ulighed trives og gror, er i institutioner og skoler, hvor den symbolske magt overleveres i form at socioøkonomiske og kulturelle ressourcer og kompetencer. Dette sker ikke kun i relationen mellem lærer og elev/ studerende, men er en langt mere kompliceret magtoverdragelsesproces, hvor den i systemerne indlejrede symbolske vold virker konserverende og selvforstærkende  for de strukturelt indlejrede eksklusionsprocesser, som tilmed bliver godt hjulpet på vej af en tiltagende materiel og værdiforfladiget verden hvor liberalistiske myter om at nogen er mere lige end andre trives i bedste velgående.

Grobunden for, hvordan vi senere i livet, i børnehaven, skolefritidsordningen, i skolen, på uddannelsesinstitutioner og senere i voksenlivet, ser på, behandler, tænker om og forstår os selv, hinanden og andre mennesker, skabes allerede i den spæde socialisering i vuggestuernes små grupper af vaklende nye unikke verdensborgere.

Her finder der basale og nødvendige identitets – og socialiseringsprocesser sted, som hjælper barnet til, gennem barndommen, at udvikle og erkende den identitet, som barnet senere i voksenalderen skal bygge resten af sin tilværelses fundament op på.

Et af de steder hvor man kan forhindre reproduktionen af social ulighed og social arv, er ved at se på fænomenet mobning. Et tema som desværre ikke er nævnt i SF’s oplæg til Fremtidens folkeskole. Mobning er ikke ”kun” en meget nedbrydende og ondskabsfuld adfærd overfor et andet menneske, mobning er et middel til at konservere den sociale ulighed og videreføre negativ social arv.

En holdning må der til

Ved at sætte massivt og tydeligt ind overfor mobning vil man kunne afhjælpe mange af de mekanismer der (også) ligger bag triste samfundstendenser som stigende selvmordsrater, flere og flere psykisk syge eller støttekrævende børn og unge, social ulighed og negativ social arv. Man ville med en lovgivning på området kunne give håb til alt for mange, de ensomme og dybt ulykkelige ofre for denne psykiske terror – de børn og voksne som ikke har et rum hvor de kan være, udvikle sig og vokse som unikke individer, fordi de ekskluderes og brydes psykisk ned af deres omgivelser/ gruppen/ systemerne. Mange børn tabes bogligt når de udsættes for massiv mobning og også her vil der være gevinster at hente, ved at have en konkret antimobning politik på børne/ unge/ familie – og skoleområdet.

Hvis man ønsker at skabe et samfund hvor der er solidaritet, bæredygtighed og fællesskab, må vi allerede fra starten af sætte ind overfor mekanismer og årsagssammenhænge der fører til mobning og anden social eksklusion

Lærer ingen helt fra starten af at udfylde rollen som bøddel og lærer ingen fra starten af at udfylde rollen som offer, så kan vi vinde meget som samfund, for så bliver der plads til at den ægte indefra kommende og varige folkelige socialisme, på sigt kan vokse naturligt frem i blandt os. 

Støt underskriftsindsamlingen mod mobning på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk

Læs mere under "Et ægte opgør med den voksende ulighed.." her på siden.

Lige efter påske kom socialdemokraternes Mette Frederiksen med et forslag om, at man skal indføre et takseringssystem i børne - unge sager, som kort fortalt går ud på, at jo tidligere barnet anbringes udenfor hjemmet, jo større refusion får kommunen fra staten.

Som jeg forstår forslaget er intentionen (og underforstået opdragelsen af kommunerne) at de socialpædagogisk behandlingskrævende unge skal opdages og anbringes udenfor det hjem, som underforstået er skyld i, at barnet nu er blevet et utilpasset socialpædagogisk behandlingskrævende ungt menneske. Denne anbringelse skal så finde sted så tidligt i barndommen som muligt.

Jeg ser en hel række problemer tordne sig op, såfremt dette forslag indføres i praksis.

Først og fremmest har man taget et udgangspunkt som både er deterministisk i forhold til barnets/ den unges videre udvikling, og ensidigt fokuseret på at barnet tager skade af, at blive i hjemmet. Der er dog endnu ikke nogle undersøgelser som peger på at børn der har været anbragt i diverse foranstaltninger udenfor hjemmet gennem deres barndom, bliver mere velfungerende end de unge der bliver i hjemmene, og udenfor systemets søgelys.

Der er dog mange undersøgelser og en del empiri der viser at barnet har allerbedst af at blive i hjemmet hvis det overhovedet er muligt, og forsvarligt, eller med andre ord hvis der kan afdækkes tilstrækkelige ressourcer i og omkring familien, til at barnet trygt kan forblive i hjemmet. Servicelovens kapitel 11 om børn og unge, betoner da også direkte i lovteksten, at intentionen i en børne/ ungesag er, at familien skal bringes til at fungere i så høj grad som muligt, ved at man understøtter og hjælper familien til at få løst de mekanismer, og destruktive mønstre, der har medført at et eller flere af familiens børn udviser tegn på, at der er behov for samfundets hjælp og støtte. Alt dette skal ske med et centralt fokus på barnets/ den unges trivsel, tarv og udvikling.

Der foranstaltes efter et princip om, at man ikke må foranstalte mere indgribende end højst nødvendigt, og at man skal afsøge og reelt afprøve  andre (realistiske) måder at støtte og hjælpe familien på, end anbringelse udenfor hjemmet, som er den mest vidtgåede af foranstaltningerne.

Ved at indføre en decideret økonomisk gulerod som de efterhånden deformerede multihandicappede og plejekrævende kommuner ikke kan overse, hvorend de gerne vil, går det i sidste ende ud over børnene, som i forvejen har svært nok ved at blive hørt og set på en helhedsorienteret måde.

Tidlig anbringelse er for mig at se en løsning der nytter omtrent lige så meget som at hælde skoldhed kaffe ud over sig selv, fordi man fryser,  meget kortsigtet en umidelbart effektiv ting at gøre, som dog hurtigt viser sig at have tilført mere alvorlige skader end kulden gjorde det. Problemet er at resultatet på længere sigt er, at det hele bliver meget værre, end det var før, for hvis det skal virke at stramme op, og systemet skal kunne følge med,  skal der skrues langsomt og kun lige tilpas op for varmen. 

Hvilken effekt anbringelse udenfor hjemmet har, ligger hen i det uvisse, der mangler i den grad evidens på området, og den evidens der findes (bl. a. Bryld, Tine) peger i den modsatte retning, på, at de sager hvor børnene/ de unge i sidste ende bliver velfungerende voksne uden alt for mange ar på sjælen, det er de sager, hvor foranstaltningerne barnet/ den unge og familien bliver visiteret til, er foranstaltninger som ikke splitter, men samler og understøtter familien, som er ethvert barns mest dyrebare fundament i livet.

Jeg er 100 % enig i, at der skal gribes ind overfor den tilsyneladende stigende gruppe af utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge, men jeg mener det ville være fornuft først og fremmest at få afdækket hvem de er, hvor de kommer fra, hvad deres historie er og hvilke mekanismer i lokalmiljøet, kulturen, institutions - og uddannelsessystemet der direkte eller indirekte understøtter væksten i gruppen af disse i virkeligheden rodløse og ulykkelige, vrede unge mennesker. 

Vi må finde en måde vi kan inkludere disse unge mennesker i samfundet på, men det kræver som sagt først og fremmest at vi ser helhedsorienteret på hele fænomenet og efterfølgende ser konkret på, hvordan vi som samfund bedst kan løse, afhjælpe og forebygge disse problematikker.

Hurtig anbringelse er en hovsaløsning som ikke gavner børnene/ de unge eller familierne, men snarere ser ud til at have en straf indbygget i sig overfor de potentielt kommende utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge. Det er børn som knap er født endnu, og ærligt talt vel ikke skal snydes for muligheden for at deres forældre kan få hjælp og støtte til forældreopgaven, såfremt det viser sig, at de ikke magter at bære opgaven adækvat, uden hjælp og støtte.

At gøre refusionen betinget af barnets alder er at fjerne fundamentet for at børn/ unge og deres familier trygt kan henvende sig for at få hjælp, uden at skulle frygte at det ender med at forvaltningen anbringer barnet udenfor hjemmet, uden proportionelt adækvate undersøgelser entydigt forud for denne beslutning, har vist, at det er det eneste rigtige at gøre, for barnets trivsel, udvikling og tarv på sigt.

Kommunerne er, som de fleste ved, økonomisk i knæ og vil ikke kunne undgå at der i de respektive lokale  byråd mange steder, straks øjnes en mulighed for de store besparelser (underforstået frisatte ressourcer) som de fleste kommuner skriger efter. Dette er dog endnu engang en kortsigtet gevinst, for beregnes prisen for alle disse nye anbringelses - og plejeforhold samt hjælp til barnets biologiske familie, osv. bliver det mindst lige så dyrt.

Lad os bevare hovedet koldt og danne os et solidt grundlag at forholde os til fænomenet, på baggrund af. Først derefter kan vi med rimelighed tage stilling til hvad der skal gøres, hvor, i vores sociallovgivning. der skal sættes mere effektivt ind.

En undergravelse af de socialretlige værdier og principper i børne/ unge sagsbehandlingen og de efterfølgende foranstaltninger er under ingen omstændigheder en løsning, det er for mig at se blot at gøre det hele meget værre, end det allerede er. Det kan vi ikke være bekendt. Vores samfund er for rigt til at vi har brug for at gribe til den slags tiltag, tiltag som under alle omstændigheder vil gøre mere skade end gavn, og mest af alt i virkeligheden betår af politisk varmluft fra en knap så velinformeret politiker, der gerne vil med frem i mediernes søgelys, og derfor kommer med udtalelser der strider direkte mod den kendte evidens og den akkumulerede erfaring der findes på området.

Frustration fører til misundelse:Først Khader så SF

En af dagens (søndag 23. marts) store nyheder er, at Margrethe Vestager (Formand for R) afviser at SF kan blive del af et kommende regeringssamarbejde sammen med S & R. Hendes argumentation tager afsæt i de liberale myter om at venstrefløjen kun kan føre uansvarlige økonomisk politik og en påstand om at SF ikke ønsker reformer.

                     Ole Sohn (gruppeformand i SF’s folketingsgruppe) rakte i den forløbne uge (uge 9) ud til Socialdemokraterne og det Radikale Venstre, ved at indbyde til grundlæggelsen af en fælles enhedsskole i oppositionen. Denne enhedsskole skulle, som jeg forstod det, have det mål at man i oppositionen fandt frem til de fælles grundlæggende, fundamentale værdier som gør, at man står i opposition til den aktuelt førte politik, og herunder naturligvis de værdier og det menneskesyn som ligger bag samme, og som følge heraf i stadigt stigende grad kendetegner vores samfund.

Både Socialdemokraterne og de Radikale var promte ude med en kategorisk afvisning af forslaget, og det tilmed uden at tage sig tid til at forholde sig seriøst til indbydelsen.

Det lader altså desværre til at SF’s nærmeste forbundsfæller i oppositionen, socialdemokraterne ikke vil anerkende SF’s politiske og befolkningsudvalgte plads som det 3. største parti i folketinget, og dermed at SF anno 2008 er en  realpolitisk faktor som man ikke kan komme udenom. Det Radikale venstre er stærkt amputeret og bløder stadigvæk efter de interne rystelser og den efterfølgende eksplosion ved dannelsen af ”Ny fadæse”, men partiet formår øjensynligt trods dette at opretholde illusionen om, at det kun er i et tæt samarbejde med dem, Socialdemokraterne vil kunne komme i regering.

Det Radikales aktuelle krise og mandatfald taler også for at styrke den samlede opposition, og dermed relancere sig selv som det socialt ansvarlige midtersøgende parti, som det radikale venstre oprindeligt var.

Jeg kan ikke lade være med at få associationer til de gruppedannelser, grupperinger og sociale inddelinger i hierarkiske ordener jeg var vidne til, i børnegruppen i de børnehaver og på de børnehjem og behandlingshjem, hvor jeg tidligere har haft arbejde, når jeg ser hvordan de forskellige partier samarbejder og ikke samarbejder. De driller, ydmyger, isolerer, manipulerer og snyder hinanden i et politiske spil, hvor det ofte ser ud til at personligt opståede alliancer og forforståelser partierne og folketingsmedlemmerne imellem har mere reel magt, end de demokratiske beslutnings – og høringsprocesser vi som demokrati engang var så berømmede for.

Det er så sandeligt på tide med en fælles opposition, hvis demokratiet i dets oprindelige form, skal genoprettes og hvis et reelt bæredygtigt og sundt samfund skal vokse frem.  Vi skal tage nogle grundlæggende diskussioner om vores værdier og menneskesyn, og vi skal have en klar retorisk forståelse af hvad vi lægger i moderne politiske slagord som velfærd, omsorg osv.

Vi må som samlet opposition vise hvem vi er og hvad vi mener, og ikke mindst at vi mener hvad vi siger, og at vi følger det op med konkret politik og eksempler på forandringer til det bedre.

Jeg håber at der i SF vil kunne startes en realpolitisk sprogliggørelse af visionen om et socialistisk samfund for folket anno 2008 - fortælle hvad der ligger i visionen både helt konkret og mere abstrakt, og dermed aflive de myter som VKO regeringen sammen med historien om de kommunistiske regimer i øst, så dygtigt har formet omkring vores vision.

Min vision er blandt andet at der skabes et bæredygtigt samfund hvor der er minimal ulighed og maksimal frihed under ansvar for alle. Denne vision er tilmed mulig og indenfor rækkevidde. Men sammen står vi stærkest – det er klart.

SF har for mig at se kompetencen, viljen, ressourcerne og opbakningen til at få endnu større fremgang og mulighed for at udføre realpolitik – Socialdemokraterne og det Radikale kommer ikke udenom SF som kommende regeringspartner, ved at stikke hovedet i jorden – I må ind i kampen og melde klart ud. Vil I lighed eller ulighed – ønsker i forbedringer eller forskønnelser – socialstat eller minimalstat ? etc. Vil I være med til at sprogliggøre og realisere visionen eller vil I hellere hoppe på vognen, når den er bygget ?

Uanset hvad S & R vil eller kan eller tør, , tror jeg personligt, at SF fortsat vil gå frem og vinde stemmer på et retorisk velformuleret og klart alternativ til det liberalistiske kapitalsamfund regeringen skaber i disse år. Et alternativ med vægt på lighed, frihed og solidaritet under ansvar og med bæredygtighed.

S & R’s kategoriske afvisning af en enhedsskole vil utvivlsom slå tilbage på som øget tilstrømning og opbakning til SF. Det klager jeg bestemt ikke over. Men det er da forunderligt at spillet om magten så nemt forvandles til det centrale i dansk politik, frem for den faktiske folkevalgte magt, som hele folketinget med alle dets 179 medlemmer tilsammen har, og udfra hvilken vores samfund til stadighed formes, forandres og udvikles.

Der er pt et de facto flertal i folketinget som uden diskussioner eller debatter med andre, fører en tiltagende mere og mere ensidigt økonomisk fokuseret liberal indenrigs - og udenrigspolitik, med store følger for Danmark og den danske befolkning, såvel nationalt, som globalt.

Det er det der skal være en opposition til, en samlet opposition som så vidt jeg ser og læser de respektive ideologiske fundamenter, dybest set er enige i målet, omend der er nogle større og mindre nuancer i vægtningen og forståelsen af forskellige policy områder, i praksis.