Der afholdes hver år en landsdækkende bazar for alle Danmarks socialt udsatte, hjemløse og marginaliserede borgere - bazaren kaldes for "Brugernes Bazar" og arrangeres af Rådet for socialt udsatte sammen med de landsdækkende brugerorganisationer som SAND, LAP og SVID. De sidste 3 år har Bazaren været afholdt i Kongens Have, i Odense. Det var også her bazaren løb af stabelen i år, det var i går, lørdag 14. juni.

Årets tema var : "Brugeren som ekspert i eget liv".

Der kommer politikere, brugerorganisationer, væresteder og ikke mindst brugere af disse steder på bazaren, hvor der også bydes på gratis morgenmad, kaffe, lækker frokost, og aftensmadsmadpakke, musik, underholdning og en hel masse andet.

Det er brugernes dag, og brugerne nyder det i fulde drag, ingen tvivl om det. Fra SF kom Pernille Frahm og deltog i paneldebatten, hvor brugerne fik mulighed for at stille spørgsmål direkte til politikerne.

Pernille understregede at man ikke både kan få skattelettelser og mindre ulighed på en og samme gang. Fra de radikale, socialdemokraterne, SF og enhedslisten var der ikke noget at tage fejl af. Vi må og skal have en anden regering hvis de allermest syge, udsatte og ekskluderede borgere skal have chance. Sådan er det, desværre, men de kæmper, oppositionen, og gør hvad de kan.

DSH Odense stiller hvert år op med frivillige der har meldt sig til at servere og rydde op, samt tale med brugere og hjælpe dem med at mødes på tværs af de sædvanlige fællesskaber, hygge sig og ikke mindst, blive hørt. Jeg deltog i år i Bazaren for 2. gang, for DSH - O.

Jeg lagde først og fremmest i år mærke til, hvor utroligt mange brugere der kom, næsten dobbelt så mange som i 2006, hvor jeg senest deltog. Elsesmindes produktionshøjskole stod for en utrolig lækker frokost, hvor vi endte med at servere for hele 1000 brugere, og selveste Monique kom og sang for os - der var prominente politikere og talere og almindelige mennesker hvis nysgerrighed drev dem forbi. Til brugernes bazar er alle velkommen !!!

Efter bazaren var slut, og vi havde ryddet op, spurgte jeg formanden for rådet for socialt udsatte, Preben Brandt, om hvad han synes om dagens bazar.

Han svarede at det havde været en utrolig god bazar, brugerne er blevet meget mere aktive og vil gerne høres på denne dag, derfor var de også inde i selve teltet mere end ellers,i år.

Rigtigt mange brugere takkede mange gange vi frivillige for at vi var der, lyttede og så dem. Det har de brug for disse mennesker, og det skærer mig til stadighed i hjertet at høre deres rystende skæbnehistorier fra kanten af samfundet. Jeg røres også dybt at den ægthed mange af disse brugere efter rigtigt mange år i systemet, når frem til - i forhold til sig selv. Det er nemlig kendetegnende at når først der er gået tilpas langt tid, når nogle har ramt bunden og været der rigtigt længe, så sker der noget i dem, hvis de overlever det. Så ser de livet og sig selv i et andet lys. Men det forsvinder problemerne ikke af. Det bliver bare sværere at få hjælp.

Det er et meget hårdt liv disse brugere har, og jeg synes ærligt talt at den ene dags arbejde er forsvindende lidt at give dem, det er faktisk ligefrem en fornøjelse også. Det er hyggeligt, lærerigt og utroligt vigtigt at møde brugerne og høre på dem, se verden gennem deres øjne, og forstå hvor det er de står, i livet, samfundet og verden. Se både glæden og smerten på denne dag.

Brugernes Bazar er brugernes dag - Brugernes stemme !!!

Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

Jeg var i sidste uge bisidder i en B&U sag om en lille 7 årig pige, hvor forældrene som begge har haft længerevarende sygdomsforløb i de seneste 4 år, havde stærkt behov for min hjælp til at blive (lovformeligt) partshørt og inddraget (Medvirken)i sagen, som har stået på i næsten 4 år, uden der er kommet en endelig afklaring og stabilisering af forældrenes eller pigens problematikker. Man har hidtil haft bevilliget aflastning, ligesom der er et udvidet samarbejde mellem B&U afdelingen, skolen og aflastningsfamilien, men der er ikke opnået stabilitet og der har ikke været iværksat eller forsøgt familiearbejde i sagen. Dette er til trods for at der flere steder i sagsakterne står, at man tvivler på forældrenes kompetencer og evner som forældre. Der har på intet tidspunkt været tale om hverken misbrug eller kriminalitet i familien, men en psykolog rapport som er 4 år gammel, antyder på et fejlagtigt grundlag, at moderen kan have en lav intelligens, som måske vil kunne påvirke hendes evner som mor. Dette er hun ikke blevet partshørt om, og der er ikke fulgt videre op på en afklaring af dette. Forældrene er således ikke blevet hørt og spurgt undervejs i sagen, som i øvrigt er behæftet med en del faktuelle fejl, Det var udgangspunktet for at jeg blev spurgt om, og sagde ja til, at jeg ville gå med forældrene til et møde, som bisidder, i B&U afdelingen.

Jeg var på forhånd skeptisk omkring hvor hurtigt det ville lykkes at få inddraget, hørt og set på forældrene i sagen, men havde samtidigt en indstilling til mødet om, at fremlægge forældrenes bekymringer i og omkring sagen, og gøre opmærksom på, at de både kan og skal have hjælp som familie, hvis det er muligt, hensigtsmæssigt og nødvendigt. Først og fremmest er det pigens tarv, behov og trivsel der skal sikres og stabiliseres, det er også forældrenes udgangspunkt. Forældrene erkender åbent, at de har været og til dels stadigvæk er syge og har behov for hjælp i et vist omfang, men de er frustrerede og kede af, at alting foregår hen over hovedet på dem, uden de bliver hørt og set i sagen.

Resultatet at mødet blev, at man iværksætter familiearbejde (afklaring af forældrenes og pigens ressourcer og barrierer) snarest muligt efter sommerferien, dog vel at mærke kun såfremt dette bevilliges af baglandet i kommunen (Læs : Det afhænger af B&U afdelingens budget ). Herudover fik forældrene fremlagt deres bekymringer i og omkring sagen, og dermed gjort opmærksom på deres side i og syn på sagen.

Det gik med andre ord over al forventning - hvor er det bare dejligt når man ser forældrene sænke skuldrene og være oprigtigt glade for nu at blive hørt, set og inddraget i sagen, det er rigtigt godt at det lykkes - når misforståelser, sagsbehandlerskift, strukturreform,og travlhed ikke får lov til at forvitre sagen mere end den allerede er, efter næsten 4 år (Det er rigtig lang tid uden afklaring og stabilitet !!)

Der er altså endnu håb for den offentlige forvaltning - også på mit faglige fokusområde, nemlig B&U - det bliver jeg aldrig træt af at erfare - tværtimod er det det, der giver energien til fortsat at tro på at systemerne kan virke efter hensigten, og af og til faktisk gør det.

(P.S : Ovenstående er naturligvis blevet anonymiseret)

Jubiii....det lykkedes - jeg henvendte mig til en lokal politiker med et lokalt problem - og nu er det så blevet løst !!! Det er jo et helt fantastisk bevis på at demokratiet blomstrer og fungerer i Nyborg kommune, i hvertfald er det hvad jeg oplevede, ved at henvende mig til SF's mangeårige byrådsmand i Nyborg Byråd, Knud Theil Nielsen, med mit "lille" lokale problem - ikke alene blev jeg lyttet til og taget alvorligt trods problemets snævre omfang men vigtigst af alt sendte han straks sagen videre, og her kun 2 måneder senere er problemet blevet løst !!!

Problemet var, at den skolebus der om morgenen befordrer børn til den lille afdeling af Ullerslev Centralcentralskole, som ligger i landsbyen Langtved. ikke kørte fra yderkanten af Ullerslev, men kun fra centralskolen, om morgenen kl. 07:00  Til gengæld kunne børnene godt blive befordret med skolebussen hele vejen hjem om eftermiddagen. Dette gav min søn og en del andre børn et problem med befordring om morgenen, særligt i vinterhalvåret, da der er 2 km fra den yderste men meget børnefamiliebefolkede villakvarter, kaldet Bondemosen, til det mere centrale Ullerslev. Såfremt man cyklede om morgenen, måtte man altså også stige af ved centralskolen om eftermiddagen, for at få sin cykel med hjem, og mange forældre har derfor måtte indrette sig på at køre deres børn enten til centralskolens busholdeplads eller helt ud på Langtved skole om morgenen. De større børn kan naturligvis sagtens cykle et par km om dagen, men for de yngste skolelever som endnu ikke er sikre i trafikken på egen hånd, har det været en konkret barrierer for den enkelte families logistik både morgen og eftermiddag.

Men sagen er nu løst og bussen kører om morgenen ad Bondemosevej og samler de børn op som skal i skole i Langtved - eller i tidlig SFO på Ullerslev centralskole - det er bare super godt !!!

Demokratiet blomstrer i Nyborg kommune, og det kan man ikke mindst takke byrådsmand Knud Theil Nielsen (SF) for .

Når velfærdsminister Karen Jespersen under et åbent samråd i socialudvalget fremturer med, at det ikke er sandt at man mangler penge i kommunerne, bare fordi regeringen har indført en stram detailstyring af økonomien, samt indført skatte – anlægs – udgifts – og servicestop og lofter, så gør hun faktisk grin med den danske befolkning, for det strider jo ganske enkelt mod al sund fornuft at der ikke skulle være en enddog meget vægtig sammenhæng der. Denne åbenlyse sammenhæng er tilmed desværre den eneste form for evident sammenhæng der er tilbage, for kommunerne hvad økonomien angår. Det er efterhånden velkendt at regeringen har spændt livremmen meget kraftigt ind til benet i kommunerne, og samtidigt med dette er der blevet indført omfattende og meget massiv kontrol og straf lovgivning overfor de arbejdsmarkedsrelaterede forvaltningsenheder og de borgere der henvender sig der for at få hjælp (Jobcentre etc).Via en kortsigtet og liberalt funderet lovgivning samt økonomiske trusler og sanktioner tvinger regeringen således vedvarende kommunerne til at svigte deres primære opgave som et trygt og tætmasket sikkerhedsnet og netværk i velfærdssamfundet  Danmark.

Hele den offentlige sektor, velfærdssamfundets motor, bløder og ligger på knæ alt i mens såkaldt frie, uafhængige eller private hospitaler, skadestuer, sundhedsforsikringer, fagforeninger, børnehaver, skoler osv. skyder ildevarslende op overalt, med en frygtindgydende og eksplosiv vækst, som vist kun VKO regeringens allerhårdeste kerne, formår ikke at blive meget stærkt bekymrede over. Velfærdsministeren var under samrådet ikke bleg for at erkende at hun synes det var glædeligt med væksten i det private, og hun udviste tydeligt en decideret mangel på forståelse for, eller erindring omkring hvad det er hun selv har siddet med som ressortområde, både her  i de seneste år, og i hendes tidligere inkarnation som socialdemokratisk forkæmper for den offentlige sektor. 

Til trods for at oppositionen med Özlem Cekic (Socialordfører og MF for SF) i spidsen gentagne gange spurgte hende hvad hun ville gøre her og nu for de omsorgssvigtede og misbrugte børn som kommunerne akut mangler økonomisk råderum til at hjælpe som loven ellers foreskriver det, nægtede hun at komme med konkrete forslag eller svare på det forslag om en 50 % refusion, som SF fremsatte på samrådet.

Velfærdsministeren fremturede under det åbne samråd, monotont med at loven skal skærpes og følges ellers vil kommunerne blive økonomisk straffet !! GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!! Det er jo FORDI de i forvejen mangler økonomi at de ikke altid kan følge loven. Flere sanktioner vil jo alt andet lige bare gøre det endnu sværere for kommunerne på sigt.

Jeg synes at vores Velfærdsminister håner både kommunerne og de meget udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn ved at henvise til yderligere økonomiske sanktioner overfor kommunerne, for hun ved jo godt der er et problem, hun har jo selv engang, i hendes tidligere inkarnation som socialdemokrat, kæmpet med i kampen mod den samfundsmodel vi ser vokse frem efter VKO regeringens meget dygtige og kontinuerlige angreb på velfærdsstaten Danmark.. Den samfundsmodel jeg refererer til, er Minimalstaten som Fogh har drømt om, og som nu (ganske som Nyrup advarede hele Danmark om i 2001) er blevet en realitet på det realpolitiske tegnebræt. Men hun stopper desværre ikke der. Hun mener samtidigt at de yderst udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn og unges forældre skal irettesættes og pålægges at tage deres ansvar på sig - GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!!

Årsagen til at disse forældres børn og unge er blevet omsorgssvigtede er jo netop at deres forældre ikke evner eller magter at varetage deres børns tarv, og disse forældre har tilmed været fattige og i systemets søgelys i årevis, hvorfor økonomiske sanktioner heller ikke vil kunne forbedre men derimod kun forværre situationen, og som følge heraf forringe muligheden for evt. langsigtede løsningsmuligheders anvendelse, markant.

Velfærdsministeren svigter altså de omsorgssvigtede og misbrugte børn og unge, og det ved hun godt.

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

"Hvem skriver deres tekster ?" 

I de landsdækkende nyhedsmedier kan man i disse dage høre og læse at DF er imod tørklæder men for kors som personlige religiøse symboler i den offentlige sektor...Wow...Orson Wells havde været stolt af DF's pantomimespil i denne sag, for i deres bleghvide og fordomsfulde verden er der vist ingen tvivl om hvilke dyr det er der er mere lige end andre dyr...det ses med det blotte øje...selv for vi andre.

Jeg må tilstå at jeg undrer mig over at tørklæderne på denne måde har fået lov til at blive et centralt kulturartefakt og symbol på vores problemer på integrationsområdet - og jeg undrer mig ikke mindst over at så mange i folketinget udtrykker vilje til at lovgive på dette område. Det forekommer mig decideret absurd, at denne debat overhovedet raser. At man kan komme frem til at snakke om forbud og andre magtmidler overfor en befolkningsgruppes selvvalgte ydre artefakter og personlige fremtræden.

Hele snakken om tørklæder, kors og andre religiøse symboler er jo kun en lille del af det samlede billede hvis man vil se i den retning, rent politisk. Tørklæder og kors er jo kun de mest alment kendte religiøse symboler, der er masse af andre symboler, redskaber, virkemidler og projekter der er med til at forme og definere det individuelle og relationelle udtryk vi hver især vælger, mere eller mindre bevidst. Vil DF også lovgive mod upassende ansigtsmimik, korthårede unisexkvinder og andre ting der kan skære i deres besynderlige billede af, hvordan de mener Danmark og danskerne skal se ud og være ?

Hvem er det der skriver deres tekster ?

Tørklæderne er for pokker da ikke det der skaber problemer med vores integration. Problemet er derimod det fundament der øjensynligt er til stede i den danske befolkning, og i dansk politik, eftersom debatten overhovedet kan få liv og pustes op til de nuværende dimensioner. Problemets kerne består i en politisk og befolkningsmæssig uvilje til eller manglende evne til at tage aktivt og personlig del i integrationsprocessen - fordi det kræver selvransagelse, udvikling og forandring, som det jo er med al udvikling. Tørklædedebatten skader integrationen hvis ikke de mere ansvarlige partier med helhedsorienterede og langsigtede samfundsanalyser og visioner - kaster sig mere markant ind i den, og kæmper for de grundlæggende frihedsrettigheder, mangfoldigheden i vores samfund og herunder helt centralt individets ret til at udfolde sig indenfor demokratiets retlige og sociale rammer.

Jeg mener at alle grundlæggende har ret til selv at definere hvorvidt de er undertrykte eller ej, og forventer selv at blive mødt med samme respekt. Jeg vil under ingen omstændigheder forfalde til at konkludere hvorvidt andre mennesker fratages nogle basale borgerrettigheder, alene på baggrund af mine forforståelser og fordomme overfor ydre artefakter som tørklæder og smykkevedhæng. Det er simpelhen useriøst. Og er der noget der skal tages seriøst, så er det altså integrations-problematikkerne i det danske samfund. Det er der mange etiske, medmenneskelige, solidariske og samfundsmæssige årsager til, for med løsning af den gordiske knude, integrationsprocessen er blevet til, vil mange af samfundets øvrige udfordringer samtidigt kunne finde en langsigtet og frugtbar løsning.

Links: 

Læs artikler om tørklædedebatten  på

http://politiken.dk/indland/article513863.ece

http://politiken.dk/indland/article480851.ece

http://politiken.dk/politik/article504858.ece

eller på

http://politiken.dk/politik/article504580.ece

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

Se også artikel fra Politikken om samme emne på : http://politiken.dk/politik/article504837.ece

Øv Øv Øv - Der kørte ikke nogen bus til Nyborg før Kl 09:57, det er den allerførste bus der kører til Nyborg på søn - og helligdage...øv øv øv....det står der i køreplanen, det så jeg, da jeg tidligt i morges var stået op og havde gjort mig klar til at forlade mand, børn og hus et par timer i arbejderbevægelsens navn...øv øv øv, for mødet startede kl 08:30, og ville jo næsten være ovre før jeg kunne nå frem.

Årets 1. Maj møde i Nyborg er nemlig i forvejen, i forhold til tidligere år, meget amputeret, da det åbenbart er blevet besluttet ikke at afholde et arrangement i bymidten (på torvet) - fordi det er en helligdag. Det stod der i lokalavisen Nyborg tirsdag. I selvsamme avis stod også mere om det 1. maj møde som rent faktisk skulle afholdes, i 3F's nye lokaler i Nyborg, her til morgen Kl. 08:30.

Øv Øv Øv, jeg må "nøjes" med at følge med på TV og i andre medier denne gang - bussen kører ikke og så er det jo bare at tage en dyb indånding og tænke på hvor godt det er at vi i SF vil styrke den kollektive trafik markant, også lokalt i Nyborg - det vil jeg glæde mig til lykkes.

(Der refereres i indlægget til buslinie nr. 880 fra Odense til Nyborg - mit stop hedder Ullerslev, og ruten køres af Fynbus)

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Onsdag 2 April : Landsmødet nærmer sig efterhånden...

Landsmødet nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og som jeg kender tiden, så har den det med at flyve afsted, særligt lige nu, hvor der sker så mange ting. Inden jeg får set mig om står jeg i Falkonercenteret og føler mig nok lidt ydmyg og imponeret, over at være med, og så går landsmødet jo i gang. 600 delegerede har jeg hørt vi bliver. Det er mange.

Men hvad laver man egentligt på et landsmøde ? Ja altså ud over debat, afstemninger, valg til HB og fest lørdag aften ? (Det er bestemt også vigtigt - ingen tvivl om det ) Er tiden lang eller flyver den også afsted der, og hvordan mon det bliver, sådan rigtigt at være med ?

Jeg er også så småt begyndt at bekymre mig lidt over det logistiske i landsmødet, der er nemlig noget med min evne til at navigere og finde den rigtige vej, på egen hånd rundt i storbyer som jeg ikke kender ret godt....

Jeg har ikke været i Falkonercenteret før og jeg har bestilt overnatning et andet sted i Kbh, så jeg må hellere printe og nærstudere nogle krakkort, inden jeg begiver mig afsted. Min mand er begyndt at bive nervøs for om jeg nu kan finde vej, men jeg er fortrøstningsfuld, det skal nok gå. "Hvor der er en vilje er der en vej" sagde en klog gæv jysk kone engang.

For at dulme min mands bekymring, vil jeg dog tage et par ekstra krakkort med derover.

Jeg har her i eftermiddag modtaget en bekræftelsesmail fra Lars Brandstrup, på at jeg er tilmeldt som delegeret fra Nyborg.

Jeg kan godt mærke at jeg begynder at glæde mig til landsmødet, jeg tror det vil gøre stort indtryk på mig.

Torsdag 3 april : Og så er der alt det praktiske...

Da jeg endnu ikke har modtaget bekræftelse på min booking på vandrehjemmet, vil jeg i dag tage kontakt til dem, og sikre mig at der ikke er sket en fejl.

Jeg er også så småt begynde at forholde mig til tøj osv., for jeg vil ikke efterlade andet end mit sengelinned på vandrehjemmets fællessal hvor jeg skal overnatte. Jeg vil tage så lidt med som muligt, og evt benytte mig af en bagagebox eller andet i Falkonercenteret, hvis det er muligt. Det vil jeg også undersøge i dag, Det er jo alt andet lige, væsentligt mere praktisk at have sine ting der hvor man også selv opholder sig.

Jeg har planlagt at medbringe lidt mad til mine sunde og fiberrige mellemmåltider (Jeg fik tvillinger i 2007 og er stadigvæk i gang med at genvinde formen) men har også indstillet mig på, selv at skulle købe det meste af mit mad og drikke ude i byen, eller i Falconercenteret hvis det er muligt (og ikke er vanvittigt dyrt). Der er jo også både nogle middage og frokoster indlagt som punkter på dagsorden for landsmødet, så vi overlever nok allesammen.

Jeg er gået i gang med at printe og nærlæse baggrundspapirer osv fra www.sf.dk til mødet. Jeg vil i de næste par dage overveje hvordan jeg forholder mig til de respektive elementer, og ikke mindst hvordan jeg vil stemme, både i forhold til fremsatte forslag og HB valget.

Jeg vil også bruge dagen i dag på at hente pladsbillet og billet til turen, og så vil jeg ellers bruge noget kvalitetstid sammen med mine børn, og min mand - det skal nemlig også til !!

Dagens rundringninger osv. har ført følgende med sig :

Min bekræftelse på booking på vandrehjemmet var sendt til en forkert email adresse - derfor havde jeg ikke fået den - de sendte en ny, som jeg allerede har modtaget. Jeg forespurgte om der var mulighed for bagageopbevaring på vandrehjemmet, men det var der ikke. Jeg ringede herefter ud i falkonercenteret for at forhøre mig om det var muligt at opbevare sin bagage her, og de fortalte mig at der til SF landsmødet er en garderobe hvor man kan opbevare sit overtøj og sine ting, på eget ansvar.

Falconercenterets øvrige bagageopbevaringsfaciliteter er for hotellets gæster, men det er muligt, oplyste de, ved booking af konferencer etc som dette landsmøde, at booke med betjent garderobe og bagageopbevaring så deltagerne har mulighed for at medbringe og benytte deres bagage.

Det synes jeg ville have været en god ide, for som det er nu, ser jeg ingen anden udvej en at "Travel light" ´- mere "light" end jeg egentligt bryder mig om, men jeg må jo tage det som en udfordring i at pakke så meget som muligt så praktisk som muligt på så lidt plads som muligt, uden det vejer alt for meget.

Fredag 4 April : Hvad laver man mon på et landsmøde ?

Det er i dag de sidste papirer, ændringsforslag osv. offentliggøres på www.sf.dk.  

Jeg har hørt mange sige at jeg godt kan glæde mig til landsmødet, fordi det plejer at være et af årets højdepunktet, kun slået af sommertræffet, som efter forlydende byder mere på sociale aktiviteter, debatter og workshops end landsmødet, som er det mere alvorlige, (næsten) rent politiske møde.

Jeg har svært ved at forestill mig rammen, for jeg har hverken været i Falconercenteret eller til et politisk landsmøde før. Jeg kan forestille mig at der må være nogle mennesker med nogle store koordinationsopgaver, når der skal holdes styr på 600 delegerede + gæster og andre med taleret, der gerne vil deltage i debatterne.

Jeg har selvfølgelig set landsmøder (eller rettere uddrag fra landsmøder) på TV, og har jo også set en del konferencecentre o. lign i mit organisatoriske frivillige arbejde, men det er jo altid noget nyt, det er det også denne gang.

I følge den foreløbige dagsorden starter vi med at blive budt velkommen, hvorefter der er spisning og debat. Det lyder til at det ikke bliver for sent.

Lørdag ser i følge dagsorden ud til at være landsmødets store dag, med afstemninge, beretninger, valg og debatter, krydret med frokost, middag og endeligt lørdag aften, fest. Det kunne godt tænkes at blive sent, men jeg vil meget gerne op og være klar til at deltage i debatten om fremtidens offentlige sektor, søndag formiddag fra 9 - 11. Søndagen indeholder flere debatter, frokost og afslutning i store træk, og landsmødet slutter sidst på eftermiddagen søndag.

Jeg kender altså rammen (dagsorden i hovedtræk) men har ikke før været forsamlet med 599 andre engagerede SF'ere, hvoraf de fleste tilmed har en forsamlingskultur, nogle vaner, mønstre og forforståelser som vi forholdsvis få førstegangsdeltagere nu bliver en del af. Det lader dog til at man er på forkant med at der er kommet så mange nye medlemmer, så jeg tror nu nok der skal være plads til os også.

Fredag 4. April - Lørdag 5. April : Tanker om og holdninger til landsmødedebatterne

Der er 1 debat tema på dagsordenen som jeg vil kommentere uddybende her :

Håb. Forandring. Resultater 

Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad vi kommer frem til under dette punkt.

Kl. 22:00

Det var et rigtigt positivt bestyrelsesmøde der blev afholdt i SF Nyborgs lokaler i Nyborg, her i aften fra kl 19:00 til 21:00.

Der var i hovedtræk enighed om, hvad vi mente i forhold til de forskellige ændringsforslag og valg, og det var en både god og tilpas afmålt debat der fulgte i bestyrelsen efter fremlæggelsen af hvert punkt. De længste debatter udspandt sig omkring opstillingsform og EU forbehold, men der var god konsensus og overvejende enighed i partiforeningen.

Der var i slutningen af møde tale om at lave et 1. Maj arrangement efter talerne i 3F - et arrangement som skal foregå i vore lokaler i Kongegade. Dette arrrangement ved jeg dog ikke om bliver til noget, men da der er baggrundsgruppemøde med vores byrådsmand 28 april, vil jeg da spørge nærmere til det.

Jeg trådte forresten ind i bestyrelsen, da et medlem trak sig pga andre forpligtigelser. Jeg glæder mig til at lære en hel masse af de mange dygtige og erfarne mennesker der sidder i bestyrelsen nu, og har et indgåede kendskab til SF Nyborgs historie og fundament, både politisk set og i forhold til den lokale forankring forstået som opbakningen blandt lokale vælgere.

Onsdag 9. April : Storkredsformøde til Landsmødet

Der er kommet en invitation til formøde for delegerede og gæster i forbindelse med  landsmødet i weekenden. På dette formøde i storkredsen skal papirer, udtalelser, forslag, ændringsforslag og valg gennemgås og vi vil som hhv delegerede og gæster, få lejlighed til at danne os et overblik over, hvorvidt der er en eller flere fynske vinkler/ linier på de respektive områder og i den overordnede konsensus vi kommer ( eller ikke kommer) med.

Det lyder spændende, jeg glæder mig.

Kl. 22:00

Det var et møde, hvor de samme punkter som blev drøftet i bestyrelsen i Nyborg i går, blev gennemgået og debatteret.

Der var ikke den store uenighed, men særligt én interessant ting som berører en af mine personlige mærkesager, dyrevelfærd, det falder nemlig indenfor samme policyområde, nemlig miljø :

* Sofus Ryge Petersen fra Odense har stillet ændringsforslag til HB's landsmødeudtalelses klimapunkt. Der mangler nemlig miljø, naturbeskyttelse osv i vores politik, det mener jeg også. SF er et grønt parti - ikke kun et klimaparti. Miljø bør inddrages i SF politik. Jeg mener yderligere personligt, at dyrevelfærd bør på SF's grønne dagsorden også.

Jeg bemærkede i slutningen af mødet at jeg havde noteret mig, at der ikke var lagt papirer eller debat ud til dagsordenspunktet "Fremtidens offentlige sektor" Folketingskandidat Karsten Hønge, som var gæst fra FT, ved mødet, svarede at der under dette punkt, søndag kl. 09:00 - 11:00,  vil komme 3 meget centrale debatindlægsholdere - og sparke den meget vigtige debat vi skal have her, godt i gang. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Karsten Hønge kom også hen og snakkede med min partiforeningsbestyrelseskolega, næstformand Flemming og jeg, om hans forslag til os, på storkreds GF, om at han vil komme ned til et arrangement hos os i nyborg, eller være vært ved en SF Nyborg medlemstur til Christiansborg. Det var særligt det sidste vi talte om, og alle 3 var ret interesserede i.

Jeg håber det bliver til en realitet arrangementet, for det kunne være rigtigt spændende, som nyt eller gammelt medlem, at komme på sådan en tur.

Torsdag 10 April : Sidste tanker og overvejelser inden landsmødet

"Spændende Landsmøde forude..."

Fredag 11 April : Ankomst til landsmødet 2008 - indtryk og tanker

Mange hilsner fra Mette Valentin

Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer i VKO regeringens jerngreb. Dette er senest demonstreret i et forslag fra Velfærdsminister Karen Jespersen, som kort gengivet ønsker at familier og pårørende skal pålægges et personretligt ansvar i forhold til familiemedlemmers sociale problematikker – et meget stort skridt mod en fuldstændig fjernelse af de socialretlige grundværdier – noget også den forvaltnings – og socialretlige udvikling i sig selv gennem de seneste 8 år, har vist større og større symptomer på.

En universel værdi om borgerens ret til i stor udstrækning selv at være med til at definere såvel problemer som løsningsmuligheder, er afløst af retligt regulerede visitationsværktøjer, ressourceprofiler, arbejdsevnemetoder og meget mere af samme skuffe, og samtidigt er Sociallovgivningen splittet op i 3 dele, som repræsenterer 3 forskellige værdisæt, i forhold til de borgere, som den offentlige sektor er der for. De 3 dele er Beskæftigelsesloven, Lov om en aktiv Socialpolitik og Serviceloven. Herudover har den forvaltningsretlige regulering tiltagende mindre indflydelse idet det forvaltningsretlige værdisæt som det universelle velfærdssamfund oprindeligt blev bygget op omkring, ikke længere er universelt gældende for den førte socialpolitik.

Socialretten opstod oprindeligt med afsæt i hhv. arbejdsretten og personretten, idet velfærdssamfundets institutioner efterhånden som de tager form op igennem det 20 århundrede, overtager et forsikringsmæssigt ansvar fra arbejdsgiverne for at sikre alle borgere at deres rettigheder varetages til enhver tid.

Allerede i industrialiseringens start og særligt i efterkrigstiden blev der inddraget stadigt større dele af personretten, i velfærdssamfundets institutionelle udbygning, igen for at sikre at ALLE borgeres rettigheder varetages trygt og godt, og indtil Fogh regeringen satte sit angreb ind, fungerede de socialretlige værdier i sig selv som et finmasket og unikt sikkerhedsnet under samfundets borgere. Dette net er nu så godt som væk, de socialretlige værdier smuldrer som aldrig før, mens der ligges mere og mere ”tilbage” til de feudale strukturer, hvilket hvis ikke der sættes hårdt ind mod disse truende tendenser, vil medføre et fremtidigt Danmark hvor velfærdssamfundet består af en Residual/ Kooperativ udgave af en minimalstat hvor det er Darwins lov der gælder, Mammon der er regering og egoisten der selv er Gud.

Denne udvikling må og skal stoppes. Vi ser de stigende kooperative forsikringstendenser eksplodere i vækst i disse år, særligt på sundheds – og pensionsområdet – så udover at føre de socialretlige forsikringsværdier over på arbejdsmarkedet/ erhvervslivet er regeringen er åbenlyst også ud på at føre de socialretlige individrettigheder og pligter, tilbage til personretten.

Vi må reparere, genopbygge, genskabe og nyudvikle den offentlige sektor, så den kan blive det stærke og trygge fundament for et fremtidigt Danmark hvor bæredygtighed og solidaritet trives i både det store, det lokale og det nære fællesskab, med plads og frihed til den enkelte.

Regeringens de facto afmontering af den offentlige sektor må og skal standses - problemet er stort og vi har alle et ansvar for at være med til at løse det - for både nutidens og for fremtidens skyld.

Skriv en kommentar eller stil et spørgsmål til det jeg skriver (og/ eller ikke skriver) på siden " Min personlige SF Landsmøde 2008 dagbog". (Se menubjælke til højre)