KL har netop underskrevet en aftale om kommunernes økonomi i 2009 - en aftale som vel selv det mest lalleglade og optimistiske menneske vil have svært ved at finde noget positivt i - en aftale der kort sagt sætter endnu en dynamo i gang i den accelererende proces mod at omdanne vores velfærdssamfund til Venstres ideal om en minimalstat.

Kommunernes økonomi ligger i forvejen underdrejet og er mildest talt inadækvat i forhold til de reelle behov. Så det er meget mærkeligt at KL lader sig overtale nu igen, og resultatet - det kan kun blive øget ulighed, fattigdom og social deroute for marginaliserede og udsatte grupper i samfundet.

Da manglende ressourcer betyder at der ikke er råd til forebyggelse, vedligeholdelse, udvikling og forbedringer - skattestop, service - udgifts - og anlægsloft forhindrer kommunerne i at føre virksomhed, og herudover er det vi kalder for "Den sociale lovgivning" gennem de sidste 7 - 8 år, blevet filtret så grundigt ind i den førte beskæftigelsespolitik, at det har medført at det i dag er stort set umuligt at få hjælp af den offentlige forvaltning, til andet end beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Nu er det desværre sådan at beskæftigelse langt fra er det eneste problem borgere henvender sig med, lever med eller støder ind i.

På børn - og ungeområdet har mange af landets kommuner allerede i år meldt ud, at de har store budgetoverskridelser på området, som følge af strukturreformens dønninger. Børn og ungeområdet får dog heldigvis mediemæssig stor bevågenhed, da der her er mange følelser der bringes i kog, men desværre forbliver denne bevågenhed på et overfladisk niveau, hvor tilsyneladende velmenende floskler om at anbringelser er den evigt saliggørende løsning af børne/ familiesager gør det yderst vanskeligt at komme til at snakke om indsatsområdets reelle barrierer og udfordringer.

Faktum er nemlig at anbringelser i langt de fleste tilfælde IKKE løser problemerne - tværtimod. Det er der flere årsager til. Anbringelsesstedernes kvalitet er mildest talt tvivlsom, såvel børn som forældre skades af at blive skilt ad som familie, medmindre der er tale om de meget få absolut ressourcefatttige og meget problemtunge familier - i langt de fleste tilfælde vil et egentlig familiearbejde være den rigtige løsning, men det er dyrt, kræver ressourcer, veluddannet personale og ikke mindst tålmodighed med processen - en anbringelse er både hurtigere og viser resultater her og nu ( Problem : Mor og far mangler forældreevner på nogle områder - Løsning : Barnet fjernes fra hjemmet ")Men desværre standser mange med at tænke allerede her - for Hvad skal de anbringes til., Hvordan vil man hjælpe dem med at få et godt liv i anbringelsestiden - og hvad skal målet være - at straffe børn og forældre - at hjælpe dem - eller ?

Med den nye aftale bliver det ikke længere et spørgsmål om at slukke omsiggribende brande med 1 eller 2 glas vand, men om at lade branden brænde ud, glassene er nemlig tomme nu og kommunerne er som regionerne på vej til helt reelt, blot at være boksebold for regeringens uanstændige socialpolitik !!

KL svigter befolkningen, kommunerne og fremtiden - ingen tvivl om det - for med denne øvelse er døren til minimalstatsdanmark blevet åbnet på vidt gab.

Læs mere på :

http://politiken.dk/politik/article524462.ece

Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

Det kom i dag søndag 8. juni frem, at Danisco i 60'erne og 70'erne tav med en konkret viden om at deres ansatte havde et kviksølvniveau som var 28 gange over grænseværdien !!! De ansatte troede sig trygge netop fordi der blev taget urinprøver rutinemæssigt på Grindstedværket, hvor kviksølvforgiftningen helt konkret fandt sted. Desværre er det sådan at Danisco nu 30 - 40 år senere, i følge dansk lov, ikke længere er juridisk ansvarlig overfor de tidligere kviksølvforgiftede medarbejdere. Medarbejdere der alle er blevet alvorligt syge og oplever markante følger af forgiftningen.

Danisco slipper øjensynligt med nogle erstatninger i sagen - Daniscos direktør anbefaler selv på P4 i dag, de tidligere medarbejdere at søge erstatning via en lægeerklæring (der påviser at kviksølvforgiftningen har fundet sted i den årrække hvor de var ansat på Grindsted værket, og ikke mindst at deres lidelser skyldes netop kviksølvsforgiftning og ikke noget andet) - det er jo umiddelbart meget sympatisk, at Danisco sådan af sig selv anbefaler de tidligere medarbejdere at søge erstatning, men man behøver jo kun at standse op et ganske kort øjeblik, før man indser hvad det egentligt er Danisco slipper for at tage ansvar for - hvad det i virkeligheden er lykkes dem at skjule længe nok til at det juridiske ansvar var blevet forældet. Det der er sket på Grindsted værket - det må jo aldrig ske, skaderne er irreversible og hvilken erstatning kan mon opveje det ? Jeg er mildest talt dybt forarget over Danisco, og det er jeg næppe ene om...

Det der er sket kan efter min bedste overbevisning sidestilles med mordforsøg og er helt konkret som minimum decideret skødesløs omgang med essentiel viden om personlige truende helbredsforhold - det er hvad Danisco har formået at skjule længe nok til, at vi som retssamfund nu ikke kan røre dem for det. Sådan bør det jo ikke være - det kan jo ikke være rigtigt at man bare kan skjule så groft et mordforsøg længe nok, så bliver sagen forældet og man er sluppet afsted med højst betænkelig - dybt bekymrende etisk og moralsk adfærd overfor sine ansatte - Danisco HAR et ansvar - og det bør de efter min overbevisning have lov til at mærke - gennem forbrugernes magt, og politisk pression.

I modsat fald giver vi som samfund køb på nogle meget basale borgerrettigheder, en grundlæggende tryghed og ikke mindst en stor del af vores lovsikrede retssikkerhedsprincipper - det må aldrig ske!!!

Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

I debatten om den økonomisk knæsatte offentlige forvaltning, er der i virkeligheden 2 modsatrettede incitamenter i spil, som gør det overordentligt svært at nå frem til at få en saglig og objektiv debat om den offentlige forvaltnings udfordringer og barrierer her og nu. Det drejer sig om det altoverskyggende Krav - og straf incitament og på den anden side, det Etiske incitament den sociale lovgivning bygger på.

Det er helt konkret blevet sådan at de borgere der henvender sig for at få hjælp, først og fremmest mødes af et massivt og ensidigt krav om at skulle kunne varetage og forsørge sig selv og sine, og det skal helst ske gennem beskæftigelse! Lever de ikke op til de krav de mødes med, udsættes de for straf og sanktioner som kun forværrer deres problemkompleks.

Herudover skal borgerne bevise at de har været udsat for såkaldt sociale begivenheder, at de er uforskyldt ledige, at de ikke har nogle værdier eller andre forsørgelsesmuligheder og at de ligger vandret for at få et arbejde. Borgerne skal ligeledes være villige til at blotte deres personfølsomme oplysninger for forvaltningen, lade sine personlige og private overbevisninger, valg og forhold være genstand for en kritisk vurdering, og helst gerne lade sig opdrage af lovgivningens indbyggede pisk, til at få løst sine problemer, blive rask, finde arbejde, holde op med at være ressourcesvag, fjerne sine barrierer og kort sagt altså tage sig sammen.

Løsningen på de mangespektrede og nuancerede problemer borgerne henvender sig med, er altså i følge den nuværende regering helt enkelt beskæftigelse, samt at borgerne skal påtage sig det ansvar og leve op til de forpligtelser, som de netop har henvendt sig til den offentlige forvaltning med, fordi de ikke magter eller evner dette, uden hjælp og støtte.

Den offentlige forvaltning anno 2008 er desværre ikke et sted man som borgere har lyst til at få behov for at henvende sig, befolkningens tillid til forvaltningen er væk, og det skyldes ikke mindst, at krav og straf incitamentet efterhånden fylder så meget mere end det etiske incitament bag den offentlige forvaltning. Mange familier og borgere tør ikke selv henvende sig til den offentlige forvaltning med deres problemer, før problemerne har forvitret sig og vokset sig uoverskueligt store. Det skyldes ikke mindst frygt for at blive stigmatiseret, udstillet, at få anbragt sine børn, og blive tvunget gennem en psykisk, ressourcemæssig og økonomisk vridemaskine af lovgivning og selvbestaltede skrankepaver, som arbejder under så stort et pres, at det er  forståeligt, at de har mistet deres faglige perspektiv og overblik. Den offentlige forvaltning har et meget alvorligt problem,

Det etiske incitament er den grundlæggende ideologi bag hele den sociale lovgivning. Ideologien om, at borgere frit og trygt skal kunne henvende sig til staten og få den hjælp de har brug for, så de så tidligt som muligt kan få løst deres problemer eller få den hjælp og støtte som de har behov for. Det er nemlig selve formålet med den sociale lovgivning, det står direkte at læse i samtlige formålsparagraffer og vejledninger til de enkelte love indenfor det sociale område.

Regeringen må melde ud hvad den mener det er de vil og  hvad de mener samfundet skal med den offentlige forvaltning. Vil de lade krav – og straf incitamentet blive det bærende (som det ser ud nu) eller skal den offentlige forvaltning tilbyde det der reelt er formålet, nemlig tidlig, helhedsorienteret konkret og individuel hjælp og støtte til de borgere der har behov for hjælp ?

Hvad er det for en velfærd vi vil have ?

Når velfærdsminister Karen Jespersen under et åbent samråd i socialudvalget fremturer med, at det ikke er sandt at man mangler penge i kommunerne, bare fordi regeringen har indført en stram detailstyring af økonomien, samt indført skatte – anlægs – udgifts – og servicestop og lofter, så gør hun faktisk grin med den danske befolkning, for det strider jo ganske enkelt mod al sund fornuft at der ikke skulle være en enddog meget vægtig sammenhæng der. Denne åbenlyse sammenhæng er tilmed desværre den eneste form for evident sammenhæng der er tilbage, for kommunerne hvad økonomien angår. Det er efterhånden velkendt at regeringen har spændt livremmen meget kraftigt ind til benet i kommunerne, og samtidigt med dette er der blevet indført omfattende og meget massiv kontrol og straf lovgivning overfor de arbejdsmarkedsrelaterede forvaltningsenheder og de borgere der henvender sig der for at få hjælp (Jobcentre etc).Via en kortsigtet og liberalt funderet lovgivning samt økonomiske trusler og sanktioner tvinger regeringen således vedvarende kommunerne til at svigte deres primære opgave som et trygt og tætmasket sikkerhedsnet og netværk i velfærdssamfundet  Danmark.

Hele den offentlige sektor, velfærdssamfundets motor, bløder og ligger på knæ alt i mens såkaldt frie, uafhængige eller private hospitaler, skadestuer, sundhedsforsikringer, fagforeninger, børnehaver, skoler osv. skyder ildevarslende op overalt, med en frygtindgydende og eksplosiv vækst, som vist kun VKO regeringens allerhårdeste kerne, formår ikke at blive meget stærkt bekymrede over. Velfærdsministeren var under samrådet ikke bleg for at erkende at hun synes det var glædeligt med væksten i det private, og hun udviste tydeligt en decideret mangel på forståelse for, eller erindring omkring hvad det er hun selv har siddet med som ressortområde, både her  i de seneste år, og i hendes tidligere inkarnation som socialdemokratisk forkæmper for den offentlige sektor. 

Til trods for at oppositionen med Özlem Cekic (Socialordfører og MF for SF) i spidsen gentagne gange spurgte hende hvad hun ville gøre her og nu for de omsorgssvigtede og misbrugte børn som kommunerne akut mangler økonomisk råderum til at hjælpe som loven ellers foreskriver det, nægtede hun at komme med konkrete forslag eller svare på det forslag om en 50 % refusion, som SF fremsatte på samrådet.

Velfærdsministeren fremturede under det åbne samråd, monotont med at loven skal skærpes og følges ellers vil kommunerne blive økonomisk straffet !! GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!! Det er jo FORDI de i forvejen mangler økonomi at de ikke altid kan følge loven. Flere sanktioner vil jo alt andet lige bare gøre det endnu sværere for kommunerne på sigt.

Jeg synes at vores Velfærdsminister håner både kommunerne og de meget udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn ved at henvise til yderligere økonomiske sanktioner overfor kommunerne, for hun ved jo godt der er et problem, hun har jo selv engang, i hendes tidligere inkarnation som socialdemokrat, kæmpet med i kampen mod den samfundsmodel vi ser vokse frem efter VKO regeringens meget dygtige og kontinuerlige angreb på velfærdsstaten Danmark.. Den samfundsmodel jeg refererer til, er Minimalstaten som Fogh har drømt om, og som nu (ganske som Nyrup advarede hele Danmark om i 2001) er blevet en realitet på det realpolitiske tegnebræt. Men hun stopper desværre ikke der. Hun mener samtidigt at de yderst udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn og unges forældre skal irettesættes og pålægges at tage deres ansvar på sig - GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!!

Årsagen til at disse forældres børn og unge er blevet omsorgssvigtede er jo netop at deres forældre ikke evner eller magter at varetage deres børns tarv, og disse forældre har tilmed været fattige og i systemets søgelys i årevis, hvorfor økonomiske sanktioner heller ikke vil kunne forbedre men derimod kun forværre situationen, og som følge heraf forringe muligheden for evt. langsigtede løsningsmuligheders anvendelse, markant.

Velfærdsministeren svigter altså de omsorgssvigtede og misbrugte børn og unge, og det ved hun godt.

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

"Hvem skriver deres tekster ?" 

I de landsdækkende nyhedsmedier kan man i disse dage høre og læse at DF er imod tørklæder men for kors som personlige religiøse symboler i den offentlige sektor...Wow...Orson Wells havde været stolt af DF's pantomimespil i denne sag, for i deres bleghvide og fordomsfulde verden er der vist ingen tvivl om hvilke dyr det er der er mere lige end andre dyr...det ses med det blotte øje...selv for vi andre.

Jeg må tilstå at jeg undrer mig over at tørklæderne på denne måde har fået lov til at blive et centralt kulturartefakt og symbol på vores problemer på integrationsområdet - og jeg undrer mig ikke mindst over at så mange i folketinget udtrykker vilje til at lovgive på dette område. Det forekommer mig decideret absurd, at denne debat overhovedet raser. At man kan komme frem til at snakke om forbud og andre magtmidler overfor en befolkningsgruppes selvvalgte ydre artefakter og personlige fremtræden.

Hele snakken om tørklæder, kors og andre religiøse symboler er jo kun en lille del af det samlede billede hvis man vil se i den retning, rent politisk. Tørklæder og kors er jo kun de mest alment kendte religiøse symboler, der er masse af andre symboler, redskaber, virkemidler og projekter der er med til at forme og definere det individuelle og relationelle udtryk vi hver især vælger, mere eller mindre bevidst. Vil DF også lovgive mod upassende ansigtsmimik, korthårede unisexkvinder og andre ting der kan skære i deres besynderlige billede af, hvordan de mener Danmark og danskerne skal se ud og være ?

Hvem er det der skriver deres tekster ?

Tørklæderne er for pokker da ikke det der skaber problemer med vores integration. Problemet er derimod det fundament der øjensynligt er til stede i den danske befolkning, og i dansk politik, eftersom debatten overhovedet kan få liv og pustes op til de nuværende dimensioner. Problemets kerne består i en politisk og befolkningsmæssig uvilje til eller manglende evne til at tage aktivt og personlig del i integrationsprocessen - fordi det kræver selvransagelse, udvikling og forandring, som det jo er med al udvikling. Tørklædedebatten skader integrationen hvis ikke de mere ansvarlige partier med helhedsorienterede og langsigtede samfundsanalyser og visioner - kaster sig mere markant ind i den, og kæmper for de grundlæggende frihedsrettigheder, mangfoldigheden i vores samfund og herunder helt centralt individets ret til at udfolde sig indenfor demokratiets retlige og sociale rammer.

Jeg mener at alle grundlæggende har ret til selv at definere hvorvidt de er undertrykte eller ej, og forventer selv at blive mødt med samme respekt. Jeg vil under ingen omstændigheder forfalde til at konkludere hvorvidt andre mennesker fratages nogle basale borgerrettigheder, alene på baggrund af mine forforståelser og fordomme overfor ydre artefakter som tørklæder og smykkevedhæng. Det er simpelhen useriøst. Og er der noget der skal tages seriøst, så er det altså integrations-problematikkerne i det danske samfund. Det er der mange etiske, medmenneskelige, solidariske og samfundsmæssige årsager til, for med løsning af den gordiske knude, integrationsprocessen er blevet til, vil mange af samfundets øvrige udfordringer samtidigt kunne finde en langsigtet og frugtbar løsning.

Links: 

Læs artikler om tørklædedebatten  på

http://politiken.dk/indland/article513863.ece

http://politiken.dk/indland/article480851.ece

http://politiken.dk/politik/article504858.ece

eller på

http://politiken.dk/politik/article504580.ece

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

Se også artikel fra Politikken om samme emne på : http://politiken.dk/politik/article504837.ece

En af de mange positive ting dagen har budt på, er nyheden om at de Radikale nu spiller skarpt ud mod regeringen på klimaområdet, hvilket enhver med politisk interesse ved, er en af SF’s 3 mærkesager. Der er faktisk 2 dimensioner i den gode nyhed :

1. At der skydes med skarpt fra de Radikale af, og dermed tages afstand til VKO regeringen, er jo i sig selv befriende at se efter i lang tid at have været personligt bekymret for de Radikales lejlighedsvise flirteri med V og K.     

2.  At det netop er klima der er sagen – en mærkesag særligt for SF (som jo er Danmarks grønne parti), sender for mig at se, nogle meget tydelige signaler om at der åbnes et grønt vindue til at indlede et reelt samarbejde mellem de Radikale og SF, på et centralt politisk område. Startskuddet til et oppositionssamarbejde er lagt.

De Radikales hidtidige konsekvente værgren sig mod at have SF med i et regeringsalternativ, en samlet opposition er nemlig netop det, der frem til nu, har hindret centrumvenstreoppositionen i, at blive samlet, så oppositionssamarbejdet kan komme i gang. 

Jeg tror og håber, at vi står ved centrumvenstrealternativets fødsel i denne tid, det er der efterhånden flere og flere meget stærke signaler i dansk politik der tyder på. Dette vink med en vognstang om at ville samarbejde er sidste skud på stammen (af dem jeg har set) frem til nu. Rigtigt hjerteligt velkommen i kampen Radikale, og lad os så få taget fat på at få belyst, beskrevet og konkretiseret centrumvenstre oppositionens alternativ til VKO regeringens minimalstatsdanmark.

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

Man skal vide...

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Når jeg åbner for avisen, nyhederne eller på anden vis informeres om hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er der tegner den lovgivning og dermed det samfund vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe. 

Herefter stemmer et politisk flertal i folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe der lovgives overfor. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens stærkt mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn som vælgerne kan forholde sig seriøst til.

Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning at miste overblikket og samfundets sammenhængskraft bringes i yderste instans dermed i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt, i den kortsigtede enkeltsagspolitik.

Man skal heller ikke være blind for at visse sager bringes frem af politiske kræfter som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden, noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden, og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om. Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.

Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk- af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammer kortsigtet enkeltsagspolitik generelt svage grupper hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager  der dukker op. Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare og at få løst de udfordringer de står med. Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag, det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.

Endeligt synes jeg det er latent udemokratisk at føre kortsigtet enkeltsagspolitik fordi der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind af bagdøren, mens opmærksomheden drejer sig om noget andet. Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme udenom at ligge det værdi, menneske og samfundssyn som de repræsenterer, frem for vælgerne så vælgerne reelt og uden usolidarisk og udemokratisk manipulation af den offentlige politiske debat og dagsorden, kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse, i demokratiets oprindelige ånd.

På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og  kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.

Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager. 
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.

Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.

Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.

Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres,  men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!

Onsdag 2 April : Landsmødet nærmer sig efterhånden...

Landsmødet nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og som jeg kender tiden, så har den det med at flyve afsted, særligt lige nu, hvor der sker så mange ting. Inden jeg får set mig om står jeg i Falkonercenteret og føler mig nok lidt ydmyg og imponeret, over at være med, og så går landsmødet jo i gang. 600 delegerede har jeg hørt vi bliver. Det er mange.

Men hvad laver man egentligt på et landsmøde ? Ja altså ud over debat, afstemninger, valg til HB og fest lørdag aften ? (Det er bestemt også vigtigt - ingen tvivl om det ) Er tiden lang eller flyver den også afsted der, og hvordan mon det bliver, sådan rigtigt at være med ?

Jeg er også så småt begyndt at bekymre mig lidt over det logistiske i landsmødet, der er nemlig noget med min evne til at navigere og finde den rigtige vej, på egen hånd rundt i storbyer som jeg ikke kender ret godt....

Jeg har ikke været i Falkonercenteret før og jeg har bestilt overnatning et andet sted i Kbh, så jeg må hellere printe og nærstudere nogle krakkort, inden jeg begiver mig afsted. Min mand er begyndt at bive nervøs for om jeg nu kan finde vej, men jeg er fortrøstningsfuld, det skal nok gå. "Hvor der er en vilje er der en vej" sagde en klog gæv jysk kone engang.

For at dulme min mands bekymring, vil jeg dog tage et par ekstra krakkort med derover.

Jeg har her i eftermiddag modtaget en bekræftelsesmail fra Lars Brandstrup, på at jeg er tilmeldt som delegeret fra Nyborg.

Jeg kan godt mærke at jeg begynder at glæde mig til landsmødet, jeg tror det vil gøre stort indtryk på mig.

Torsdag 3 april : Og så er der alt det praktiske...

Da jeg endnu ikke har modtaget bekræftelse på min booking på vandrehjemmet, vil jeg i dag tage kontakt til dem, og sikre mig at der ikke er sket en fejl.

Jeg er også så småt begynde at forholde mig til tøj osv., for jeg vil ikke efterlade andet end mit sengelinned på vandrehjemmets fællessal hvor jeg skal overnatte. Jeg vil tage så lidt med som muligt, og evt benytte mig af en bagagebox eller andet i Falkonercenteret, hvis det er muligt. Det vil jeg også undersøge i dag, Det er jo alt andet lige, væsentligt mere praktisk at have sine ting der hvor man også selv opholder sig.

Jeg har planlagt at medbringe lidt mad til mine sunde og fiberrige mellemmåltider (Jeg fik tvillinger i 2007 og er stadigvæk i gang med at genvinde formen) men har også indstillet mig på, selv at skulle købe det meste af mit mad og drikke ude i byen, eller i Falconercenteret hvis det er muligt (og ikke er vanvittigt dyrt). Der er jo også både nogle middage og frokoster indlagt som punkter på dagsorden for landsmødet, så vi overlever nok allesammen.

Jeg er gået i gang med at printe og nærlæse baggrundspapirer osv fra www.sf.dk til mødet. Jeg vil i de næste par dage overveje hvordan jeg forholder mig til de respektive elementer, og ikke mindst hvordan jeg vil stemme, både i forhold til fremsatte forslag og HB valget.

Jeg vil også bruge dagen i dag på at hente pladsbillet og billet til turen, og så vil jeg ellers bruge noget kvalitetstid sammen med mine børn, og min mand - det skal nemlig også til !!

Dagens rundringninger osv. har ført følgende med sig :

Min bekræftelse på booking på vandrehjemmet var sendt til en forkert email adresse - derfor havde jeg ikke fået den - de sendte en ny, som jeg allerede har modtaget. Jeg forespurgte om der var mulighed for bagageopbevaring på vandrehjemmet, men det var der ikke. Jeg ringede herefter ud i falkonercenteret for at forhøre mig om det var muligt at opbevare sin bagage her, og de fortalte mig at der til SF landsmødet er en garderobe hvor man kan opbevare sit overtøj og sine ting, på eget ansvar.

Falconercenterets øvrige bagageopbevaringsfaciliteter er for hotellets gæster, men det er muligt, oplyste de, ved booking af konferencer etc som dette landsmøde, at booke med betjent garderobe og bagageopbevaring så deltagerne har mulighed for at medbringe og benytte deres bagage.

Det synes jeg ville have været en god ide, for som det er nu, ser jeg ingen anden udvej en at "Travel light" ´- mere "light" end jeg egentligt bryder mig om, men jeg må jo tage det som en udfordring i at pakke så meget som muligt så praktisk som muligt på så lidt plads som muligt, uden det vejer alt for meget.

Fredag 4 April : Hvad laver man mon på et landsmøde ?

Det er i dag de sidste papirer, ændringsforslag osv. offentliggøres på www.sf.dk.  

Jeg har hørt mange sige at jeg godt kan glæde mig til landsmødet, fordi det plejer at være et af årets højdepunktet, kun slået af sommertræffet, som efter forlydende byder mere på sociale aktiviteter, debatter og workshops end landsmødet, som er det mere alvorlige, (næsten) rent politiske møde.

Jeg har svært ved at forestill mig rammen, for jeg har hverken været i Falconercenteret eller til et politisk landsmøde før. Jeg kan forestille mig at der må være nogle mennesker med nogle store koordinationsopgaver, når der skal holdes styr på 600 delegerede + gæster og andre med taleret, der gerne vil deltage i debatterne.

Jeg har selvfølgelig set landsmøder (eller rettere uddrag fra landsmøder) på TV, og har jo også set en del konferencecentre o. lign i mit organisatoriske frivillige arbejde, men det er jo altid noget nyt, det er det også denne gang.

I følge den foreløbige dagsorden starter vi med at blive budt velkommen, hvorefter der er spisning og debat. Det lyder til at det ikke bliver for sent.

Lørdag ser i følge dagsorden ud til at være landsmødets store dag, med afstemninge, beretninger, valg og debatter, krydret med frokost, middag og endeligt lørdag aften, fest. Det kunne godt tænkes at blive sent, men jeg vil meget gerne op og være klar til at deltage i debatten om fremtidens offentlige sektor, søndag formiddag fra 9 - 11. Søndagen indeholder flere debatter, frokost og afslutning i store træk, og landsmødet slutter sidst på eftermiddagen søndag.

Jeg kender altså rammen (dagsorden i hovedtræk) men har ikke før været forsamlet med 599 andre engagerede SF'ere, hvoraf de fleste tilmed har en forsamlingskultur, nogle vaner, mønstre og forforståelser som vi forholdsvis få førstegangsdeltagere nu bliver en del af. Det lader dog til at man er på forkant med at der er kommet så mange nye medlemmer, så jeg tror nu nok der skal være plads til os også.

Fredag 4. April - Lørdag 5. April : Tanker om og holdninger til landsmødedebatterne

Der er 1 debat tema på dagsordenen som jeg vil kommentere uddybende her :

Håb. Forandring. Resultater 

Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad vi kommer frem til under dette punkt.

Kl. 22:00

Det var et rigtigt positivt bestyrelsesmøde der blev afholdt i SF Nyborgs lokaler i Nyborg, her i aften fra kl 19:00 til 21:00.

Der var i hovedtræk enighed om, hvad vi mente i forhold til de forskellige ændringsforslag og valg, og det var en både god og tilpas afmålt debat der fulgte i bestyrelsen efter fremlæggelsen af hvert punkt. De længste debatter udspandt sig omkring opstillingsform og EU forbehold, men der var god konsensus og overvejende enighed i partiforeningen.

Der var i slutningen af møde tale om at lave et 1. Maj arrangement efter talerne i 3F - et arrangement som skal foregå i vore lokaler i Kongegade. Dette arrrangement ved jeg dog ikke om bliver til noget, men da der er baggrundsgruppemøde med vores byrådsmand 28 april, vil jeg da spørge nærmere til det.

Jeg trådte forresten ind i bestyrelsen, da et medlem trak sig pga andre forpligtigelser. Jeg glæder mig til at lære en hel masse af de mange dygtige og erfarne mennesker der sidder i bestyrelsen nu, og har et indgåede kendskab til SF Nyborgs historie og fundament, både politisk set og i forhold til den lokale forankring forstået som opbakningen blandt lokale vælgere.

Onsdag 9. April : Storkredsformøde til Landsmødet

Der er kommet en invitation til formøde for delegerede og gæster i forbindelse med  landsmødet i weekenden. På dette formøde i storkredsen skal papirer, udtalelser, forslag, ændringsforslag og valg gennemgås og vi vil som hhv delegerede og gæster, få lejlighed til at danne os et overblik over, hvorvidt der er en eller flere fynske vinkler/ linier på de respektive områder og i den overordnede konsensus vi kommer ( eller ikke kommer) med.

Det lyder spændende, jeg glæder mig.

Kl. 22:00

Det var et møde, hvor de samme punkter som blev drøftet i bestyrelsen i Nyborg i går, blev gennemgået og debatteret.

Der var ikke den store uenighed, men særligt én interessant ting som berører en af mine personlige mærkesager, dyrevelfærd, det falder nemlig indenfor samme policyområde, nemlig miljø :

* Sofus Ryge Petersen fra Odense har stillet ændringsforslag til HB's landsmødeudtalelses klimapunkt. Der mangler nemlig miljø, naturbeskyttelse osv i vores politik, det mener jeg også. SF er et grønt parti - ikke kun et klimaparti. Miljø bør inddrages i SF politik. Jeg mener yderligere personligt, at dyrevelfærd bør på SF's grønne dagsorden også.

Jeg bemærkede i slutningen af mødet at jeg havde noteret mig, at der ikke var lagt papirer eller debat ud til dagsordenspunktet "Fremtidens offentlige sektor" Folketingskandidat Karsten Hønge, som var gæst fra FT, ved mødet, svarede at der under dette punkt, søndag kl. 09:00 - 11:00,  vil komme 3 meget centrale debatindlægsholdere - og sparke den meget vigtige debat vi skal have her, godt i gang. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Karsten Hønge kom også hen og snakkede med min partiforeningsbestyrelseskolega, næstformand Flemming og jeg, om hans forslag til os, på storkreds GF, om at han vil komme ned til et arrangement hos os i nyborg, eller være vært ved en SF Nyborg medlemstur til Christiansborg. Det var særligt det sidste vi talte om, og alle 3 var ret interesserede i.

Jeg håber det bliver til en realitet arrangementet, for det kunne være rigtigt spændende, som nyt eller gammelt medlem, at komme på sådan en tur.

Torsdag 10 April : Sidste tanker og overvejelser inden landsmødet

"Spændende Landsmøde forude..."

Fredag 11 April : Ankomst til landsmødet 2008 - indtryk og tanker

Mange hilsner fra Mette Valentin

Det viser sig desværre nu, at vores undervisningsminister, som ellers aktuelt er ude og profilere sig selv i endnu en kampagne mod mobning, ikke ønsker at lovgive specifikt mod mobning.

Ved min hendvendelse til DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø), som står for den aktuelle anti mobningskampagne, for at få dem til at lave et link til underskriftsindsamlingen for en specifik lovgivning mod mobning, svarede de tilbage :

Frustration fører til misundelse:Først Khader så SF

En af dagens (søndag 23. marts) store nyheder er, at Margrethe Vestager (Formand for R) afviser at SF kan blive del af et kommende regeringssamarbejde sammen med S & R. Hendes argumentation tager afsæt i de liberale myter om at venstrefløjen kun kan føre uansvarlige økonomisk politik og en påstand om at SF ikke ønsker reformer.