KL har netop underskrevet en aftale om kommunernes økonomi i 2009 - en aftale som vel selv det mest lalleglade og optimistiske menneske vil have svært ved at finde noget positivt i - en aftale der kort sagt sætter endnu en dynamo i gang i den accelererende proces mod at omdanne vores velfærdssamfund til Venstres ideal om en minimalstat.

Kommunernes økonomi ligger i forvejen underdrejet og er mildest talt inadækvat i forhold til de reelle behov. Så det er meget mærkeligt at KL lader sig overtale nu igen, og resultatet - det kan kun blive øget ulighed, fattigdom og social deroute for marginaliserede og udsatte grupper i samfundet.

Da manglende ressourcer betyder at der ikke er råd til forebyggelse, vedligeholdelse, udvikling og forbedringer - skattestop, service - udgifts - og anlægsloft forhindrer kommunerne i at føre virksomhed, og herudover er det vi kalder for "Den sociale lovgivning" gennem de sidste 7 - 8 år, blevet filtret så grundigt ind i den førte beskæftigelsespolitik, at det har medført at det i dag er stort set umuligt at få hjælp af den offentlige forvaltning, til andet end beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Nu er det desværre sådan at beskæftigelse langt fra er det eneste problem borgere henvender sig med, lever med eller støder ind i.

På børn - og ungeområdet har mange af landets kommuner allerede i år meldt ud, at de har store budgetoverskridelser på området, som følge af strukturreformens dønninger. Børn og ungeområdet får dog heldigvis mediemæssig stor bevågenhed, da der her er mange følelser der bringes i kog, men desværre forbliver denne bevågenhed på et overfladisk niveau, hvor tilsyneladende velmenende floskler om at anbringelser er den evigt saliggørende løsning af børne/ familiesager gør det yderst vanskeligt at komme til at snakke om indsatsområdets reelle barrierer og udfordringer.

Faktum er nemlig at anbringelser i langt de fleste tilfælde IKKE løser problemerne - tværtimod. Det er der flere årsager til. Anbringelsesstedernes kvalitet er mildest talt tvivlsom, såvel børn som forældre skades af at blive skilt ad som familie, medmindre der er tale om de meget få absolut ressourcefatttige og meget problemtunge familier - i langt de fleste tilfælde vil et egentlig familiearbejde være den rigtige løsning, men det er dyrt, kræver ressourcer, veluddannet personale og ikke mindst tålmodighed med processen - en anbringelse er både hurtigere og viser resultater her og nu ( Problem : Mor og far mangler forældreevner på nogle områder - Løsning : Barnet fjernes fra hjemmet ")Men desværre standser mange med at tænke allerede her - for Hvad skal de anbringes til., Hvordan vil man hjælpe dem med at få et godt liv i anbringelsestiden - og hvad skal målet være - at straffe børn og forældre - at hjælpe dem - eller ?

Med den nye aftale bliver det ikke længere et spørgsmål om at slukke omsiggribende brande med 1 eller 2 glas vand, men om at lade branden brænde ud, glassene er nemlig tomme nu og kommunerne er som regionerne på vej til helt reelt, blot at være boksebold for regeringens uanstændige socialpolitik !!

KL svigter befolkningen, kommunerne og fremtiden - ingen tvivl om det - for med denne øvelse er døren til minimalstatsdanmark blevet åbnet på vidt gab.

Læs mere på :

http://politiken.dk/politik/article524462.ece

Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

En af de store formiddagsaviser bragte onsdag 11 juni, en historie om en drægtig kat, som var blevet groft mishandlet da den var i færd med at føde sine killinger. Mishandlingen fandt sted ved at misæderen stak en bambus pind ind i kattens kønsåbning og igennem kattens indre, pinden stak ud af kattens ryg i den anden ende - en af kattens killinger blev samtidigt spiddet, men katten overlevede - rent fysisk. Den havde selv formået at slæbe sig hjem til sine ejere, som naturligvis var blevet forfærdede, oprørte og vrede, og straks sørgede for at få katten til dyrlæge og under behandling. Psykisk står det dog ikke så godt til - katten har forståeligt nok mistet tilliden til mennesker efter denne oplevelse.

Historien om denne stakkels kat er bare en i en stadig stigende række af rystende historier om dyremishandling - for et par uger siden var en hundehvalp blevet hængt i et træ i Nyborg, men den blev heldigvis reddet, og rækken af dokumenteret dyremishandling er lang - se selv mere på www.dyrenesbeskyttelse.dk

Jeg væmmes og bliver oprigtigt vred og forarget over denne udvikling - det er simpelhen under al kritik !!!! Føj for pokker !!! Hvor er det utroligt trist og trøstesløst at være vidne til at dyremishandling oftere og oftere finder sted i vores samfund, jeg undrer mig, væmmes og forsøger at forstå.

Så jeg spørger og bliver spurgt : Er det mon knaphedstyranniet der hersker - Er det den stigende individualisering ? Eller er det måske værdiudlejringen vores samfund udsættes for gennem en vedvarende og kontinuerlig inhuman og uanstændig politik fra VKO blokken ? Måske det "bare" er endnu et udslag af, at samfundets svageste grupper (børn, ældre, syge osv) i højere og højere grad overlades til sig selv og private menneskers velvilje, hjælp og støtte ? Måske dyrene står nederst på regeringens prioriteringsliste - og måske - bare måske - kan det ske, at  dyrevelfærd kun er vigtig og essentiel, når man skal sluge stemmer og vinde taburetter ?

Uanset hvad der ligger til grund for at vi som samfund ikke i langt højere grad straffer dyremishandling, må og skal det under alle omstændigheder stoppes - først og fremmest skal dyrene beskyttes ordenligt - de har brug for kontrol og opfølgning med den lovgivning som skulle forestille at beskytte dem - hvad skal vi med love der beskytter dyrene hvis ikke disse love bliver kontrolleret, efterprøvet og håndhævet med ufravigelig konsekvens ? Er loven om dyrevelfærd blot et stykke valgflæsk ? Det håber jeg sandeligt ikke. Det er jo komplet vanvittigt - denne mishandling - vi skal da beskytte og værne dyrene - ikke mishandle dem - det tror jeg faktisk at mange kan være enige i. Men skal dyremishandling stoppes, må der jo ressourcer til at følge op på lovgivningen og sætte ind med en effektiv indsats overfor truede eller mishandlede dyr. Der skal være klare og tydelige konsekvenser af dyremishandling - der må ikke være et gran af tvivl om, at dyremishandling er noget samfundet sætter hårdt ind overfor for - og derfor mener jeg at der bør indføres straffe som medfører at dyremishandlere idømmes skyhøje økonomiske sanktioner og bøder - og i særligt grove tilfælde evt sammen med et langt ophold på hotel Gitterly.

Dyrevelfærd og dyremishandling må på den politiske dagsorden - ikke kun når det drejer sig om svinetransporter og produktion af kød, pels og huder, men for pokker da også når det drejer sig om kæledyr. Nu kan det altså være nok, udviklingen må og skal stoppes - og det kan kun gå for langsomt !!!

Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

Som politisk engageret og aktiv på venstrefløjen i dansk politik er jeg ikke i tvivl om Grundlovens ufravigelige værdi som forankring for det næstekærlige og demokratiske samfund Danmark har mulighed for at være - og er i centrumvenstre visionen for vores samfund.

Men det er ikke alle der ved hvorfor Grundloven er vigtig at have og fejre - mange tror faktisk at Grundloven er et digert værk på flere tusinde sider som man skal have en akademisk eksamen for at kunne forstå - og andre igen argumenterer med at Grundloven er så gammel at den faktuelt realpolitisk set blot er et romantisk klenodie, en marionetfigur på lige fod med Kongehuset. Men sådan er det ikke. Al lov skal have hjemmel i Grundloven. Grundloven er det Danske demokrati's bærende vædimæssige fundament, som Uafhængighedserklæringen er det for USA.

Derfor skal vi alle vide hvad Grundloven er, hvad den repræsenterer og står for. Vi skal tage Grundloven med ind i den grundlæggende barnelærdom og ikke mindst med ind i den daglige bevidsthed, også på et politisk plan. Vi skal turde at diskutere, revidere og opdatere Grundloven, men vi skal gøre det med et højt etisk udgangspunkt der sikrer at de fundamentale værdier videreføres.

Det er Grundlovsdag hver dag vi bygger vort land med lov, for det er netop denne lov vores land bygger på. Men 5. juni samles vi og gør opmærksom på Grundloven, dens betydning, værdi og historie - det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men der skal samtidigt sættes langt mere målrettet ind for at Grundloven bliver grundlæggende viden for alle - på linie med Dansk, Engelsk og Matematik.

Grundlovsdag er for mig, det danske Demokratis fødselsdag - værdiernes moder - og det skal da fejres - det er da meget god grund til at holde en folkefest 5 juni hver år - jeg vil bare ønske at flere var bevidste om hvad Grundloven er og Hvorfor vi fejrer den - og så ville jeg ønske at festen var større og mere samlet - som når Landsholdet i Håndbold kommer hjem med guld - Grundloven er jo i virkeligheden langt mere værd end guld - den er selve fundamentet for vores demokrati - det må vi aldrig glemme !!!

Jeg tilhører selv en af dem der ikke har for vane at springe bestrejstret op af stolen ved muligheden for at diskuttere emnet Trafikpolitik. Jeg har dog på det seneste, i lyset af de aktuelle udfordringer og barrierer der er for en adækvat og bæredygtigt logistisk infrastruktur, ændret mening om hvor interessant det er eller ikke er at diskutere Trafikpolitik. Det er nemlig ikke bare interessant og relevant at diskutere Trafikpolitik- det er ganske enkelt nødvendigt, hvis en sammenhængende og ikke mindst bæredygtig infrastruktur skal sikres på sigt. (Der sigtes her på såvel erhvervsmæssig infrastruktur som kollektiv trafik).

Jeg tror det er meget vigtigt at tænke nye og innovative tanker ind i fremtidens trafikpolitiske dagsorden, så såvel infrastruktur som miljø tilgodeses i så høj grad, som overhovedet muligt. Disse tanker skal efter min overbevisning, formuleres og prøves af, i en stadig pågående dynamisk proces mod at få skabt så ideelle trafikpolitiske visioner som det realpolitisk set er muligt konkret efterfølgende at implementere, indenfor eller i forlængelse af de allerede eksisterende strukturer og ikke mindst de lovgivningsmæssige rammer.

Der er brug for helhedsorienterede løsninger, markant bedre og billigere kollektiv trafik, udbygning af godsbanenettet frem for veje, og sidst men ikke mindst synes jeg vi skal løfte blikket ud over andedammen og italesætte fremtidsvisionen for hele den globale infrastruktur og logistik- der foregår efter min overbevisning, rigtigt meget molboarbejde og der er for mig at se udtalte flaskehalse, hvor en effektivisering hindres af fastlåste tankebaner og forestillinger omkring den Trafikpolitiske fremtidsvision.

Trafikpolitik må på den realpolitiske dagsorden - og Trafikpolitik må gøres vedkommende og relevant for den enkelte borger gennem tydeligt eksemplificeringer af fordele og ulemper.

I debatten om den økonomisk knæsatte offentlige forvaltning, er der i virkeligheden 2 modsatrettede incitamenter i spil, som gør det overordentligt svært at nå frem til at få en saglig og objektiv debat om den offentlige forvaltnings udfordringer og barrierer her og nu. Det drejer sig om det altoverskyggende Krav - og straf incitament og på den anden side, det Etiske incitament den sociale lovgivning bygger på.

Det er helt konkret blevet sådan at de borgere der henvender sig for at få hjælp, først og fremmest mødes af et massivt og ensidigt krav om at skulle kunne varetage og forsørge sig selv og sine, og det skal helst ske gennem beskæftigelse! Lever de ikke op til de krav de mødes med, udsættes de for straf og sanktioner som kun forværrer deres problemkompleks.

Herudover skal borgerne bevise at de har været udsat for såkaldt sociale begivenheder, at de er uforskyldt ledige, at de ikke har nogle værdier eller andre forsørgelsesmuligheder og at de ligger vandret for at få et arbejde. Borgerne skal ligeledes være villige til at blotte deres personfølsomme oplysninger for forvaltningen, lade sine personlige og private overbevisninger, valg og forhold være genstand for en kritisk vurdering, og helst gerne lade sig opdrage af lovgivningens indbyggede pisk, til at få løst sine problemer, blive rask, finde arbejde, holde op med at være ressourcesvag, fjerne sine barrierer og kort sagt altså tage sig sammen.

Løsningen på de mangespektrede og nuancerede problemer borgerne henvender sig med, er altså i følge den nuværende regering helt enkelt beskæftigelse, samt at borgerne skal påtage sig det ansvar og leve op til de forpligtelser, som de netop har henvendt sig til den offentlige forvaltning med, fordi de ikke magter eller evner dette, uden hjælp og støtte.

Den offentlige forvaltning anno 2008 er desværre ikke et sted man som borgere har lyst til at få behov for at henvende sig, befolkningens tillid til forvaltningen er væk, og det skyldes ikke mindst, at krav og straf incitamentet efterhånden fylder så meget mere end det etiske incitament bag den offentlige forvaltning. Mange familier og borgere tør ikke selv henvende sig til den offentlige forvaltning med deres problemer, før problemerne har forvitret sig og vokset sig uoverskueligt store. Det skyldes ikke mindst frygt for at blive stigmatiseret, udstillet, at få anbragt sine børn, og blive tvunget gennem en psykisk, ressourcemæssig og økonomisk vridemaskine af lovgivning og selvbestaltede skrankepaver, som arbejder under så stort et pres, at det er  forståeligt, at de har mistet deres faglige perspektiv og overblik. Den offentlige forvaltning har et meget alvorligt problem,

Det etiske incitament er den grundlæggende ideologi bag hele den sociale lovgivning. Ideologien om, at borgere frit og trygt skal kunne henvende sig til staten og få den hjælp de har brug for, så de så tidligt som muligt kan få løst deres problemer eller få den hjælp og støtte som de har behov for. Det er nemlig selve formålet med den sociale lovgivning, det står direkte at læse i samtlige formålsparagraffer og vejledninger til de enkelte love indenfor det sociale område.

Regeringen må melde ud hvad den mener det er de vil og  hvad de mener samfundet skal med den offentlige forvaltning. Vil de lade krav – og straf incitamentet blive det bærende (som det ser ud nu) eller skal den offentlige forvaltning tilbyde det der reelt er formålet, nemlig tidlig, helhedsorienteret konkret og individuel hjælp og støtte til de borgere der har behov for hjælp ?

Hvad er det for en velfærd vi vil have ?

Jubiii....det lykkedes - jeg henvendte mig til en lokal politiker med et lokalt problem - og nu er det så blevet løst !!! Det er jo et helt fantastisk bevis på at demokratiet blomstrer og fungerer i Nyborg kommune, i hvertfald er det hvad jeg oplevede, ved at henvende mig til SF's mangeårige byrådsmand i Nyborg Byråd, Knud Theil Nielsen, med mit "lille" lokale problem - ikke alene blev jeg lyttet til og taget alvorligt trods problemets snævre omfang men vigtigst af alt sendte han straks sagen videre, og her kun 2 måneder senere er problemet blevet løst !!!

Problemet var, at den skolebus der om morgenen befordrer børn til den lille afdeling af Ullerslev Centralcentralskole, som ligger i landsbyen Langtved. ikke kørte fra yderkanten af Ullerslev, men kun fra centralskolen, om morgenen kl. 07:00  Til gengæld kunne børnene godt blive befordret med skolebussen hele vejen hjem om eftermiddagen. Dette gav min søn og en del andre børn et problem med befordring om morgenen, særligt i vinterhalvåret, da der er 2 km fra den yderste men meget børnefamiliebefolkede villakvarter, kaldet Bondemosen, til det mere centrale Ullerslev. Såfremt man cyklede om morgenen, måtte man altså også stige af ved centralskolen om eftermiddagen, for at få sin cykel med hjem, og mange forældre har derfor måtte indrette sig på at køre deres børn enten til centralskolens busholdeplads eller helt ud på Langtved skole om morgenen. De større børn kan naturligvis sagtens cykle et par km om dagen, men for de yngste skolelever som endnu ikke er sikre i trafikken på egen hånd, har det været en konkret barrierer for den enkelte families logistik både morgen og eftermiddag.

Men sagen er nu løst og bussen kører om morgenen ad Bondemosevej og samler de børn op som skal i skole i Langtved - eller i tidlig SFO på Ullerslev centralskole - det er bare super godt !!!

Demokratiet blomstrer i Nyborg kommune, og det kan man ikke mindst takke byrådsmand Knud Theil Nielsen (SF) for .

Når velfærdsminister Karen Jespersen under et åbent samråd i socialudvalget fremturer med, at det ikke er sandt at man mangler penge i kommunerne, bare fordi regeringen har indført en stram detailstyring af økonomien, samt indført skatte – anlægs – udgifts – og servicestop og lofter, så gør hun faktisk grin med den danske befolkning, for det strider jo ganske enkelt mod al sund fornuft at der ikke skulle være en enddog meget vægtig sammenhæng der. Denne åbenlyse sammenhæng er tilmed desværre den eneste form for evident sammenhæng der er tilbage, for kommunerne hvad økonomien angår. Det er efterhånden velkendt at regeringen har spændt livremmen meget kraftigt ind til benet i kommunerne, og samtidigt med dette er der blevet indført omfattende og meget massiv kontrol og straf lovgivning overfor de arbejdsmarkedsrelaterede forvaltningsenheder og de borgere der henvender sig der for at få hjælp (Jobcentre etc).Via en kortsigtet og liberalt funderet lovgivning samt økonomiske trusler og sanktioner tvinger regeringen således vedvarende kommunerne til at svigte deres primære opgave som et trygt og tætmasket sikkerhedsnet og netværk i velfærdssamfundet  Danmark.

Hele den offentlige sektor, velfærdssamfundets motor, bløder og ligger på knæ alt i mens såkaldt frie, uafhængige eller private hospitaler, skadestuer, sundhedsforsikringer, fagforeninger, børnehaver, skoler osv. skyder ildevarslende op overalt, med en frygtindgydende og eksplosiv vækst, som vist kun VKO regeringens allerhårdeste kerne, formår ikke at blive meget stærkt bekymrede over. Velfærdsministeren var under samrådet ikke bleg for at erkende at hun synes det var glædeligt med væksten i det private, og hun udviste tydeligt en decideret mangel på forståelse for, eller erindring omkring hvad det er hun selv har siddet med som ressortområde, både her  i de seneste år, og i hendes tidligere inkarnation som socialdemokratisk forkæmper for den offentlige sektor. 

Til trods for at oppositionen med Özlem Cekic (Socialordfører og MF for SF) i spidsen gentagne gange spurgte hende hvad hun ville gøre her og nu for de omsorgssvigtede og misbrugte børn som kommunerne akut mangler økonomisk råderum til at hjælpe som loven ellers foreskriver det, nægtede hun at komme med konkrete forslag eller svare på det forslag om en 50 % refusion, som SF fremsatte på samrådet.

Velfærdsministeren fremturede under det åbne samråd, monotont med at loven skal skærpes og følges ellers vil kommunerne blive økonomisk straffet !! GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!! Det er jo FORDI de i forvejen mangler økonomi at de ikke altid kan følge loven. Flere sanktioner vil jo alt andet lige bare gøre det endnu sværere for kommunerne på sigt.

Jeg synes at vores Velfærdsminister håner både kommunerne og de meget udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn ved at henvise til yderligere økonomiske sanktioner overfor kommunerne, for hun ved jo godt der er et problem, hun har jo selv engang, i hendes tidligere inkarnation som socialdemokrat, kæmpet med i kampen mod den samfundsmodel vi ser vokse frem efter VKO regeringens meget dygtige og kontinuerlige angreb på velfærdsstaten Danmark.. Den samfundsmodel jeg refererer til, er Minimalstaten som Fogh har drømt om, og som nu (ganske som Nyrup advarede hele Danmark om i 2001) er blevet en realitet på det realpolitiske tegnebræt. Men hun stopper desværre ikke der. Hun mener samtidigt at de yderst udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn og unges forældre skal irettesættes og pålægges at tage deres ansvar på sig - GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!!

Årsagen til at disse forældres børn og unge er blevet omsorgssvigtede er jo netop at deres forældre ikke evner eller magter at varetage deres børns tarv, og disse forældre har tilmed været fattige og i systemets søgelys i årevis, hvorfor økonomiske sanktioner heller ikke vil kunne forbedre men derimod kun forværre situationen, og som følge heraf forringe muligheden for evt. langsigtede løsningsmuligheders anvendelse, markant.

Velfærdsministeren svigter altså de omsorgssvigtede og misbrugte børn og unge, og det ved hun godt.

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

De kommunale budgetter ligger underdrejede på landsplan, og er under så stærkt pres, at flere kommuner allerede nu, kaster håndklædet i ringen, og melder ud at det ikke er muigt at levere den lovstadfæstede og nødvendige service og støtte til landets udsatte børn og unge. De massive besparelser rammer bredt og skader såvel akut indsats, som den langsigtede forebyggelse, intervention/ støtte og evt. foranstaltning/ anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 2. 1 - 9. Det vil med andre ord sige at det ikke alene er de aktuelle konsekvenser vi skal se på, men også de langsigtede.

Historierne om de meget kritisable børn-/ unge og familiesager i landets anden største kommune er et udemærket eksempel, som der er en del af, et eksempel som viser konsekvenserne af manglende konsensus og sammenhæng med indsatsområdets faktiske udgifter og det vedtagede budget.

De nye storkommuner er sat økonomisk og ressourcemæssigt til vægs med skatte -  og anlægsstop, udgiftsloft og markant øgede skalopgaver i form af de førhen amtsligt indplacerede specialområder - men der er ikke fulgt penge med - tværtimod. Udgifterne på Børn og Unge området er steget markant i næsten alle landets kommuner, som samtidigt med at der spares og skæres ned på området, må se på at der kommer flere og flere børn og familier, med massive forvitrede problemer, efter mange års fejlbehandling eller manglende behandling i den knæsatte offentlige forvaltning.

Landets kommuner trues af regeringen med, at overholdes budgetterne ikke, skæres der drastisk i bloktilskuddet til næste år, hvilket ville gøre kommunerne decideret handlingslammede. Regeringen argumenterer med at man jo havde held til at tvinge KL (Kommunernes landsorganisation) til at underskrive et budget, som kommunerne godt  vidste og ærligt meldte ud, de ikke troede kunne holde. Problemet var og er bare at kommunerne efter underskriften er sat, vil kunne få bøder, miste bloktilskud og gå glip af refusion, såfremt loven og frister for dens opfyldelse, ikke overholdes.

Det tør man ikke ude i kommunerne, og man sparer på livet løs !!

Mange års besparelser, den latterligt høje administrations - og sagsbyrde og andre massive frontalangreb på velfærdsdanmark, havde nemlig allerede ophobet en store problemer og en uoverskuelig arbejdsbyrde. Samtidigt med at kommunerne stod i disse problemer, kom så strukturreformen som jo udmøntede sig i nedlæggelse af amter og dannelse af ialt 98 danske storkommuner og 5 regioner. 

Nu er man så kommunalpolitisk ude med den store SPAREMEJETÆRSKER - på alle områder skæres der ned, man justerer budgetter, skærer yderligere ned, omprioriterer og udsætter materielle udbedringer på skoler, institutioner, veje m.v., forbedringer der er mere en nødvendige efter mange års nedslidning med dårligt vedligehold og manglende ressourcer.

Samtidigt med at serviceniveauet forringes markant i kommunerne, skabes der via regeringens politik om starthjælp og 300 timers reglen i et vanvittigt tempo stadigt flere og flere decideret fattige familier, børn og unge, som ikke får hjælp før problemerne  ER opstået.

Forebyggelsen, den helhedsorientede børne og familiepolitik, de lange linier - de er forsvundet i strukturreformens kaos, sammen med anstændigheden, medmenneskeligheden, trygheden og troen på fremtidens danmark som et trygt og godt sted.....problemerne er store over hele linien, men værst går det ud over vores allermest udsatte børn, unge og familier, dem der ikke kan finde den nødvendige indre styrke, de nødvendige iboende og udefrakommende ressourcer, muligheder og kompetencer til at være selvforvaltende og ikke mindst selvforsørgende i det samfund som de er en del af.

Det er absolut akut tvingende nødvendigt at der tilføres tilstrækkelige ressourcer til landets kommuner så servicen og velfærden reelt kan overholdes. Her må der akut sættes særligt fokus på børn og familie området i landets kommuner, og herunder ikke mindst direkte på de decideret fattige børn og unge som både lider under misbrug, sygdom, sociale, psykiatriske og personlige problemer i familien, samtidigt med at deres forældre ringe økonomiske levekår kun forvitrer og forværrer det samlede problemkompleks, og gør det mere end almindeligt svært at se at man er borger i et af verdens rigeste lande.

Set fra børnehøjde af kan Danmark faktisk fremstå decideret fattigt, tænk bare over hvad det er de ser og oplever i insitutioner, skoler og andre offentlige bygninger, tænk på manglen på overskud og tid fra de få voksne der er der, tænk over problemerne de fattige og udsatte børn ofte også har i hjemmet og socialt  - og som kun bliver værre af kommunens inadækvate og utidige støtte, hjælp og/ eller direkte indblanding 

Ukrudtsplanten Minimalstatsdanmark vokser hastigere og hastigere frem....i det forsømte og knæsatte velfærdsdanmarks skygger, og det er på tide, at vi tager havehandskerne på og får luget grundigt ud. Vi må have sat dette ukrudt for døren inden denne hastigt voksende ukrudtsplante kvæler alt andet liv i haven. Den tåler og vil nemlig kun sig selv, denne skyggeukrudtsplante, og den helmer ikke, før alt andet liv er væk.

N.B: Jeg har været så heldig at blive inviteret til at gå med til et åbent samråd mellem SF's socialordfører Özlem Cekic og Velfærdsminister Karen Jespersen, om besparelserne på B&U området i kommunerne pga udgiftsloftet og andre økonomiske skrutvnger på kommunernes handleevne. Mødet afholdes tirsdag 13 maj kl 14:30 på Christiansborg, jeg glæder mig meget til at komme derover, og vil efterfølgende følge op på emnet her på siden.

Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

"Hvem skriver deres tekster ?" 

I de landsdækkende nyhedsmedier kan man i disse dage høre og læse at DF er imod tørklæder men for kors som personlige religiøse symboler i den offentlige sektor...Wow...Orson Wells havde været stolt af DF's pantomimespil i denne sag, for i deres bleghvide og fordomsfulde verden er der vist ingen tvivl om hvilke dyr det er der er mere lige end andre dyr...det ses med det blotte øje...selv for vi andre.

Jeg må tilstå at jeg undrer mig over at tørklæderne på denne måde har fået lov til at blive et centralt kulturartefakt og symbol på vores problemer på integrationsområdet - og jeg undrer mig ikke mindst over at så mange i folketinget udtrykker vilje til at lovgive på dette område. Det forekommer mig decideret absurd, at denne debat overhovedet raser. At man kan komme frem til at snakke om forbud og andre magtmidler overfor en befolkningsgruppes selvvalgte ydre artefakter og personlige fremtræden.

Hele snakken om tørklæder, kors og andre religiøse symboler er jo kun en lille del af det samlede billede hvis man vil se i den retning, rent politisk. Tørklæder og kors er jo kun de mest alment kendte religiøse symboler, der er masse af andre symboler, redskaber, virkemidler og projekter der er med til at forme og definere det individuelle og relationelle udtryk vi hver især vælger, mere eller mindre bevidst. Vil DF også lovgive mod upassende ansigtsmimik, korthårede unisexkvinder og andre ting der kan skære i deres besynderlige billede af, hvordan de mener Danmark og danskerne skal se ud og være ?

Hvem er det der skriver deres tekster ?

Tørklæderne er for pokker da ikke det der skaber problemer med vores integration. Problemet er derimod det fundament der øjensynligt er til stede i den danske befolkning, og i dansk politik, eftersom debatten overhovedet kan få liv og pustes op til de nuværende dimensioner. Problemets kerne består i en politisk og befolkningsmæssig uvilje til eller manglende evne til at tage aktivt og personlig del i integrationsprocessen - fordi det kræver selvransagelse, udvikling og forandring, som det jo er med al udvikling. Tørklædedebatten skader integrationen hvis ikke de mere ansvarlige partier med helhedsorienterede og langsigtede samfundsanalyser og visioner - kaster sig mere markant ind i den, og kæmper for de grundlæggende frihedsrettigheder, mangfoldigheden i vores samfund og herunder helt centralt individets ret til at udfolde sig indenfor demokratiets retlige og sociale rammer.

Jeg mener at alle grundlæggende har ret til selv at definere hvorvidt de er undertrykte eller ej, og forventer selv at blive mødt med samme respekt. Jeg vil under ingen omstændigheder forfalde til at konkludere hvorvidt andre mennesker fratages nogle basale borgerrettigheder, alene på baggrund af mine forforståelser og fordomme overfor ydre artefakter som tørklæder og smykkevedhæng. Det er simpelhen useriøst. Og er der noget der skal tages seriøst, så er det altså integrations-problematikkerne i det danske samfund. Det er der mange etiske, medmenneskelige, solidariske og samfundsmæssige årsager til, for med løsning af den gordiske knude, integrationsprocessen er blevet til, vil mange af samfundets øvrige udfordringer samtidigt kunne finde en langsigtet og frugtbar løsning.

Links: 

Læs artikler om tørklædedebatten  på

http://politiken.dk/indland/article513863.ece

http://politiken.dk/indland/article480851.ece

http://politiken.dk/politik/article504858.ece

eller på

http://politiken.dk/politik/article504580.ece

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

Se også artikel fra Politikken om samme emne på : http://politiken.dk/politik/article504837.ece

De Radikale bruger i øjeblikket så meget krudt på at bekrige deres nye åbenlyse regeringssamarbejdspartner SF, at de problemer De Radikale har i forhold til deres potentielle vælgere helt overses, hvilket jeg tror kan blive meget fatalt for De Radikale ved næstkommende folketingsvalg.

For SF har ikke hverken mistet eller ændret sit fundament, sine værdier, tværtimod. SF's samfundsanalyse peger direkte på hvad der er galt og skal laves om på - både aktuelt og på sigt,  og samfundet er nu tilmed så meget i knæ at SF's rene og direkte værdimæssige kurs i modsat retning er helt central for at en forandringsproces kan og vil blive sat i gang. Det har vælgerne set - og Socialdemokraterne er også vågnet op, men de Radikale vil stik mod al fornuft langt hellere fastholde en myte om SF end de vil tage del i en realpolitik der kan hjælpe og understøtte de befolkningsgrupper  vi alle i oppositionen ønsker at gøre det bedre for. Det er da hovmod. Det klæder dem ikke.

De Radikale skulle hellere for alvor, komme til fornuft  og trække deres projektioner hjem. Når nu de så for en sjælden gangs skyld, er der, synes jeg de skulle tage sig af deres egen interne splittelse og værdiudlejringen der fandt sted gennem dannelsen af Ny Alliance sidste år, i stedet for at skyde med skarpt på deres fremtidige samarbejdspartner SF.

Altså hvis vel at mærke de Radikale overlever denne mangel på politik og hang til myter og mystik de fører sig frem med i øjeblikket. Det kunne jo tænkes at de Radikale sættes udenfor et kommende regeringssamarbejde, det kunne jo tænkes at SF er og bliver flere gange større end de Radikale, det kunne tænkes at nogen i den Radikale gruppe skulle tage sig et realitycheck - om ikke andet så for fremtidens skyld.

Det er helt afgørende at der ses helhedsorienteret på hvilke de facto konsekvenser den samfundsudvikling vi har, vil få på sigt.

Det er nemlig et absolut og historisk skelsættende valg for danskerne og Danmark vi står midt i, et valg jeg personligt gøre meget og yde mit bedste for, for at være med til at sikre at det er velfærdsdanmark der vinder over minimalstatsdanmark - alt andet vil være katastrofalt. Skaderne på vores velfærdssamfund er allerede uoverskueligt store og dog langt fra fuldt afdækkede i omfang, endnu.

Alt for mange vælgere sov endnu tornerosesøvn ved sidste valg, eller lod sig lokke af flotte valgløfter fra VKO bloggen, løfter der seneste er blevet brudt og gjort til skamme igen og igen - alt for mange ville ikke se skriften på væggen, men der var også mange der gjorde. Bare lige netop ikke nok.

Der må og skal ske noget for at sikre at såvel befolkningen som ikke mindst politikerne er velinformerede og inddragede i vores samfunds faktiske tilstand- så der er et klart valg at foretage sig mellem det minimalstatsdanmark vi ser vokse frem nu, og det velfærdsdanmark der har de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden.

Jeg dagdrømmer af og til om, at alle gode borgere rejser sig op og fylder gaderne i en spontant landsdækkende folkelig protest over ødelæggelsen af vores velfærdssamfund som vi ser finde sted lige for øjnene af os, i disse år. Men dagdrømmeri fører ingen steder hen, der må handling og realpolitik bag oppositionen og det har SF til særdeleshed udvist i overflod af vilje til.

SF står for mig at se hvor det står i dansk politik, fordi historien, tiden og udviklingen er nået dertil, at vi som samfund nu ikke længere kun bør, af etiske, humane årsager, men ganske enkelt må og skal have de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden, som faktiske og opnåelige mål.

I modsat fald vil velfærdsdanmark ophøre med at eksistere og virkeligheden vil være et fuldt implementeret minimalstatsdanmark hvor Darwins lov er den øverst gældende, mammon er spindoktor og egoisten selv gud.

Det må og skal forhindres, den arv vil jeg ikke give videre til fremtiden, det kan jeg under ingen omstændigheder stå inde for eller bifalde - tværtimod vil jeg som sagt gøre meget og gøre mit for, at det er velfærdsdanmark der vinder kampen om fremtiden.

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

                      Et velfærdssamfund opstår, som de fleste ved, ikke af sig selv, men derimod på fundamentet af en solidarisk aftale mellem yderne af velfærdsrettigheder og modtagerne af velfærdsrettigheder.

I Danmark har vi traditionelt et såkaldt universelt, statsstyret skandinavisk velfærdssystem, hvor det altså primært er staten der yder velfærdsrettigheder og borgerne der nyder velfærdsrettigheder i den gensidige aftale. Dette har vi valgt for at sikre at alle borgere til enhver tid vil kunne få adgang til velfærdsrettigheder som skoler, hospitaler, veje, kultur, hjælp til forsørgelse etc

Det er heraf ordet universel kommer ind, for grundtanken i systemet er oprindeligt at alle der er del af den solidariske aftale,  har ret til at få hjælp, støtte og forsørgelse af staten såfremt de har brug for det. Til gengæld for denne velfærd skal borgerne tage ansvar for sig selv, sine børn og fællesskabet, og således yde efter bedste evne. Borgeren skal også betale en stor andel af sin løn til den fælles samfundspengekasse, dette kalder vi her i Danmark for skat. 

Det danske velfærdssystem bygger altså på en solidarisk aftale om at borgerne mod at betale skat, trygt kan vide, at samfundet vil hjælpe, støtte og forsørge dem, såfremt det bliver nødvendigt.

Det er et grundlæggende princip, at der implicit heri skal være fri og lige adgang til uddannelsessystemet, sundhedssystemet og det sociale systems ydelser, hjælp og støtte, for alle borgere.

Problemet er bare at aftalen bliver og er blevet brudt – rigtigt mange gange – og særligt massivt i de seneste 8 år, hvor Fogh med et de facto flertal i ryggen, har kunnet forme og deformere vores samfund til den knæsatte multihandicappede og plejekrævende størrelse vi nu står med.

Aftalebruddet bliver uomtvisteligt med indførelsen af massiv kontrol, tvang, straf og stigmatisering, i systemet. Det bliver alarmerende når sundhedssystemet privatiseres mens de offentlige hospitaler, uden der følger penge med,  pålægges arbejdsopgaver og tidsfrister som de hverken tids eller ressourcemæssigt har mulighed for at nå, hvilket går ud over både patienter, ansatte og ikke mindst alle andre borgeres følelse af tryghed og solidaritet i samfundet. De offentlige hospitaler kritiseres herefter massivt, for ikke at slå til, hvilket giver incitament til endnu mere privatisering.

Strukturreformen er i sig selv et kunststykke i aftalebruddet af dimensioner, ligesom den manglende indsats overfor samfundets mest udsatte og svage befolkningsgrupper er himmelråbende og tragisk. Herudover er de socialretlige værdier og en arbejdsmarkedsretlige regulering i forhold til det danske system, nødvendig at kæmpe for i EU regi, hvis det skal undgåes at den sidste rest af aftalens sammenhængskraft forsvinder.

Det er absolut nødvendigt at tage problemerne alvorligt – konsekvenserne af et totalt sammenbrud af det offentlige system er ret uoverskuelige, og i bedste fald ildevarslende for fremtidens velfærd eller mangel på samme. Den solidariske aftale må og skal genoprettes og styrkes til alles bedste, for din, min, vores allesammens og for fremtidens skyld.

Min intention er at listen over Foghs 5 mest fatale fadæser , skal tjene som inspiration til debat, diskussion, læserbreve i aviser osv.

Punkterne på listen bliver skiftet ud, såfremt argumenterne taler for det, så mener du/ I at der bør stå noget andet på de 5 øverste pladser på listen, så skriv og argumenter for det.

Jeg modtager meget gerne input og forslag til listen, og dens indhold. På forhånd tusind tak.

Foghs 5 mest fatale fadæser for folket :

1)      Krigen i Irak, deltagelsen, manglende hjælp til genopbygning, det irakiske folk bløder – hvad nu – og skal EU, FN eller USA være sikkerhedspolitisk overhund i fremtiden? Kan en regering bare ustraffet sende vores land i krig ?

2)      Velfærdssamfundet nær sammenbrud, Strukturreform, centralisering, nedlæggelse af amter, kaos, detaillovgivning, knaphedstyranni, besparelser, social eksklusion, klientelisering, social deroute, ulighed etc. Deformering af og personaleflugt fra den offentlige sektor, forvaltninger, institutioner, plejehjem, skoler, uddannelsesinstitutioner og sygehuse. Udlejring af socialretlige værdier. Stigende fattigdom (Primært på grund af 300 timers reglen og starthjælpen)og tiltagende større huller i det danske velfærdssystem. Politireform, og andre værdiforringelsesreformer

3)      Muhammedkrisen, tørklædedebat, manglende integration, større problemer færre løsninger, international kritik af Danmark, sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark

4) Klima og miljø forringelser, manglende ambitioner i den globale klimaindsats, insisteren på at bruge biobrændsel og dermed brænde vores i forvejen knappe lagre af fødevarer op, som benzin i vores biler.   

5)      Privatisering af velfærdsrettigheder, service og ydelser – Tiltagende forsikringstendenser særligt på sundhedsområdet.   

Alt i alt et nyt og ikke særligt trygt eller solidarisk Danmark.

Forklaring til ovenstående :

I den tid Anders Fogh Rasmussen indtil videre har siddet ved roret som statsminister i Danmark, har han og hans regering (de facto flertallet) excelleret i utallige fatale fadæser for folket , hvis katastrofale følger systematisk bliver klinisk fjernet fra den realpolitiske dagsorden, gennem en kortsigtet men vedvarende og mediestyret enkeltsagspolitik og gennem et fokus på folkevalgte etisk og solidarisk ansvarlige oppositionspolitikeres privatliv, liv og levned, i et pinligt forsøg på at grave skandaler frem.

Regeringen nægter arrogant og knejsende i dens magtfuldkommenhed, at indlade sig på de debatter og diskussioner som de ansvarlige oppositionspolitikere sætter på dagsorden, for at få et svar fra regeringen på, hvad det er de tror de laver  med vores allesammen samfund - og med hvilken begrundelse de gør det, men desværre henviser de monotont og komatøst igen og igen til, at regeringens mål skam da er at gøre det der bedst for Danmark og den danske befolkning, og at det at det ser ud til at den førte politik har den modsatte effekt, blot er et tilfælde og i virkeligheden sikkert ikke sandt (til trods for at der ligger vægtige beviser herfor).

Det samme tilfælde er ligeledes gældende for sammenfaldet mellem det samfund man ser konturerne af i disse år, og den minimalstat Fogh beskriver i sin bog om hans drøm for fremtidens Danmark. Det siger de i hvertfald. Men det er jo ikke sandt, og det er der (THANK GOD ALMIGHTY) rigtigt mange der efterhånden både har fået øjnene op for, og  vil gøre meget for at bekæmpe.

Regeringen vil meget gerne kunne komme alle deres fatale fadæser for folket ind under det berømte og efterhånden nok så bulede gulvtæppe, men vi skal huske på dem, de fatale fadæser og ikke mindst – igen og igen – huske den danske befolkning på, hvilke fatale fadæser det drejede og drejer sig om, hvad konsekvenserne var og er , hvordan det kan være at det er så vigtigt at få standset den fatale samfundsudvikling regeringen har sat i gang, gennem de sidste 8 år, og meget skarpt og tydeligt fortælle hvad det konkret er SF her og nu, og på sigt  vil gøre anderledes, og hvordan man vil gøre det.

P.s : – til yderlige søgning og information  :

Man skal vide...

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Når jeg åbner for avisen, nyhederne eller på anden vis informeres om hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er der tegner den lovgivning og dermed det samfund vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe. 

Herefter stemmer et politisk flertal i folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe der lovgives overfor. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens stærkt mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn som vælgerne kan forholde sig seriøst til.

Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning at miste overblikket og samfundets sammenhængskraft bringes i yderste instans dermed i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt, i den kortsigtede enkeltsagspolitik.

Man skal heller ikke være blind for at visse sager bringes frem af politiske kræfter som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden, noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden, og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om. Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.

Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk- af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammer kortsigtet enkeltsagspolitik generelt svage grupper hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager  der dukker op. Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare og at få løst de udfordringer de står med. Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag, det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.

Endeligt synes jeg det er latent udemokratisk at føre kortsigtet enkeltsagspolitik fordi der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind af bagdøren, mens opmærksomheden drejer sig om noget andet. Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme udenom at ligge det værdi, menneske og samfundssyn som de repræsenterer, frem for vælgerne så vælgerne reelt og uden usolidarisk og udemokratisk manipulation af den offentlige politiske debat og dagsorden, kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse, i demokratiets oprindelige ånd.

På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og  kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.

Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager. 
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.

Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.

Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.

Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres,  men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!

Onsdag 2 April : Landsmødet nærmer sig efterhånden...

Landsmødet nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og som jeg kender tiden, så har den det med at flyve afsted, særligt lige nu, hvor der sker så mange ting. Inden jeg får set mig om står jeg i Falkonercenteret og føler mig nok lidt ydmyg og imponeret, over at være med, og så går landsmødet jo i gang. 600 delegerede har jeg hørt vi bliver. Det er mange.

Men hvad laver man egentligt på et landsmøde ? Ja altså ud over debat, afstemninger, valg til HB og fest lørdag aften ? (Det er bestemt også vigtigt - ingen tvivl om det ) Er tiden lang eller flyver den også afsted der, og hvordan mon det bliver, sådan rigtigt at være med ?

Jeg er også så småt begyndt at bekymre mig lidt over det logistiske i landsmødet, der er nemlig noget med min evne til at navigere og finde den rigtige vej, på egen hånd rundt i storbyer som jeg ikke kender ret godt....

Jeg har ikke været i Falkonercenteret før og jeg har bestilt overnatning et andet sted i Kbh, så jeg må hellere printe og nærstudere nogle krakkort, inden jeg begiver mig afsted. Min mand er begyndt at bive nervøs for om jeg nu kan finde vej, men jeg er fortrøstningsfuld, det skal nok gå. "Hvor der er en vilje er der en vej" sagde en klog gæv jysk kone engang.

For at dulme min mands bekymring, vil jeg dog tage et par ekstra krakkort med derover.

Jeg har her i eftermiddag modtaget en bekræftelsesmail fra Lars Brandstrup, på at jeg er tilmeldt som delegeret fra Nyborg.

Jeg kan godt mærke at jeg begynder at glæde mig til landsmødet, jeg tror det vil gøre stort indtryk på mig.

Torsdag 3 april : Og så er der alt det praktiske...

Da jeg endnu ikke har modtaget bekræftelse på min booking på vandrehjemmet, vil jeg i dag tage kontakt til dem, og sikre mig at der ikke er sket en fejl.

Jeg er også så småt begynde at forholde mig til tøj osv., for jeg vil ikke efterlade andet end mit sengelinned på vandrehjemmets fællessal hvor jeg skal overnatte. Jeg vil tage så lidt med som muligt, og evt benytte mig af en bagagebox eller andet i Falkonercenteret, hvis det er muligt. Det vil jeg også undersøge i dag, Det er jo alt andet lige, væsentligt mere praktisk at have sine ting der hvor man også selv opholder sig.

Jeg har planlagt at medbringe lidt mad til mine sunde og fiberrige mellemmåltider (Jeg fik tvillinger i 2007 og er stadigvæk i gang med at genvinde formen) men har også indstillet mig på, selv at skulle købe det meste af mit mad og drikke ude i byen, eller i Falconercenteret hvis det er muligt (og ikke er vanvittigt dyrt). Der er jo også både nogle middage og frokoster indlagt som punkter på dagsorden for landsmødet, så vi overlever nok allesammen.

Jeg er gået i gang med at printe og nærlæse baggrundspapirer osv fra www.sf.dk til mødet. Jeg vil i de næste par dage overveje hvordan jeg forholder mig til de respektive elementer, og ikke mindst hvordan jeg vil stemme, både i forhold til fremsatte forslag og HB valget.

Jeg vil også bruge dagen i dag på at hente pladsbillet og billet til turen, og så vil jeg ellers bruge noget kvalitetstid sammen med mine børn, og min mand - det skal nemlig også til !!

Dagens rundringninger osv. har ført følgende med sig :

Min bekræftelse på booking på vandrehjemmet var sendt til en forkert email adresse - derfor havde jeg ikke fået den - de sendte en ny, som jeg allerede har modtaget. Jeg forespurgte om der var mulighed for bagageopbevaring på vandrehjemmet, men det var der ikke. Jeg ringede herefter ud i falkonercenteret for at forhøre mig om det var muligt at opbevare sin bagage her, og de fortalte mig at der til SF landsmødet er en garderobe hvor man kan opbevare sit overtøj og sine ting, på eget ansvar.

Falconercenterets øvrige bagageopbevaringsfaciliteter er for hotellets gæster, men det er muligt, oplyste de, ved booking af konferencer etc som dette landsmøde, at booke med betjent garderobe og bagageopbevaring så deltagerne har mulighed for at medbringe og benytte deres bagage.

Det synes jeg ville have været en god ide, for som det er nu, ser jeg ingen anden udvej en at "Travel light" ´- mere "light" end jeg egentligt bryder mig om, men jeg må jo tage det som en udfordring i at pakke så meget som muligt så praktisk som muligt på så lidt plads som muligt, uden det vejer alt for meget.

Fredag 4 April : Hvad laver man mon på et landsmøde ?

Det er i dag de sidste papirer, ændringsforslag osv. offentliggøres på www.sf.dk.  

Jeg har hørt mange sige at jeg godt kan glæde mig til landsmødet, fordi det plejer at være et af årets højdepunktet, kun slået af sommertræffet, som efter forlydende byder mere på sociale aktiviteter, debatter og workshops end landsmødet, som er det mere alvorlige, (næsten) rent politiske møde.

Jeg har svært ved at forestill mig rammen, for jeg har hverken været i Falconercenteret eller til et politisk landsmøde før. Jeg kan forestille mig at der må være nogle mennesker med nogle store koordinationsopgaver, når der skal holdes styr på 600 delegerede + gæster og andre med taleret, der gerne vil deltage i debatterne.

Jeg har selvfølgelig set landsmøder (eller rettere uddrag fra landsmøder) på TV, og har jo også set en del konferencecentre o. lign i mit organisatoriske frivillige arbejde, men det er jo altid noget nyt, det er det også denne gang.

I følge den foreløbige dagsorden starter vi med at blive budt velkommen, hvorefter der er spisning og debat. Det lyder til at det ikke bliver for sent.

Lørdag ser i følge dagsorden ud til at være landsmødets store dag, med afstemninge, beretninger, valg og debatter, krydret med frokost, middag og endeligt lørdag aften, fest. Det kunne godt tænkes at blive sent, men jeg vil meget gerne op og være klar til at deltage i debatten om fremtidens offentlige sektor, søndag formiddag fra 9 - 11. Søndagen indeholder flere debatter, frokost og afslutning i store træk, og landsmødet slutter sidst på eftermiddagen søndag.

Jeg kender altså rammen (dagsorden i hovedtræk) men har ikke før været forsamlet med 599 andre engagerede SF'ere, hvoraf de fleste tilmed har en forsamlingskultur, nogle vaner, mønstre og forforståelser som vi forholdsvis få førstegangsdeltagere nu bliver en del af. Det lader dog til at man er på forkant med at der er kommet så mange nye medlemmer, så jeg tror nu nok der skal være plads til os også.

Fredag 4. April - Lørdag 5. April : Tanker om og holdninger til landsmødedebatterne

Der er 1 debat tema på dagsordenen som jeg vil kommentere uddybende her :

Håb. Forandring. Resultater 

Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad vi kommer frem til under dette punkt.

Kl. 22:00

Det var et rigtigt positivt bestyrelsesmøde der blev afholdt i SF Nyborgs lokaler i Nyborg, her i aften fra kl 19:00 til 21:00.

Der var i hovedtræk enighed om, hvad vi mente i forhold til de forskellige ændringsforslag og valg, og det var en både god og tilpas afmålt debat der fulgte i bestyrelsen efter fremlæggelsen af hvert punkt. De længste debatter udspandt sig omkring opstillingsform og EU forbehold, men der var god konsensus og overvejende enighed i partiforeningen.

Der var i slutningen af møde tale om at lave et 1. Maj arrangement efter talerne i 3F - et arrangement som skal foregå i vore lokaler i Kongegade. Dette arrrangement ved jeg dog ikke om bliver til noget, men da der er baggrundsgruppemøde med vores byrådsmand 28 april, vil jeg da spørge nærmere til det.

Jeg trådte forresten ind i bestyrelsen, da et medlem trak sig pga andre forpligtigelser. Jeg glæder mig til at lære en hel masse af de mange dygtige og erfarne mennesker der sidder i bestyrelsen nu, og har et indgåede kendskab til SF Nyborgs historie og fundament, både politisk set og i forhold til den lokale forankring forstået som opbakningen blandt lokale vælgere.

Onsdag 9. April : Storkredsformøde til Landsmødet

Der er kommet en invitation til formøde for delegerede og gæster i forbindelse med  landsmødet i weekenden. På dette formøde i storkredsen skal papirer, udtalelser, forslag, ændringsforslag og valg gennemgås og vi vil som hhv delegerede og gæster, få lejlighed til at danne os et overblik over, hvorvidt der er en eller flere fynske vinkler/ linier på de respektive områder og i den overordnede konsensus vi kommer ( eller ikke kommer) med.

Det lyder spændende, jeg glæder mig.

Kl. 22:00

Det var et møde, hvor de samme punkter som blev drøftet i bestyrelsen i Nyborg i går, blev gennemgået og debatteret.

Der var ikke den store uenighed, men særligt én interessant ting som berører en af mine personlige mærkesager, dyrevelfærd, det falder nemlig indenfor samme policyområde, nemlig miljø :

* Sofus Ryge Petersen fra Odense har stillet ændringsforslag til HB's landsmødeudtalelses klimapunkt. Der mangler nemlig miljø, naturbeskyttelse osv i vores politik, det mener jeg også. SF er et grønt parti - ikke kun et klimaparti. Miljø bør inddrages i SF politik. Jeg mener yderligere personligt, at dyrevelfærd bør på SF's grønne dagsorden også.

Jeg bemærkede i slutningen af mødet at jeg havde noteret mig, at der ikke var lagt papirer eller debat ud til dagsordenspunktet "Fremtidens offentlige sektor" Folketingskandidat Karsten Hønge, som var gæst fra FT, ved mødet, svarede at der under dette punkt, søndag kl. 09:00 - 11:00,  vil komme 3 meget centrale debatindlægsholdere - og sparke den meget vigtige debat vi skal have her, godt i gang. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Karsten Hønge kom også hen og snakkede med min partiforeningsbestyrelseskolega, næstformand Flemming og jeg, om hans forslag til os, på storkreds GF, om at han vil komme ned til et arrangement hos os i nyborg, eller være vært ved en SF Nyborg medlemstur til Christiansborg. Det var særligt det sidste vi talte om, og alle 3 var ret interesserede i.

Jeg håber det bliver til en realitet arrangementet, for det kunne være rigtigt spændende, som nyt eller gammelt medlem, at komme på sådan en tur.

Torsdag 10 April : Sidste tanker og overvejelser inden landsmødet

"Spændende Landsmøde forude..."

Et mere humoristisk indlæg end ellers……her i den alvorlige konflikttid 

"Åbent brev til mine kreditorer"

Vedr.: svar på Deres rykkerskrivelser

Højtærede herrer!!

Jeg har nu igennem lang tid tålmodigt modtaget Deres ophidsede breve angående de beløb jeg skylder dem. I brevene påstår De, at De meget vel kan forårsage problemer for mig, eftersom De mener, at beløbene skulle have været betalt for længe siden, og at De ikke kan forstå, hvorfor dette ikke er sket. Da De omtaler problemer, tillader jeg mig at oplyse følgende:

1997 købte jeg et værtshus på afbetaling, 1998 borde og stole og et køleskab, 1 ismaskine og 1 kasseapperat.

2001 brændte nogle utilpassede unge værtshuset ned og efterlod stort set ikke andet end en forbandet masse aske.  Efter alt dette begyndte jeg at gå i kirke.

I 2002 døde min far efter et mangeårigt alkoholforbrug, og min handicappede bror blev samme år fejlbehandlet og døde på et overfyldt offentligt sygehus, på grund af lægesjusk og dårlig hygiejne.. En stodder gjorde min datter tyk og jeg blev af kommunen  pålagt værgeskab og ansvar for barnet selvom jeg ikke ville. ungen har hylet i døgndrift siden.

I 2003 fik en af drengene fåresyge, som desværre gik ned i ham. Han blev tvunget til at lade sig kastrere for at redde livet. En dag tog jeg ud at fiske, båden tippede rundt og jeg mistede de største tunfisk, jeg nogensinde har set og to af mine drenge druknede. Ingen af dem var den, der var kastreret!!

I 2004 stak min kone af med en neger, men han efterlod et par sorte tvillinger som souvenir. Jeg giftede mig med min husbestyrerinde for at holde omkostningerne nede, men hun blev syg og mistede retten til at få dagpenge, kontanthjælp eller pension, og efterlod mig med hendes 7 forhutlede unger, da hun døde i 2005.

I 2006 brændte resten af bygningerne - forsikringen nægtede pure at udbetale min forsikringssum, og jeg begyndte at drikke. Jeg ophørte ikke med den vane, før jeg ikke havde andet tilbage end et vandtæt ur og nyreproblemer. En rum tid bestilte jeg ikke andet end at trække mit ur op og løbe ud for at pisse.

Efter et år på denne måde var jeg kommet så meget til fornuft, at jeg besluttede mig til at gøre et nyt forsøg. Jeg købte i slutningen af 2007 en nedlagt kro, men en cyklon, der kom forbi, fordi klimaet har taget så meget skade af vores forurening, blæste det hele ind i næste sogn.   Nu er jeg så fattig, at, hvis det kostede en øre at skide, så ville jeg være nødt til at kaste op i stedet for.

At forsøge at få penge ud af mig vil være som at forsøge at stoppe smør op i ...på en vildkat med en strikkepind.

Nu påstår De imidlertid, at De kan skabe problemer for mig; det eneste jeg kan sige Dem mine herrer er dette, at De er hjertelig velkommen til at forsøge.

De venligste hilsener fra "Hr. Jensen"

Til trods for at der findes en række bestemmelser i såvel love, som konventioner og erklæringer (som er gældende her i landet) hvori man kan læse at børn har RET til at blive beskyttet mod at være fattige, og at børn har RET til at få en sund, tryg, omsorgsfuld og udviklende barndom, lever der helt faktuelt børn i Danmark som er reelt fattige. Mange. Alene i København lever der 6000 reelt fattige børn. Herudover findes der en ikke nærmere redegjort kæmpestor gruppe af fattigdomstruede børn
 
Det kan ikke være rigtigt at uskyldige børn skal pålægges denne fattigdom, med negativ social arv og et markant forringet livs – og udviklingspotentiale til følge.
Jeg ønsker at vi som samfund til enhver tid skal værne og beskytte børnenes leve – og livsvilkår, noget der næppe er mange der er uenige med mig i.

Børnenes rettigheder krænkes 

Danmark ratificerede med stolthed FN’s Børnekonvention i 1991. I Børnekonventionen står der blandt andet at børn har ret til social sikkerhed (artikel 26), en ordentlig levestandard (artikel 27) og uddannelse (artikel 28).
Men det får de fattige børn i Danmark ikke. Vi krænker altså som samfund, helt basalt børnenes rettigheder, ved at tillade at børn udsættes for fattigdom og dens følger. Det synes jeg er meget trist. Disse børn og familier lever under nogle vilkår og forhold vi ganske enkelt ikke kan være bekendt.
Der er helt akut behov for at der sættes ind med konkret hjælp til disse børn, de har ret til og krav på at vi som samfund beskytter og understøtter deres trivsel og tarv, og det sker ikke i øjeblikket.
Børn har grundlæggende krav på samfundets beskyttelse og støtte, både etisk og juridisk set, det står blandt andet at læse i vore børnelov, forældreansvarslov, servicelov, og i internationale konventioner som f.eks FN’s børnekonvention. 

I formålet med den særlige støtte til børn og unge i Lov om social service (§ 32, stk. 1) hedder det at :

"Opgaven i det sociale arbejde med de svagest stillede er at give hjælp, når problemerne opstår, således at den fortsatte personlighedsudvikling, og de fremtidige livsmuligheder, ikke lider skade. Hjælpen skal gives så " de på trods af deres individuelle vanskeligheder, kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende" 

Ikke et eneste af disse børn fortjener at være fattige, ikke på nogen måde, de fortjener omsorg, beskyttelse og kærlighed, præcis ligesom alle andre børn, noget Danmark da også gerne profilerer sig på at være forkæmper for, ude i verden.

Det håber jeg at vi får vores ansvarlige politikeres øjne op for, så vi i fællesskab kan sætte ind og understøtte disse børn både helt akut og på længere sigt, ved gennem lovgivningen at sikre, at de børn, hvis forældre lever under de laveste indkomster i overførselsindkomstgruppen, ydes særlig hjælp og understøttelse.

SF's forslag til en akut indsats

SF kom i sidste uge med et udspil til en akutindsats overfor disse børn, det håber jeg at vores meget dygtige Ôzlem Cekic (MF for SF & Socialordfører)  med resten af SF's store folketingsgruppe i ryggen, formår at opnå flertal for i folketingssalen. Der må og skal fokus på den øgede ulighed og fattigdom i Danmark, det må og skal på den politiske dagsorden, hvilket også SF fortsat kæmper meget hårdt for.

Fremtidens Danmark er i SF's vision et sted hvor hverken børn, voksne eller familier skal leve i og med fattigdom - social ulighed og negativ social arv - et samfund hvor vi lever i respekt, tolerance og rummelighed i en fælles konsensus om fællesskabets ydre frie og demokratiske rammer.

Fredag 11 April : Ankomst til landsmødet 2008 - indtryk og tanker

Mange hilsner fra Mette Valentin

Universalvelfærdssamfundets socialretlige værdier smuldrer i VKO regeringens jerngreb. Dette er senest demonstreret i et forslag fra Velfærdsminister Karen Jespersen, som kort gengivet ønsker at familier og pårørende skal pålægges et personretligt ansvar i forhold til familiemedlemmers sociale problematikker – et meget stort skridt mod en fuldstændig fjernelse af de socialretlige grundværdier – noget også den forvaltnings – og socialretlige udvikling i sig selv gennem de seneste 8 år, har vist større og større symptomer på.

En universel værdi om borgerens ret til i stor udstrækning selv at være med til at definere såvel problemer som løsningsmuligheder, er afløst af retligt regulerede visitationsværktøjer, ressourceprofiler, arbejdsevnemetoder og meget mere af samme skuffe, og samtidigt er Sociallovgivningen splittet op i 3 dele, som repræsenterer 3 forskellige værdisæt, i forhold til de borgere, som den offentlige sektor er der for. De 3 dele er Beskæftigelsesloven, Lov om en aktiv Socialpolitik og Serviceloven. Herudover har den forvaltningsretlige regulering tiltagende mindre indflydelse idet det forvaltningsretlige værdisæt som det universelle velfærdssamfund oprindeligt blev bygget op omkring, ikke længere er universelt gældende for den førte socialpolitik.

Socialretten opstod oprindeligt med afsæt i hhv. arbejdsretten og personretten, idet velfærdssamfundets institutioner efterhånden som de tager form op igennem det 20 århundrede, overtager et forsikringsmæssigt ansvar fra arbejdsgiverne for at sikre alle borgere at deres rettigheder varetages til enhver tid.

Allerede i industrialiseringens start og særligt i efterkrigstiden blev der inddraget stadigt større dele af personretten, i velfærdssamfundets institutionelle udbygning, igen for at sikre at ALLE borgeres rettigheder varetages trygt og godt, og indtil Fogh regeringen satte sit angreb ind, fungerede de socialretlige værdier i sig selv som et finmasket og unikt sikkerhedsnet under samfundets borgere. Dette net er nu så godt som væk, de socialretlige værdier smuldrer som aldrig før, mens der ligges mere og mere ”tilbage” til de feudale strukturer, hvilket hvis ikke der sættes hårdt ind mod disse truende tendenser, vil medføre et fremtidigt Danmark hvor velfærdssamfundet består af en Residual/ Kooperativ udgave af en minimalstat hvor det er Darwins lov der gælder, Mammon der er regering og egoisten der selv er Gud.

Denne udvikling må og skal stoppes. Vi ser de stigende kooperative forsikringstendenser eksplodere i vækst i disse år, særligt på sundheds – og pensionsområdet – så udover at føre de socialretlige forsikringsværdier over på arbejdsmarkedet/ erhvervslivet er regeringen er åbenlyst også ud på at føre de socialretlige individrettigheder og pligter, tilbage til personretten.

Vi må reparere, genopbygge, genskabe og nyudvikle den offentlige sektor, så den kan blive det stærke og trygge fundament for et fremtidigt Danmark hvor bæredygtighed og solidaritet trives i både det store, det lokale og det nære fællesskab, med plads og frihed til den enkelte.

Regeringens de facto afmontering af den offentlige sektor må og skal standses - problemet er stort og vi har alle et ansvar for at være med til at løse det - for både nutidens og for fremtidens skyld.

Det viser sig desværre nu, at vores undervisningsminister, som ellers aktuelt er ude og profilere sig selv i endnu en kampagne mod mobning, ikke ønsker at lovgive specifikt mod mobning.

Ved min hendvendelse til DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø), som står for den aktuelle anti mobningskampagne, for at få dem til at lave et link til underskriftsindsamlingen for en specifik lovgivning mod mobning, svarede de tilbage :

Støt underskriftsindsamlingen på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk

Lige efter påske kom socialdemokraternes Mette Frederiksen med et forslag om, at man skal indføre et takseringssystem i børne - unge sager, som kort fortalt går ud på, at jo tidligere barnet anbringes udenfor hjemmet, jo større refusion får kommunen fra staten.

Som jeg forstår forslaget er intentionen (og underforstået opdragelsen af kommunerne) at de socialpædagogisk behandlingskrævende unge skal opdages og anbringes udenfor det hjem, som underforstået er skyld i, at barnet nu er blevet et utilpasset socialpædagogisk behandlingskrævende ungt menneske. Denne anbringelse skal så finde sted så tidligt i barndommen som muligt.

Jeg ser en hel række problemer tordne sig op, såfremt dette forslag indføres i praksis.

Først og fremmest har man taget et udgangspunkt som både er deterministisk i forhold til barnets/ den unges videre udvikling, og ensidigt fokuseret på at barnet tager skade af, at blive i hjemmet. Der er dog endnu ikke nogle undersøgelser som peger på at børn der har været anbragt i diverse foranstaltninger udenfor hjemmet gennem deres barndom, bliver mere velfungerende end de unge der bliver i hjemmene, og udenfor systemets søgelys.

Der er dog mange undersøgelser og en del empiri der viser at barnet har allerbedst af at blive i hjemmet hvis det overhovedet er muligt, og forsvarligt, eller med andre ord hvis der kan afdækkes tilstrækkelige ressourcer i og omkring familien, til at barnet trygt kan forblive i hjemmet. Servicelovens kapitel 11 om børn og unge, betoner da også direkte i lovteksten, at intentionen i en børne/ ungesag er, at familien skal bringes til at fungere i så høj grad som muligt, ved at man understøtter og hjælper familien til at få løst de mekanismer, og destruktive mønstre, der har medført at et eller flere af familiens børn udviser tegn på, at der er behov for samfundets hjælp og støtte. Alt dette skal ske med et centralt fokus på barnets/ den unges trivsel, tarv og udvikling.

Der foranstaltes efter et princip om, at man ikke må foranstalte mere indgribende end højst nødvendigt, og at man skal afsøge og reelt afprøve  andre (realistiske) måder at støtte og hjælpe familien på, end anbringelse udenfor hjemmet, som er den mest vidtgåede af foranstaltningerne.

Ved at indføre en decideret økonomisk gulerod som de efterhånden deformerede multihandicappede og plejekrævende kommuner ikke kan overse, hvorend de gerne vil, går det i sidste ende ud over børnene, som i forvejen har svært nok ved at blive hørt og set på en helhedsorienteret måde.

Tidlig anbringelse er for mig at se en løsning der nytter omtrent lige så meget som at hælde skoldhed kaffe ud over sig selv, fordi man fryser,  meget kortsigtet en umidelbart effektiv ting at gøre, som dog hurtigt viser sig at have tilført mere alvorlige skader end kulden gjorde det. Problemet er at resultatet på længere sigt er, at det hele bliver meget værre, end det var før, for hvis det skal virke at stramme op, og systemet skal kunne følge med,  skal der skrues langsomt og kun lige tilpas op for varmen. 

Hvilken effekt anbringelse udenfor hjemmet har, ligger hen i det uvisse, der mangler i den grad evidens på området, og den evidens der findes (bl. a. Bryld, Tine) peger i den modsatte retning, på, at de sager hvor børnene/ de unge i sidste ende bliver velfungerende voksne uden alt for mange ar på sjælen, det er de sager, hvor foranstaltningerne barnet/ den unge og familien bliver visiteret til, er foranstaltninger som ikke splitter, men samler og understøtter familien, som er ethvert barns mest dyrebare fundament i livet.

Jeg er 100 % enig i, at der skal gribes ind overfor den tilsyneladende stigende gruppe af utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge, men jeg mener det ville være fornuft først og fremmest at få afdækket hvem de er, hvor de kommer fra, hvad deres historie er og hvilke mekanismer i lokalmiljøet, kulturen, institutions - og uddannelsessystemet der direkte eller indirekte understøtter væksten i gruppen af disse i virkeligheden rodløse og ulykkelige, vrede unge mennesker. 

Vi må finde en måde vi kan inkludere disse unge mennesker i samfundet på, men det kræver som sagt først og fremmest at vi ser helhedsorienteret på hele fænomenet og efterfølgende ser konkret på, hvordan vi som samfund bedst kan løse, afhjælpe og forebygge disse problematikker.

Hurtig anbringelse er en hovsaløsning som ikke gavner børnene/ de unge eller familierne, men snarere ser ud til at have en straf indbygget i sig overfor de potentielt kommende utilpassede socialpædagogisk behandlingskrævende unge. Det er børn som knap er født endnu, og ærligt talt vel ikke skal snydes for muligheden for at deres forældre kan få hjælp og støtte til forældreopgaven, såfremt det viser sig, at de ikke magter at bære opgaven adækvat, uden hjælp og støtte.

At gøre refusionen betinget af barnets alder er at fjerne fundamentet for at børn/ unge og deres familier trygt kan henvende sig for at få hjælp, uden at skulle frygte at det ender med at forvaltningen anbringer barnet udenfor hjemmet, uden proportionelt adækvate undersøgelser entydigt forud for denne beslutning, har vist, at det er det eneste rigtige at gøre, for barnets trivsel, udvikling og tarv på sigt.

Kommunerne er, som de fleste ved, økonomisk i knæ og vil ikke kunne undgå at der i de respektive lokale  byråd mange steder, straks øjnes en mulighed for de store besparelser (underforstået frisatte ressourcer) som de fleste kommuner skriger efter. Dette er dog endnu engang en kortsigtet gevinst, for beregnes prisen for alle disse nye anbringelses - og plejeforhold samt hjælp til barnets biologiske familie, osv. bliver det mindst lige så dyrt.

Lad os bevare hovedet koldt og danne os et solidt grundlag at forholde os til fænomenet, på baggrund af. Først derefter kan vi med rimelighed tage stilling til hvad der skal gøres, hvor, i vores sociallovgivning. der skal sættes mere effektivt ind.

En undergravelse af de socialretlige værdier og principper i børne/ unge sagsbehandlingen og de efterfølgende foranstaltninger er under ingen omstændigheder en løsning, det er for mig at se blot at gøre det hele meget værre, end det allerede er. Det kan vi ikke være bekendt. Vores samfund er for rigt til at vi har brug for at gribe til den slags tiltag, tiltag som under alle omstændigheder vil gøre mere skade end gavn, og mest af alt i virkeligheden betår af politisk varmluft fra en knap så velinformeret politiker, der gerne vil med frem i mediernes søgelys, og derfor kommer med udtalelser der strider direkte mod den kendte evidens og den akkumulerede erfaring der findes på området.

Der er i øjeblikket en debat om at der er tendenser til hysteri omkring pædofili - hysteri som gør at mange fagfolk og forældre (særligt fædre)ikke kan agere og opføre sig frit og naturligt sammen med deres børn - i forhold til deres børn etc. og dette altså af frygt for at barnet eller andre voksne skal misforstå ens adfærd som værende pædofil. 
Det er og bliver efter min overbevisning, grundlæggende altid børnene/ ofrene som skal og må stå forrest og have det største hensyn til sit tarv varetaget af de omsorgspersoner og det samfund som i hhv. højere og mindre grad har et medansvar for barnets udvikling, vækst og trivsel.

Det er utroligt svært at komme i en konstruktiv dialog med de stærke og nærmest biologisk forankrede følelser som en normal forælder styres af, når han/ hun frygter eller måske ligefrem konkret formoder, at deres barn er blevet forulempet/ skadet eller udsat for noget, der ALDRIG bør ske, for hverken børn eller voksne (læs seksuelle overgreb/ pædofili).

Men jeg tror det er nødvendigt at få en dialog i gang omkring denne tiltagende angst for at vores (og andre) børns omsorgspersoner i virkeligheden er pædofile - vi må have fakta - eksperter - empiri og helt centralt dialog på banen, hvis ikke denne pædofiliangst skal medføre at vi i det offentlige rum/ samfundet bliver stadigt mere mistroiske og egoistiske overfor hinanden, af angst for at blive misforstået for at være pædofil.

Jeg tror det er et tabu vi må blive bedre til at diskutere og forstå, tendenserne til pædofoliangst, for det er vores børn, vores tryghed og vores fundamentale tillid til hinanden der lider skade ved at vi ikke tager os af det, og med et populært udtryk kommer ind i kampen.

                     Ole Sohn (gruppeformand i SF’s folketingsgruppe) rakte i den forløbne uge (uge 9) ud til Socialdemokraterne og det Radikale Venstre, ved at indbyde til grundlæggelsen af en fælles enhedsskole i oppositionen. Denne enhedsskole skulle, som jeg forstod det, have det mål at man i oppositionen fandt frem til de fælles grundlæggende, fundamentale værdier som gør, at man står i opposition til den aktuelt førte politik, og herunder naturligvis de værdier og det menneskesyn som ligger bag samme, og som følge heraf i stadigt stigende grad kendetegner vores samfund.

Både Socialdemokraterne og de Radikale var promte ude med en kategorisk afvisning af forslaget, og det tilmed uden at tage sig tid til at forholde sig seriøst til indbydelsen.

Det lader altså desværre til at SF’s nærmeste forbundsfæller i oppositionen, socialdemokraterne ikke vil anerkende SF’s politiske og befolkningsudvalgte plads som det 3. største parti i folketinget, og dermed at SF anno 2008 er en  realpolitisk faktor som man ikke kan komme udenom. Det Radikale venstre er stærkt amputeret og bløder stadigvæk efter de interne rystelser og den efterfølgende eksplosion ved dannelsen af ”Ny fadæse”, men partiet formår øjensynligt trods dette at opretholde illusionen om, at det kun er i et tæt samarbejde med dem, Socialdemokraterne vil kunne komme i regering.

Det Radikales aktuelle krise og mandatfald taler også for at styrke den samlede opposition, og dermed relancere sig selv som det socialt ansvarlige midtersøgende parti, som det radikale venstre oprindeligt var.

Jeg kan ikke lade være med at få associationer til de gruppedannelser, grupperinger og sociale inddelinger i hierarkiske ordener jeg var vidne til, i børnegruppen i de børnehaver og på de børnehjem og behandlingshjem, hvor jeg tidligere har haft arbejde, når jeg ser hvordan de forskellige partier samarbejder og ikke samarbejder. De driller, ydmyger, isolerer, manipulerer og snyder hinanden i et politiske spil, hvor det ofte ser ud til at personligt opståede alliancer og forforståelser partierne og folketingsmedlemmerne imellem har mere reel magt, end de demokratiske beslutnings – og høringsprocesser vi som demokrati engang var så berømmede for.

Det er så sandeligt på tide med en fælles opposition, hvis demokratiet i dets oprindelige form, skal genoprettes og hvis et reelt bæredygtigt og sundt samfund skal vokse frem.  Vi skal tage nogle grundlæggende diskussioner om vores værdier og menneskesyn, og vi skal have en klar retorisk forståelse af hvad vi lægger i moderne politiske slagord som velfærd, omsorg osv.

Vi må som samlet opposition vise hvem vi er og hvad vi mener, og ikke mindst at vi mener hvad vi siger, og at vi følger det op med konkret politik og eksempler på forandringer til det bedre.

Jeg håber at der i SF vil kunne startes en realpolitisk sprogliggørelse af visionen om et socialistisk samfund for folket anno 2008 - fortælle hvad der ligger i visionen både helt konkret og mere abstrakt, og dermed aflive de myter som VKO regeringen sammen med historien om de kommunistiske regimer i øst, så dygtigt har formet omkring vores vision.

Min vision er blandt andet at der skabes et bæredygtigt samfund hvor der er minimal ulighed og maksimal frihed under ansvar for alle. Denne vision er tilmed mulig og indenfor rækkevidde. Men sammen står vi stærkest – det er klart.

SF har for mig at se kompetencen, viljen, ressourcerne og opbakningen til at få endnu større fremgang og mulighed for at udføre realpolitik – Socialdemokraterne og det Radikale kommer ikke udenom SF som kommende regeringspartner, ved at stikke hovedet i jorden – I må ind i kampen og melde klart ud. Vil I lighed eller ulighed – ønsker i forbedringer eller forskønnelser – socialstat eller minimalstat ? etc. Vil I være med til at sprogliggøre og realisere visionen eller vil I hellere hoppe på vognen, når den er bygget ?

Uanset hvad S & R vil eller kan eller tør, , tror jeg personligt, at SF fortsat vil gå frem og vinde stemmer på et retorisk velformuleret og klart alternativ til det liberalistiske kapitalsamfund regeringen skaber i disse år. Et alternativ med vægt på lighed, frihed og solidaritet under ansvar og med bæredygtighed.

S & R’s kategoriske afvisning af en enhedsskole vil utvivlsom slå tilbage på som øget tilstrømning og opbakning til SF. Det klager jeg bestemt ikke over. Men det er da forunderligt at spillet om magten så nemt forvandles til det centrale i dansk politik, frem for den faktiske folkevalgte magt, som hele folketinget med alle dets 179 medlemmer tilsammen har, og udfra hvilken vores samfund til stadighed formes, forandres og udvikles.

Der er pt et de facto flertal i folketinget som uden diskussioner eller debatter med andre, fører en tiltagende mere og mere ensidigt økonomisk fokuseret liberal indenrigs - og udenrigspolitik, med store følger for Danmark og den danske befolkning, såvel nationalt, som globalt.

Det er det der skal være en opposition til, en samlet opposition som så vidt jeg ser og læser de respektive ideologiske fundamenter, dybest set er enige i målet, omend der er nogle større og mindre nuancer i vægtningen og forståelsen af forskellige policy områder, i praksis.