Når velfærdsminister Karen Jespersen under et åbent samråd i socialudvalget fremturer med, at det ikke er sandt at man mangler penge i kommunerne, bare fordi regeringen har indført en stram detailstyring af økonomien, samt indført skatte – anlægs – udgifts – og servicestop og lofter, så gør hun faktisk grin med den danske befolkning, for det strider jo ganske enkelt mod al sund fornuft at der ikke skulle være en enddog meget vægtig sammenhæng der. Denne åbenlyse sammenhæng er tilmed desværre den eneste form for evident sammenhæng der er tilbage, for kommunerne hvad økonomien angår. Det er efterhånden velkendt at regeringen har spændt livremmen meget kraftigt ind til benet i kommunerne, og samtidigt med dette er der blevet indført omfattende og meget massiv kontrol og straf lovgivning overfor de arbejdsmarkedsrelaterede forvaltningsenheder og de borgere der henvender sig der for at få hjælp (Jobcentre etc).Via en kortsigtet og liberalt funderet lovgivning samt økonomiske trusler og sanktioner tvinger regeringen således vedvarende kommunerne til at svigte deres primære opgave som et trygt og tætmasket sikkerhedsnet og netværk i velfærdssamfundet  Danmark.

Hele den offentlige sektor, velfærdssamfundets motor, bløder og ligger på knæ alt i mens såkaldt frie, uafhængige eller private hospitaler, skadestuer, sundhedsforsikringer, fagforeninger, børnehaver, skoler osv. skyder ildevarslende op overalt, med en frygtindgydende og eksplosiv vækst, som vist kun VKO regeringens allerhårdeste kerne, formår ikke at blive meget stærkt bekymrede over. Velfærdsministeren var under samrådet ikke bleg for at erkende at hun synes det var glædeligt med væksten i det private, og hun udviste tydeligt en decideret mangel på forståelse for, eller erindring omkring hvad det er hun selv har siddet med som ressortområde, både her  i de seneste år, og i hendes tidligere inkarnation som socialdemokratisk forkæmper for den offentlige sektor. 

Til trods for at oppositionen med Özlem Cekic (Socialordfører og MF for SF) i spidsen gentagne gange spurgte hende hvad hun ville gøre her og nu for de omsorgssvigtede og misbrugte børn som kommunerne akut mangler økonomisk råderum til at hjælpe som loven ellers foreskriver det, nægtede hun at komme med konkrete forslag eller svare på det forslag om en 50 % refusion, som SF fremsatte på samrådet.

Velfærdsministeren fremturede under det åbne samråd, monotont med at loven skal skærpes og følges ellers vil kommunerne blive økonomisk straffet !! GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!! Det er jo FORDI de i forvejen mangler økonomi at de ikke altid kan følge loven. Flere sanktioner vil jo alt andet lige bare gøre det endnu sværere for kommunerne på sigt.

Jeg synes at vores Velfærdsminister håner både kommunerne og de meget udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn ved at henvise til yderligere økonomiske sanktioner overfor kommunerne, for hun ved jo godt der er et problem, hun har jo selv engang, i hendes tidligere inkarnation som socialdemokrat, kæmpet med i kampen mod den samfundsmodel vi ser vokse frem efter VKO regeringens meget dygtige og kontinuerlige angreb på velfærdsstaten Danmark.. Den samfundsmodel jeg refererer til, er Minimalstaten som Fogh har drømt om, og som nu (ganske som Nyrup advarede hele Danmark om i 2001) er blevet en realitet på det realpolitiske tegnebræt. Men hun stopper desværre ikke der. Hun mener samtidigt at de yderst udsatte omsorgssvigtede og misbrugte børn og unges forældre skal irettesættes og pålægges at tage deres ansvar på sig - GOD DAG MAND ØKSESKAFT !!!

Årsagen til at disse forældres børn og unge er blevet omsorgssvigtede er jo netop at deres forældre ikke evner eller magter at varetage deres børns tarv, og disse forældre har tilmed været fattige og i systemets søgelys i årevis, hvorfor økonomiske sanktioner heller ikke vil kunne forbedre men derimod kun forværre situationen, og som følge heraf forringe muligheden for evt. langsigtede løsningsmuligheders anvendelse, markant.

Velfærdsministeren svigter altså de omsorgssvigtede og misbrugte børn og unge, og det ved hun godt.

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.