KL har netop underskrevet en aftale om kommunernes økonomi i 2009 - en aftale som vel selv det mest lalleglade og optimistiske menneske vil have svært ved at finde noget positivt i - en aftale der kort sagt sætter endnu en dynamo i gang i den accelererende proces mod at omdanne vores velfærdssamfund til Venstres ideal om en minimalstat.

Kommunernes økonomi ligger i forvejen underdrejet og er mildest talt inadækvat i forhold til de reelle behov. Så det er meget mærkeligt at KL lader sig overtale nu igen, og resultatet - det kan kun blive øget ulighed, fattigdom og social deroute for marginaliserede og udsatte grupper i samfundet.

Da manglende ressourcer betyder at der ikke er råd til forebyggelse, vedligeholdelse, udvikling og forbedringer - skattestop, service - udgifts - og anlægsloft forhindrer kommunerne i at føre virksomhed, og herudover er det vi kalder for "Den sociale lovgivning" gennem de sidste 7 - 8 år, blevet filtret så grundigt ind i den førte beskæftigelsespolitik, at det har medført at det i dag er stort set umuligt at få hjælp af den offentlige forvaltning, til andet end beskæftigelse og beskæftigelsesfremmende aktiviteter.

Nu er det desværre sådan at beskæftigelse langt fra er det eneste problem borgere henvender sig med, lever med eller støder ind i.

På børn - og ungeområdet har mange af landets kommuner allerede i år meldt ud, at de har store budgetoverskridelser på området, som følge af strukturreformens dønninger. Børn og ungeområdet får dog heldigvis mediemæssig stor bevågenhed, da der her er mange følelser der bringes i kog, men desværre forbliver denne bevågenhed på et overfladisk niveau, hvor tilsyneladende velmenende floskler om at anbringelser er den evigt saliggørende løsning af børne/ familiesager gør det yderst vanskeligt at komme til at snakke om indsatsområdets reelle barrierer og udfordringer.

Faktum er nemlig at anbringelser i langt de fleste tilfælde IKKE løser problemerne - tværtimod. Det er der flere årsager til. Anbringelsesstedernes kvalitet er mildest talt tvivlsom, såvel børn som forældre skades af at blive skilt ad som familie, medmindre der er tale om de meget få absolut ressourcefatttige og meget problemtunge familier - i langt de fleste tilfælde vil et egentlig familiearbejde være den rigtige løsning, men det er dyrt, kræver ressourcer, veluddannet personale og ikke mindst tålmodighed med processen - en anbringelse er både hurtigere og viser resultater her og nu ( Problem : Mor og far mangler forældreevner på nogle områder - Løsning : Barnet fjernes fra hjemmet ")Men desværre standser mange med at tænke allerede her - for Hvad skal de anbringes til., Hvordan vil man hjælpe dem med at få et godt liv i anbringelsestiden - og hvad skal målet være - at straffe børn og forældre - at hjælpe dem - eller ?

Med den nye aftale bliver det ikke længere et spørgsmål om at slukke omsiggribende brande med 1 eller 2 glas vand, men om at lade branden brænde ud, glassene er nemlig tomme nu og kommunerne er som regionerne på vej til helt reelt, blot at være boksebold for regeringens uanstændige socialpolitik !!

KL svigter befolkningen, kommunerne og fremtiden - ingen tvivl om det - for med denne øvelse er døren til minimalstatsdanmark blevet åbnet på vidt gab.

Læs mere på :

http://politiken.dk/politik/article524462.ece

Det er fredag 13. juni i dag - en historisk trist dag, hvor vores regeringsparti Venstre officielt (og med en endda ikke ubetydelig grad af stolthed) har meldt ud, at den offentlige sektor skal privatiseres - alle offentlige opgaver skal i udbud - velfærdsdanmark ophæves med øjeblikkelig virkning - i det hellige mammons ukrænkelige navn !!

Det er ærligt talt da lige til at tude over - jeg bliver oprigtigt vred, ked af det og frustreret over det der nu sker - den endelige implementering af minimalstatsdanmark, velfærdssamfundets endegyldige exit via et brud på den fundementale solidariske aftale, som hele vores land og kultur er bygget op over gennem de sidste 350 år. Men det sker nu, det jeg har frygtet og set komme. Jeg har frygtet det og ofte på min blog, i debatindlæg, læserbreve osv. advaret om at jeg har set det her komme  med stadigt voksende hastighed og styrke, gennem de seneste 8 år.  Alligevel har jeg dog, optimist jeg er, levet i og med et stille håb om, at oppositionen og de øvrige partier udenom Venstre vil standse en sådan fatal og irreversibel udvikling, såsnart den bliver tydelig nok for alle.

Jeg håber at der vil komme en meget kraftig folkelig og politisk protest mod dette fatale kursskifte for demokratiet og velfærdssamfundet Danmark - jeg håber i de næste dage her at se generalstrejke, mistillidsvotum i FT, international kritik, folkevalgte i kommuner og regioner der i fællesskab og samlet protest smider håndklædet i ringen og melder ud, at regeringen har gjort den offentlige sektor til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som gennem de seneste frontalangreb er blevet decideret ufunktionsdygtig og lammet - at det trygge fundament fjernes og at gulvtæppet (som i forvejen var ret hullet efter mange og gentagne frontalangreb) med øjeblikkelig virkning trækkes væk under velfærdsdanmark.

Det er i sandhed en meget trist og en meget meget alvorlig dag for vores samfund. Ingen fredag 13, film har kunnet skræmme og demonstrere maridtsagtige tilstande i den virkelige virkelighed som Venstres udmeldinger gør det i dag, ingen Freddy har kunnet skræmme mig som Venstre gør det, med deres politik - de ødelægger vores samfund og vores unikke velfærdsmodel, og fører vores land ud på en kurs der har yderst dystre udsigter. Det er jo lige til at tude over, men det gør jeg ikke. Jeg bliver sur og vred og får endnu flere kræfter til at kæmpe med i kampen for at få stoppet regeringen og Venstres hærgen i vores skønne land - der er kun en dagsorden her fra, og det er kampen om at få regeringen og Venstre ned fra magtens trone. De ødelægger jo vores land !!! Det er lige til at tude over er det, men det skal vi ikke - Vi skal give dem kamp til den bitre ende, ikke kun til stregen - det her er yderst alvorligt - og protesten kan efter min mening SLET IKKE BLIVE HØJ NOK !!!!

Synspunkt bragt i Fyns Stiftidende, Torsdag 5. Juni 2008 

Vi lever i et samfund anno 2008, hvor problemramte børn og familiers vilkår, trivsel og rettigheder overhøres og underkendes i råbekoret af stærkere befolkningsgrupper, som med interesse og fagorganisationer i ryggen protesterer højlydt over den samfundsudvikling og de forvitrede problemkomplekser, som regeringen har sat i gang.

Det er af og til børnene, der råbes op om, men de helhjertede og velmente forsøg på at sætte børns vilkår på den politiske dagsorden, ender desværre ofte i forhastet og uigennemtænkt hovsa-lovgivning, som med afsæt i kritisable enkeltsager fjerner endnu mere at det trygge fundament, som udsatte og svage børn og familier i dagens Danmark mangler i himmelråbende grad.

Virkelighedens eksperter inddrages og høres ikke i de kritisable enkeltsager, og der synes at være efterhånden uoverkommelige udfordringer og barrierer på området, bl.a. på grund af socialrådgiveres tavshedspligt - økonomisk knæsatte kommuner, der ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret eller for den sags skyld i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.

Socialrådgivere er underlagt et fuldstændigt absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning som ændres og opdateres næsten dagligt, og hertil kommer, at kompleksiteten og forvitringen i de hjælpesøgende familiers problemkompleks tager til, så længe denne udvikling fortsættes.

Resultatet bliver overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børnene og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor muligheder for leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.

Det er helt afgørende nødvendigt, at vi på et politisk plan varetager børnenes vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde.

Det er afgørende nødvendigt med en faktisk afdækning af barndommens tilstand anno 2008 - både for børn, der klarer sig godt og de, der ikke gør. Kun på baggrund af erfaringer og viden kan vi reelt tage stilling til, hvor slemt det ser ud, hvor store reformer der skal til.

Først og fremmest må de brande, der er blevet sat i gang af regeringens 300 timers regel, starthjælp og andre velfærdsforringelser over for samfundets udsatte grupper, slukkes.

Der må og skal gøres noget ved problemerne, for Danmark skal også være et godt, rart og trygt sted for de udsatte børn, og deres familier - både nu og i fremtiden. Andet kan vi ikke være bekendt.

Jeg tilhører selv en af dem der ikke har for vane at springe bestrejstret op af stolen ved muligheden for at diskuttere emnet Trafikpolitik. Jeg har dog på det seneste, i lyset af de aktuelle udfordringer og barrierer der er for en adækvat og bæredygtigt logistisk infrastruktur, ændret mening om hvor interessant det er eller ikke er at diskutere Trafikpolitik. Det er nemlig ikke bare interessant og relevant at diskutere Trafikpolitik- det er ganske enkelt nødvendigt, hvis en sammenhængende og ikke mindst bæredygtig infrastruktur skal sikres på sigt. (Der sigtes her på såvel erhvervsmæssig infrastruktur som kollektiv trafik).

Jeg tror det er meget vigtigt at tænke nye og innovative tanker ind i fremtidens trafikpolitiske dagsorden, så såvel infrastruktur som miljø tilgodeses i så høj grad, som overhovedet muligt. Disse tanker skal efter min overbevisning, formuleres og prøves af, i en stadig pågående dynamisk proces mod at få skabt så ideelle trafikpolitiske visioner som det realpolitisk set er muligt konkret efterfølgende at implementere, indenfor eller i forlængelse af de allerede eksisterende strukturer og ikke mindst de lovgivningsmæssige rammer.

Der er brug for helhedsorienterede løsninger, markant bedre og billigere kollektiv trafik, udbygning af godsbanenettet frem for veje, og sidst men ikke mindst synes jeg vi skal løfte blikket ud over andedammen og italesætte fremtidsvisionen for hele den globale infrastruktur og logistik- der foregår efter min overbevisning, rigtigt meget molboarbejde og der er for mig at se udtalte flaskehalse, hvor en effektivisering hindres af fastlåste tankebaner og forestillinger omkring den Trafikpolitiske fremtidsvision.

Trafikpolitik må på den realpolitiske dagsorden - og Trafikpolitik må gøres vedkommende og relevant for den enkelte borger gennem tydeligt eksemplificeringer af fordele og ulemper.

Vidste du at der alene i 2007 var 2500 børn der ringede ind til Børns Vilkårs Børnetelefon, for at tale om mobning. 2500 !!! Hertil kommer så det sandsynligtvis langt større skyggeantal af børn som vi ikke ved bliver mobbet fordi de ikke kan, tør eller må ringe til børnetelefonen.

Mobning er et meget konkret problem for rigtigt mange børn og unge. Mobning er ikke ”kun” en meget nedbrydende og ondskabsfuld adfærd overfor et andet menneske, mobning er et middel til at konservere den sociale ulighed og videreføre negativ social arv.

Mobning skader såvel mobber som den mobbede, og mobning skader ikke mindst kulturen (stemningen og trivslen/ trygheden bland de øvrige børn i børnegruppen,  børn som entet er aktive eller passive mobbere, eller for bange til at blande sig).

Alle er enige om at mobning er uacceptabelt, og mange steder griber man da også ind, der kører kampagner og projekter som er meget rørende og gode, men jeg mener, at vil man virkeligt have fat om nældens rod, må man lovgive og dermed sikre en tryg og rummelig hverdag for alle vores børn og unge, i institutioner og skoler.

Mobning starter mange gange allerede i vuggestuen, hvor de normative børn ekskluderer de børn der falder udenfor normen. Denne adfærd med at ekskludere dem der ikke ligner og bekræfter os selv, er i følge sociologerne nærmest en primitiv biologisk mekanisme, hvis oprindelige formål var, at sikre gruppens beståen, vækst og status. Når børn mobber og fryser nogen ude, gør de det helt og aldeles uden at kunne forstå omfanget af konsekvenser for både dem selv, den det går ud over og børnegruppen overordnet set.

Børn der er vidne til mobning frygter ofte selv at blive sat i samme situation, og de er udviklingsmæssigt rent emotionelt et sted, hvor empati og medfølelse endnu har et snævert fokus og langt fra er veludviklede personlige kvaliteter. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan lære vores små poder allerede fra starten af, at være nogle tolerante og rummelige mennesker, med respekt for såvel egne som andres meninger. Det er jo i denne alder de første grundsten i den senere sociale identitet opbygges – og hermed bliver de første fastforankrede forestillinger om ens evne til, mulighed for og succes med at socialisere, udtrykke sig, og føle fællesskab på godt og ondt, allerede cementeret her

Vores børn lytter utvivlsomt til og ser på alle deres voksne, og lærer af hvad vi gør, hvordan vi taler, tænker og ter os overfor hinanden, og andre mennesker, nære som fjerne. Denne adfærd kopierer de og transformerer den til en del af deres identitet, fordi barndomsårenes største sårbarhed netop er en ubevidst men konstant søgen efter sin egen unikke identitet, på godt og ondt. 

En meget overvejende del af identitetsudvikingen og den individuelle sociale forankring finder  psykologisk set sted i alderen 3 - 14 år. Herefter ser man at den indlærte adfærd  fortsætte i voksenalderen, dog oftest i mere sublime former, men med mindst lige så stor skadevirkning

Generelt synes jeg at se, at der er en stigende tendens til at være hårde ved hinanden både på arbejdsmarkedet og i skoler/ på institutioner, og det synes at være en kultur som accepteres som værende ”En nødvendig del af tiden vi lever i”, men sådan mener jeg ikke det er. Det er noget vi alle hver især vælger til og fra, sådan er det. Der er desværre øjensynligt blot lidt for mange der vælger det til, og lader stå til.

Ved at sætte massivt og tydeligt ind overfor mobning vil man kunne afhjælpe mange af de mekanismer der ligger bag triste samfundstendenser som stigende selvmordsrater, eksistentiel ensomhed, flere og flere psykisk syge, kriminelle, utilpassede eller støttekrævende børn og unge, dårlig indlæring og fejludvikling, stigende social ulighed og decideret eksklusion. Meget kan vindes – intet tabes – ved at lovgive mod mobning – og dermed sikre en effektiv og stadig indsats mod at det finder sted - sålænge det findes – findes der mekanismer som skaber social ulighed og dybe ar på sjælen, allerede fra den tidlige barndom af. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi skal altså passe ordenligt på børnene og de unge, vi er nødt til politisk at påtage os vores ansvar overfor børnene, og en gang for alle sikre børn og unge en tryg og rummelig institution og skole - uanset hvilken institution og skole der så er tale om.

Læs mere på Børns Vilkårs hjemmeside og Sammen mod mobning kampagnen, som du finder links til ude i højre side af bloggen her. Du kan også læse meget mere under sider : Om Mobning. God fornøjelse !!

Støtter du en lovgivning så klik ind på www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk og støt op om initiativet og initiativgruppen : Lovgiv mod mobning nu - som netop nu er ved at filme en TV2 Fyn udsendelse med titlen "Min sag : Initiativgruppen Lovgiv mod mobning nu" 

P.S : Initiativgruppen søger efter en (VKO) politiker som er imod lovgivning på området, men gerne vil fortælle initiativgruppen om hvorfor, hvilke barrierer det er man ser for en lovgivning og hvordan man ser på mobning i det hele taget. Initiativgruppen har allerede aftalt interview med en folkevalgt SF'er på Christiansborg, som er for en lovgivning mod mobning.

De kommunale budgetter ligger underdrejede på landsplan, og er under så stærkt pres, at flere kommuner allerede nu, kaster håndklædet i ringen, og melder ud at det ikke er muigt at levere den lovstadfæstede og nødvendige service og støtte til landets udsatte børn og unge. De massive besparelser rammer bredt og skader såvel akut indsats, som den langsigtede forebyggelse, intervention/ støtte og evt. foranstaltning/ anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 2. 1 - 9. Det vil med andre ord sige at det ikke alene er de aktuelle konsekvenser vi skal se på, men også de langsigtede.

Historierne om de meget kritisable børn-/ unge og familiesager i landets anden største kommune er et udemærket eksempel, som der er en del af, et eksempel som viser konsekvenserne af manglende konsensus og sammenhæng med indsatsområdets faktiske udgifter og det vedtagede budget.

De nye storkommuner er sat økonomisk og ressourcemæssigt til vægs med skatte -  og anlægsstop, udgiftsloft og markant øgede skalopgaver i form af de førhen amtsligt indplacerede specialområder - men der er ikke fulgt penge med - tværtimod. Udgifterne på Børn og Unge området er steget markant i næsten alle landets kommuner, som samtidigt med at der spares og skæres ned på området, må se på at der kommer flere og flere børn og familier, med massive forvitrede problemer, efter mange års fejlbehandling eller manglende behandling i den knæsatte offentlige forvaltning.

Landets kommuner trues af regeringen med, at overholdes budgetterne ikke, skæres der drastisk i bloktilskuddet til næste år, hvilket ville gøre kommunerne decideret handlingslammede. Regeringen argumenterer med at man jo havde held til at tvinge KL (Kommunernes landsorganisation) til at underskrive et budget, som kommunerne godt  vidste og ærligt meldte ud, de ikke troede kunne holde. Problemet var og er bare at kommunerne efter underskriften er sat, vil kunne få bøder, miste bloktilskud og gå glip af refusion, såfremt loven og frister for dens opfyldelse, ikke overholdes.

Det tør man ikke ude i kommunerne, og man sparer på livet løs !!

Mange års besparelser, den latterligt høje administrations - og sagsbyrde og andre massive frontalangreb på velfærdsdanmark, havde nemlig allerede ophobet en store problemer og en uoverskuelig arbejdsbyrde. Samtidigt med at kommunerne stod i disse problemer, kom så strukturreformen som jo udmøntede sig i nedlæggelse af amter og dannelse af ialt 98 danske storkommuner og 5 regioner. 

Nu er man så kommunalpolitisk ude med den store SPAREMEJETÆRSKER - på alle områder skæres der ned, man justerer budgetter, skærer yderligere ned, omprioriterer og udsætter materielle udbedringer på skoler, institutioner, veje m.v., forbedringer der er mere en nødvendige efter mange års nedslidning med dårligt vedligehold og manglende ressourcer.

Samtidigt med at serviceniveauet forringes markant i kommunerne, skabes der via regeringens politik om starthjælp og 300 timers reglen i et vanvittigt tempo stadigt flere og flere decideret fattige familier, børn og unge, som ikke får hjælp før problemerne  ER opstået.

Forebyggelsen, den helhedsorientede børne og familiepolitik, de lange linier - de er forsvundet i strukturreformens kaos, sammen med anstændigheden, medmenneskeligheden, trygheden og troen på fremtidens danmark som et trygt og godt sted.....problemerne er store over hele linien, men værst går det ud over vores allermest udsatte børn, unge og familier, dem der ikke kan finde den nødvendige indre styrke, de nødvendige iboende og udefrakommende ressourcer, muligheder og kompetencer til at være selvforvaltende og ikke mindst selvforsørgende i det samfund som de er en del af.

Det er absolut akut tvingende nødvendigt at der tilføres tilstrækkelige ressourcer til landets kommuner så servicen og velfærden reelt kan overholdes. Her må der akut sættes særligt fokus på børn og familie området i landets kommuner, og herunder ikke mindst direkte på de decideret fattige børn og unge som både lider under misbrug, sygdom, sociale, psykiatriske og personlige problemer i familien, samtidigt med at deres forældre ringe økonomiske levekår kun forvitrer og forværrer det samlede problemkompleks, og gør det mere end almindeligt svært at se at man er borger i et af verdens rigeste lande.

Set fra børnehøjde af kan Danmark faktisk fremstå decideret fattigt, tænk bare over hvad det er de ser og oplever i insitutioner, skoler og andre offentlige bygninger, tænk på manglen på overskud og tid fra de få voksne der er der, tænk over problemerne de fattige og udsatte børn ofte også har i hjemmet og socialt  - og som kun bliver værre af kommunens inadækvate og utidige støtte, hjælp og/ eller direkte indblanding 

Ukrudtsplanten Minimalstatsdanmark vokser hastigere og hastigere frem....i det forsømte og knæsatte velfærdsdanmarks skygger, og det er på tide, at vi tager havehandskerne på og får luget grundigt ud. Vi må have sat dette ukrudt for døren inden denne hastigt voksende ukrudtsplante kvæler alt andet liv i haven. Den tåler og vil nemlig kun sig selv, denne skyggeukrudtsplante, og den helmer ikke, før alt andet liv er væk.

N.B: Jeg har været så heldig at blive inviteret til at gå med til et åbent samråd mellem SF's socialordfører Özlem Cekic og Velfærdsminister Karen Jespersen, om besparelserne på B&U området i kommunerne pga udgiftsloftet og andre økonomiske skrutvnger på kommunernes handleevne. Mødet afholdes tirsdag 13 maj kl 14:30 på Christiansborg, jeg glæder mig meget til at komme derover, og vil efterfølgende følge op på emnet her på siden.

En af de mange positive ting dagen har budt på, er nyheden om at de Radikale nu spiller skarpt ud mod regeringen på klimaområdet, hvilket enhver med politisk interesse ved, er en af SF’s 3 mærkesager. Der er faktisk 2 dimensioner i den gode nyhed :

1. At der skydes med skarpt fra de Radikale af, og dermed tages afstand til VKO regeringen, er jo i sig selv befriende at se efter i lang tid at have været personligt bekymret for de Radikales lejlighedsvise flirteri med V og K.     

2.  At det netop er klima der er sagen – en mærkesag særligt for SF (som jo er Danmarks grønne parti), sender for mig at se, nogle meget tydelige signaler om at der åbnes et grønt vindue til at indlede et reelt samarbejde mellem de Radikale og SF, på et centralt politisk område. Startskuddet til et oppositionssamarbejde er lagt.

De Radikales hidtidige konsekvente værgren sig mod at have SF med i et regeringsalternativ, en samlet opposition er nemlig netop det, der frem til nu, har hindret centrumvenstreoppositionen i, at blive samlet, så oppositionssamarbejdet kan komme i gang. 

Jeg tror og håber, at vi står ved centrumvenstrealternativets fødsel i denne tid, det er der efterhånden flere og flere meget stærke signaler i dansk politik der tyder på. Dette vink med en vognstang om at ville samarbejde er sidste skud på stammen (af dem jeg har set) frem til nu. Rigtigt hjerteligt velkommen i kampen Radikale, og lad os så få taget fat på at få belyst, beskrevet og konkretiseret centrumvenstre oppositionens alternativ til VKO regeringens minimalstatsdanmark.

Det er helt afgørende at der ses helhedsorienteret på hvilke de facto konsekvenser den samfundsudvikling vi har, vil få på sigt.

Det er nemlig et absolut og historisk skelsættende valg for danskerne og Danmark vi står midt i, et valg jeg personligt gøre meget og yde mit bedste for, for at være med til at sikre at det er velfærdsdanmark der vinder over minimalstatsdanmark - alt andet vil være katastrofalt. Skaderne på vores velfærdssamfund er allerede uoverskueligt store og dog langt fra fuldt afdækkede i omfang, endnu.

Alt for mange vælgere sov endnu tornerosesøvn ved sidste valg, eller lod sig lokke af flotte valgløfter fra VKO bloggen, løfter der seneste er blevet brudt og gjort til skamme igen og igen - alt for mange ville ikke se skriften på væggen, men der var også mange der gjorde. Bare lige netop ikke nok.

Der må og skal ske noget for at sikre at såvel befolkningen som ikke mindst politikerne er velinformerede og inddragede i vores samfunds faktiske tilstand- så der er et klart valg at foretage sig mellem det minimalstatsdanmark vi ser vokse frem nu, og det velfærdsdanmark der har de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden.

Jeg dagdrømmer af og til om, at alle gode borgere rejser sig op og fylder gaderne i en spontant landsdækkende folkelig protest over ødelæggelsen af vores velfærdssamfund som vi ser finde sted lige for øjnene af os, i disse år. Men dagdrømmeri fører ingen steder hen, der må handling og realpolitik bag oppositionen og det har SF til særdeleshed udvist i overflod af vilje til.

SF står for mig at se hvor det står i dansk politik, fordi historien, tiden og udviklingen er nået dertil, at vi som samfund nu ikke længere kun bør, af etiske, humane årsager, men ganske enkelt må og skal have de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden, som faktiske og opnåelige mål.

I modsat fald vil velfærdsdanmark ophøre med at eksistere og virkeligheden vil være et fuldt implementeret minimalstatsdanmark hvor Darwins lov er den øverst gældende, mammon er spindoktor og egoisten selv gud.

Det må og skal forhindres, den arv vil jeg ikke give videre til fremtiden, det kan jeg under ingen omstændigheder stå inde for eller bifalde - tværtimod vil jeg som sagt gøre meget og gøre mit for, at det er velfærdsdanmark der vinder kampen om fremtiden.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.

Der ikke er meget spunk, saft og kraft i, bare at brokke sig, uden samtidigt også ind imellem, at komme med bud på hvordan man mener at det kunne gøres bedre, det er de fleste nok enige i. Det er derfor på sin plads at jeg, også her på bloggen, husker på at stille nogle spørgsmål, og ikke mindst at jeg herunder præsenterer de faktiske, praktiske realpolitiske bud SF har på alternativet til VKO regeringens politik, efterhånden som disse bud meldes officielt ud fra partiet, forståes.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med, starte debat, kommentere eller diskutere Fremtidens Danmark i forhold til SF's vision her på bloggen. Men hvordan kan så fremtidens Danmark tænkes at se ud i en realpolitisk mulig og bæredygtig SF vision ?

Hvilke suverænitetsindskrænkelser, globale, eurelaterede og nationale udfordringer og barrierer skal man mon være opmærksom på, og tænke ind i manifestationen af visionen ? I hvilken grad, og under hvilke betingelser, er der i virkeligheden realpolitisk mulighed for at skabe et bæredygtigt og sundt samfund hvor nøgleordene er fællesskab, tolerance og fremsynethed ?

Det er de spørgsmål jeg personligt håber og ønsker bliver besvaret i manifestationen af SF's vision for Fremtidens Danmark

SF's vision må og skal efter min bedste overbevisning om muligt stå klar for alle, som et realpolitisk alternativ til VKO regeringens deformering af velfærdssamfundet. Historien, konteksten skal belyses og fortælles til befokningen, så det står uomtvisteligt klart hvad det er man vælger til og fra, og hvilke konsekvenser det har, når man sætter sit kryds ved de kommende kommunal-, regional., euparlaments - og folketingsvalg.

Øvelsen består, for mig at se, som altid for SF i, at sætte studiekredsenes helhedsorienterede samfundsanalyser på den realpolitiske dagsorden, gennem konkrete og mærkbare tiltag, der netop har afsæt i ovennævnte studiekredses analyser, blot omsat til konkretiseret realpolitik anno 2008. Det er det jeg synes at SF er blevet ret så gode til,  i de seneste år, hvor SF som bekendt er i en udviklingsproces, en proces som jeg primært ser finde sted som en harmonisk og dynamisk sammensmeltning af nyt og gammelt - SF har nemlig ikke, som visse kritikere ellers vil hævde det, forandret sig i værdier, samfunds og menneskesyn. Det der er nyt er retorikken, udtrykket der er skarpere, mere tidsvarende og mere parlamentarisk effektivt i det poltiske arbejde.

Det er under alle omstændigheder et stort arbejde, SF og de øvrige oppositionspartier har foran sig i manifestationen af visionerne om et bæredygtigt og stærkt, solidarisk samfund, både før og efter de kommende valg. Regeringen hjælper jo, omend ufrivilligt, med i processen ved på sin side at demonstrere den manglende vilje til at ville befolkningens bedste og påvise den  værdimæssigt manglende sammenhængskraft de har deformeret vores samfund med. Det samlede resultat vil ved de kommende valg, for mig at se, uden tvivl være at oppositionen overtager regeringsmagten ved folketingsvalget 2011.

Jeg vil i den kommende tid løbende her på bloggen gradvist præsentere de faktiske bud på dele af, elementer og værdier i visionen, med henblik på, om muligt at samle alt dette under ét.

P.S : Hele dette tema vil under titlen "Fremtidens Danmark" være at finde som side i menubjælken til højre på min blog.

          Som ventet dukker der efterhånden i disse dage flere og flere historier og kritiske røster op, som har fokus på strejkens konsekvenser for syge, gamle, børn og andre servicekrævende borgere. Selve formålet med dette er selvsagt at skabe befolkningsmæssig opbakning bag et regeringsindgreb.

Det både må og skal vi modarbejde og afhjælpe, gennem vedvarende, massiv støtte til de strejkende på flere planer – et regeringsindgreb vil på helt uacceptabel vis være at fratage de strejkende det eneste instrument de reelt har i de nationale overenskomstforhandlinger på det offentlige område – hvor det vil være fatalt at glemme at de strejkendes arbejdsgivere til syvende og sidst er folketinget (eller rettere et folketingsflertal) hvorfor regeringen naturligvis har åbenlyse egeninteresser i, at standse strejken med befolkningens opbakning i ryggen, men uden det koster mere i de offentlige lønningsposer.

Det skal de ikke have lov til.

Vi skal have lige løn for lige arbejde, lige muligheder for alle uanset køn, race, religion eller overbevisninger, og ikke mindst et favnende, trygt, retfærdigt og solidarisk samfund. Det er på tide at sætte værdidebatten på spidsen i denne strejke, og pointere HVORFOR strejken (og dermed lønkravet) er absolut rimeligt – HVAD det er for nogle faktiske vilkår og betingelser de strejkende arbejder under og med, HVORDAN det påvirker vores samfund, aktuelt og på sigt såfremt der ikke opnåes en anstændig og i det mindste tilnærmelsesvis ligeløn gennem strejken , og ikke mindst skal vi sætte fokus på HVILKE forbedringer, ændringer og innovative politiske tiltag der skal til, for på sigt at sikre den offentlige sektor en stabil og velkvalificeret tilgang af medarbejdere og ressourcer.

Helt konkret vil jeg gerne opfordre alle til vedvarende og massivt at støtte op om de strejkendes sag, til at fortælle om/ argumentere for de strejkendes sag, og endeligt vil jeg opfordre til, at man om muligt, tager del i online debatter, debatter i diverse aviser og magasiner.

Endeligt, men ikke mindst, vil jeg opfordre alle til, hvis man har mulighed for det,  personligt at give en hånd og et par timer om dagen/ ugen til de borgere som rammes af strejken, det kunne f.eks være i institutionen eller på et lokale plejehjem og sygehus.

Vi må allesammen rejse os op og komme ind i kampen for alvor, vi må kontinuerligt og uden ophør gå ud og vise vores solidaritet og opbakning til både strejkende og strejkeramte, for på den måde holdes fokus på de offentligt ansattes absolut rimelige lønkrav, samtidigt med at ingen lider overlast, direkte eller indirekte på baggrund af strejken.

Sammenhold med de strejkende og opbakning i befolkningen er vigtig nu. - lad os derfor blive endnu mere synlige støtter for de strejkende og hjælpe til med at deres krav bliver taget seriøst og imødekommet som en del af  den realpolitiske dagsorden – med bl. a ligeløn for lige arbejde, til følge. Giv de strejkende din støtte – gør det for fremtidens skyld.

Når jeg åbner for avisen, nyhederne eller på anden vis informeres om hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er der tegner den lovgivning og dermed det samfund vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe. 

Herefter stemmer et politisk flertal i folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe der lovgives overfor. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens stærkt mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn som vælgerne kan forholde sig seriøst til.

Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning at miste overblikket og samfundets sammenhængskraft bringes i yderste instans dermed i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt, i den kortsigtede enkeltsagspolitik.

Man skal heller ikke være blind for at visse sager bringes frem af politiske kræfter som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden, noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden, og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om. Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det der aktuelt er blevet samtaleemne - fordi der er hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.

Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk- af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammer kortsigtet enkeltsagspolitik generelt svage grupper hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager  der dukker op. Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare og at få løst de udfordringer de står med. Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag, det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.

Endeligt synes jeg det er latent udemokratisk at føre kortsigtet enkeltsagspolitik fordi der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind af bagdøren, mens opmærksomheden drejer sig om noget andet. Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme udenom at ligge det værdi, menneske og samfundssyn som de repræsenterer, frem for vælgerne så vælgerne reelt og uden usolidarisk og udemokratisk manipulation af den offentlige politiske debat og dagsorden, kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse, i demokratiets oprindelige ånd.

En ting jeg både under og efter landsmødet særligt bemærkede mig ved København, var at al den rengørings og sanitetshjælp jeg så, blive udført af mennesker med en anden etnisk herkomst end dansk.

På vandrehjemmet bemærkede jeg at både rengørings - og en del af køkkenpersonalet kun talte gebrokkent engelsk og iøvrigt var af anden etnisk herkomst end dansk. De bukkede og undskyldte sig meget hvis de kom i vejen for nogen.. I reception og bar var der omvendt øjensynligt kun etniske danskere ansat.I Falconercenteret oplevede jeg ligeledes det lavest rangerende personale værende af anden etnisk herkomst end dansk, og det øverst rangerende værende af etnisk dansk oprindelse, og minsandten om ikke det tilmed på Hovedbanegården var det mest udstillede og massive synlige billede på samfundets tiltagende udlejring af sine fundementale medmenneskelige og etiske værdier, i form af adskillige nydanskere, beskæftiget med at rydde op og gøre rent efter rejsende.

Jeg følte mig skidt tilpas ved at blive bukket for af disse mennesker, og ikke mindst ved fraværet af etniske danskere blandt dette gulvpersonale i vores servicesamfund. Det er urimeligt og lodret forkert på den måde at udnytte og udstille nye borgere på denne måde - det kan vi ikke være bekendt. Er vi virkeligt ved at se samfundet blive delt op i et "os" og "dem" - har regeringen og Pia allerede opnået det ? Det er der desværre noget her der tyder på.  

Jeg må tilstå at jeg ikke ved meget om København eller for den sags skyld om Københavns håndtering af integration og uddannelse af nydanskere, eller hvorvidt det billede jeg synes at se tegne sig, var noget generelt eller noget specielt.

Men jeg vil gerne vide det, så hvis du ved, mener eller har hørt noget om dette er du meget velkommen til at skrive en kommentar -på forhånd tusind tak.

Der er i øjeblikket en debat om at der er tendenser til hysteri omkring pædofili - hysteri som gør at mange fagfolk og forældre (særligt fædre)ikke kan agere og opføre sig frit og naturligt sammen med deres børn - i forhold til deres børn etc. og dette altså af frygt for at barnet eller andre voksne skal misforstå ens adfærd som værende pædofil. 
Det er og bliver efter min overbevisning, grundlæggende altid børnene/ ofrene som skal og må stå forrest og have det største hensyn til sit tarv varetaget af de omsorgspersoner og det samfund som i hhv. højere og mindre grad har et medansvar for barnets udvikling, vækst og trivsel.

Det er utroligt svært at komme i en konstruktiv dialog med de stærke og nærmest biologisk forankrede følelser som en normal forælder styres af, når han/ hun frygter eller måske ligefrem konkret formoder, at deres barn er blevet forulempet/ skadet eller udsat for noget, der ALDRIG bør ske, for hverken børn eller voksne (læs seksuelle overgreb/ pædofili).

Men jeg tror det er nødvendigt at få en dialog i gang omkring denne tiltagende angst for at vores (og andre) børns omsorgspersoner i virkeligheden er pædofile - vi må have fakta - eksperter - empiri og helt centralt dialog på banen, hvis ikke denne pædofiliangst skal medføre at vi i det offentlige rum/ samfundet bliver stadigt mere mistroiske og egoistiske overfor hinanden, af angst for at blive misforstået for at være pædofil.

Jeg tror det er et tabu vi må blive bedre til at diskutere og forstå, tendenserne til pædofoliangst, for det er vores børn, vores tryghed og vores fundamentale tillid til hinanden der lider skade ved at vi ikke tager os af det, og med et populært udtryk kommer ind i kampen.