Som politisk engageret og aktiv på venstrefløjen i dansk politik er jeg ikke i tvivl om Grundlovens ufravigelige værdi som forankring for det næstekærlige og demokratiske samfund Danmark har mulighed for at være - og er i centrumvenstre visionen for vores samfund.

Men det er ikke alle der ved hvorfor Grundloven er vigtig at have og fejre - mange tror faktisk at Grundloven er et digert værk på flere tusinde sider som man skal have en akademisk eksamen for at kunne forstå - og andre igen argumenterer med at Grundloven er så gammel at den faktuelt realpolitisk set blot er et romantisk klenodie, en marionetfigur på lige fod med Kongehuset. Men sådan er det ikke. Al lov skal have hjemmel i Grundloven. Grundloven er det Danske demokrati's bærende vædimæssige fundament, som Uafhængighedserklæringen er det for USA.

Derfor skal vi alle vide hvad Grundloven er, hvad den repræsenterer og står for. Vi skal tage Grundloven med ind i den grundlæggende barnelærdom og ikke mindst med ind i den daglige bevidsthed, også på et politisk plan. Vi skal turde at diskutere, revidere og opdatere Grundloven, men vi skal gøre det med et højt etisk udgangspunkt der sikrer at de fundamentale værdier videreføres.

Det er Grundlovsdag hver dag vi bygger vort land med lov, for det er netop denne lov vores land bygger på. Men 5. juni samles vi og gør opmærksom på Grundloven, dens betydning, værdi og historie - det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men der skal samtidigt sættes langt mere målrettet ind for at Grundloven bliver grundlæggende viden for alle - på linie med Dansk, Engelsk og Matematik.

Grundlovsdag er for mig, det danske Demokratis fødselsdag - værdiernes moder - og det skal da fejres - det er da meget god grund til at holde en folkefest 5 juni hver år - jeg vil bare ønske at flere var bevidste om hvad Grundloven er og Hvorfor vi fejrer den - og så ville jeg ønske at festen var større og mere samlet - som når Landsholdet i Håndbold kommer hjem med guld - Grundloven er jo i virkeligheden langt mere værd end guld - den er selve fundamentet for vores demokrati - det må vi aldrig glemme !!!

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes...det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.