Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

Rygterne om Anders Foghs kandideren til den forventede EU præsident post er efterhånden så massive, at der ikke kan være tvivl om, at der er noget om sagen. En bekendt jeg talte med i dag, spurgte mig om ikke jeg var glad hvis han kom derned og altså væk fra den danske politiske scene. Mit svar var og er et rungende nej !!! Efter min bedste overbevisning har Fogh i så rigeligt mål vist, hvad der sker ved at sætte ham ved roret, og det synes jeg ærligt talt hverken vi kan være bekendt at udsætte os selv eller vores naboer for.

Fogh må og skal om muligt, forhindres i at fortsætte sin politiske karriere som et personificeret magtcentrum i EU. EU projektet har såmænd problemer nok, der skal løses. At sætte Anders Fogh ind i den kabale kan ikke være en reel mulighed, hvis vi vil det godt med EU, vi må lade være med at gribe fristelsen til at "sende aben videre" og i stedet tage ansvar, og beholde ham her i danmark.

Se også artikel fra Politikken om samme emne på : http://politiken.dk/politik/article504837.ece

Min intention er at listen over Foghs 5 mest fatale fadæser , skal tjene som inspiration til debat, diskussion, læserbreve i aviser osv.

Punkterne på listen bliver skiftet ud, såfremt argumenterne taler for det, så mener du/ I at der bør stå noget andet på de 5 øverste pladser på listen, så skriv og argumenter for det.

Jeg modtager meget gerne input og forslag til listen, og dens indhold. På forhånd tusind tak.

Foghs 5 mest fatale fadæser for folket :

1)      Krigen i Irak, deltagelsen, manglende hjælp til genopbygning, det irakiske folk bløder – hvad nu – og skal EU, FN eller USA være sikkerhedspolitisk overhund i fremtiden? Kan en regering bare ustraffet sende vores land i krig ?

2)      Velfærdssamfundet nær sammenbrud, Strukturreform, centralisering, nedlæggelse af amter, kaos, detaillovgivning, knaphedstyranni, besparelser, social eksklusion, klientelisering, social deroute, ulighed etc. Deformering af og personaleflugt fra den offentlige sektor, forvaltninger, institutioner, plejehjem, skoler, uddannelsesinstitutioner og sygehuse. Udlejring af socialretlige værdier. Stigende fattigdom (Primært på grund af 300 timers reglen og starthjælpen)og tiltagende større huller i det danske velfærdssystem. Politireform, og andre værdiforringelsesreformer

3)      Muhammedkrisen, tørklædedebat, manglende integration, større problemer færre løsninger, international kritik af Danmark, sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark

4) Klima og miljø forringelser, manglende ambitioner i den globale klimaindsats, insisteren på at bruge biobrændsel og dermed brænde vores i forvejen knappe lagre af fødevarer op, som benzin i vores biler.   

5)      Privatisering af velfærdsrettigheder, service og ydelser – Tiltagende forsikringstendenser særligt på sundhedsområdet.   

Alt i alt et nyt og ikke særligt trygt eller solidarisk Danmark.

Forklaring til ovenstående :

I den tid Anders Fogh Rasmussen indtil videre har siddet ved roret som statsminister i Danmark, har han og hans regering (de facto flertallet) excelleret i utallige fatale fadæser for folket , hvis katastrofale følger systematisk bliver klinisk fjernet fra den realpolitiske dagsorden, gennem en kortsigtet men vedvarende og mediestyret enkeltsagspolitik og gennem et fokus på folkevalgte etisk og solidarisk ansvarlige oppositionspolitikeres privatliv, liv og levned, i et pinligt forsøg på at grave skandaler frem.

Regeringen nægter arrogant og knejsende i dens magtfuldkommenhed, at indlade sig på de debatter og diskussioner som de ansvarlige oppositionspolitikere sætter på dagsorden, for at få et svar fra regeringen på, hvad det er de tror de laver  med vores allesammen samfund - og med hvilken begrundelse de gør det, men desværre henviser de monotont og komatøst igen og igen til, at regeringens mål skam da er at gøre det der bedst for Danmark og den danske befolkning, og at det at det ser ud til at den førte politik har den modsatte effekt, blot er et tilfælde og i virkeligheden sikkert ikke sandt (til trods for at der ligger vægtige beviser herfor).

Det samme tilfælde er ligeledes gældende for sammenfaldet mellem det samfund man ser konturerne af i disse år, og den minimalstat Fogh beskriver i sin bog om hans drøm for fremtidens Danmark. Det siger de i hvertfald. Men det er jo ikke sandt, og det er der (THANK GOD ALMIGHTY) rigtigt mange der efterhånden både har fået øjnene op for, og  vil gøre meget for at bekæmpe.

Regeringen vil meget gerne kunne komme alle deres fatale fadæser for folket ind under det berømte og efterhånden nok så bulede gulvtæppe, men vi skal huske på dem, de fatale fadæser og ikke mindst – igen og igen – huske den danske befolkning på, hvilke fatale fadæser det drejede og drejer sig om, hvad konsekvenserne var og er , hvordan det kan være at det er så vigtigt at få standset den fatale samfundsudvikling regeringen har sat i gang, gennem de sidste 8 år, og meget skarpt og tydeligt fortælle hvad det konkret er SF her og nu, og på sigt  vil gøre anderledes, og hvordan man vil gøre det.

P.s : – til yderlige søgning og information  :