Påtaget socialliberalisme
11. maj 2008 10:28, Mette Valentin
Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc, Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk, at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og kommer med. På denne måde kunne man reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.
