" Mere af samme skuffe ?".

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.