Jeg var som forkvinde for initiativgruppen "Lovgiv mod mobning nu" tirsdag 10 juni, 2008, på Christiansborg, for at filme og interviewe SF's Pernille Vigsø Bagge om mobning og en mulighed for at lovgive imod dette.  Min 8 årige søn Marcus havde fået lov at komme med for at se demokratiet og folkestyret i funktion, fra 1. parket, og få noget grundlæggende viden om samfundets strukturer.

Interviewet med Pernille Vigsø Bagge skal anvendes til et TV2 Fyn program som initiativgruppen har fået lov at lave. Programmet bliver sendt som et program der skal køre til sommer under hovedoverskriften "Min sag - Lovgiv mod mobning nu". Initiativgruppen har de sidste 3 uger filmet, interviewet og arbejdet på at komme til at tale med nogle af de ansvarlige politikere på området. Jeg har som talskvinde for initiativgruppen sendt et officielt brev til uddannelsudvalget, om de ville mødes med initiativgruppen til en snak om, hvad der skal til, for at få en lovgivning mod mobning. Kun SF's Pernille Vigsø Bagge svarede på min henvendelse, og sagde at hun meget gerne ville medvirke i den TV optagelse som initiativgruppen er i gang med at lave.

SF fremsatte nemlig, fortalte hun mig, for nyligt et forslag om at indføre en lovgivning mod mobning, og gik senere sammen med Socialdemokratiet i et bredere forslag om en lovgivning, som alle partier i første omgang varr enige om, men som VKO blokken sædvanen tro, når det gælder human og anstændig politik, dog stemte ned i ellevte time.

Pernille Vigsø Bagge inviterede min 8 årige søn og jeg med ind i Snapstinget, hvor vi fik en kop kaffe hver (og en cola til Marcus). Vi snakkede om initiativgruppen og det arbejde vi gør, og hun udtrykte stor sympati for vores initiativgruppe. Hun var også mægtig sød ved Marcus, som i slutningen af vores samtale kækt spurgte om han måtte spørge om noget, hvortil hun smilede varmt, og sagde ja og han spurgte så " "Hvorfor laver I ikke bare en lov imod mobning - jer der bestemmer - det ville være godt ! Hun smilede og forklarede ham, at det synes hun bestemt også at der skulle være, og at hun arbejdede på det.

Vi gik udenfor i det gode vejr, ovenfor trappen, hvor der er bænke på begge sider. Her satte vi os ned, og jeg filmede og interviewede Pernille Vigsø Bagge i 8 minutter ialt. Hun fortalte om det nylige lovforslag, og understregede at såsnart vi får regeringen sat af, såsnart får vi en effektiv lov mod mobning - og meget gerne før. Hun sagde at det var vigtigt med fortsat pres og arbejde som det initiativgruppen laver, og hun præciserede ikke mindst hvorfor vi må have en lov mod mobning.

Efter interviewet inviterede hun os med ind igen, hun ville nemlig spørge uddannelsesudvalgets næstformand Martin Henriksen (DF) - som hun vidste var i folketingssalen - om han ville stille op til et interview med initiativgruppen. Jeg var - og er - oprigtigt glad for al den hjælp hun gav mig der, den indsats hun gjorde - det synes jeg var utroligt flot - hun har fået (endnu) en stjerne hos mig i dag !!!

Det endte heldigvis med at jeg fik lov til at lave et interview med Martin Henriksen (DF), senere på eftermiddagen, Kl. 16:30, dette interview varede også på 8 minutter. Han forklarede at det forslag som SF og S var kommet med, ikke var anderledes en den allerede foreliggende lovgivning, nemlig undervisningsmiljøbekendtgørelsen. (her havde jeg pokkers meget lyst til at forklare ham et og andet om forskellen på en bekendtgørelse og en lov, men da batteriet var ved at løbe ud, holdt jeg mig til det planlagte.) Han lagde vægt på DCUM's kampagne "Sammen mod mobning" og gjorde det klart at man forventede at dette ville have effekt nok. Jeg spurgte ind til effektivt at sikre at vi hjælper alle børn der udsættes for mobning, og stillede spørgsmålstegn ved om den nuværende "lovgivning"  er effektiv, og han sagde flere gange at blev det nødvendigt, at viste det sig at der var noget der manglede lovgivningsmæssigt for at sikre mod mobning, så var DF parat til at udbedre lovgivningen. Endeligt fik jeg ham til at love at ville se på initiativgruppens betragtninger netop vedrørende mangler i den gældende lovgivning, hvilket vi helt sikkert vil holde ham op på.

Marcus og jeg havde en rigtig dejlig tur sammen bare ham og mig - vi hyggede os og nød det smukke gamle København, inden vi trætte kom hjem ved 20:00 tiden om aftenen, godt trætte og fyldt op, begge to.

Initiativgruppen har umiddelbart efter vores interviews,  besluttet at finpudse det lovforslag vi har lavet om en lovgivning mod mobning som føres direkte ind i folkeskoleloven. Dette vil vi sende til uddannelsesudvalget, efter vores jurist i initiativgruppen har endeligt godkendt det. Vi foventer at arbejdet bliver færdigt i løbet af sommeren.

Her i sommer kommer også TV udsendelsen . "Min sag - Lovgiv mod mobning nu"- det er jeg, resten af initiativgruppen og alle de medvirkende ret spændte på.

Vores mål er og bliver : Lovgiv mod mobning nu !!!

P.S : Husk at støtte vores sag på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk

Som politisk engageret og aktiv på venstrefløjen i dansk politik er jeg ikke i tvivl om Grundlovens ufravigelige værdi som forankring for det næstekærlige og demokratiske samfund Danmark har mulighed for at være - og er i centrumvenstre visionen for vores samfund.

Men det er ikke alle der ved hvorfor Grundloven er vigtig at have og fejre - mange tror faktisk at Grundloven er et digert værk på flere tusinde sider som man skal have en akademisk eksamen for at kunne forstå - og andre igen argumenterer med at Grundloven er så gammel at den faktuelt realpolitisk set blot er et romantisk klenodie, en marionetfigur på lige fod med Kongehuset. Men sådan er det ikke. Al lov skal have hjemmel i Grundloven. Grundloven er det Danske demokrati's bærende vædimæssige fundament, som Uafhængighedserklæringen er det for USA.

Derfor skal vi alle vide hvad Grundloven er, hvad den repræsenterer og står for. Vi skal tage Grundloven med ind i den grundlæggende barnelærdom og ikke mindst med ind i den daglige bevidsthed, også på et politisk plan. Vi skal turde at diskutere, revidere og opdatere Grundloven, men vi skal gøre det med et højt etisk udgangspunkt der sikrer at de fundamentale værdier videreføres.

Det er Grundlovsdag hver dag vi bygger vort land med lov, for det er netop denne lov vores land bygger på. Men 5. juni samles vi og gør opmærksom på Grundloven, dens betydning, værdi og historie - det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men der skal samtidigt sættes langt mere målrettet ind for at Grundloven bliver grundlæggende viden for alle - på linie med Dansk, Engelsk og Matematik.

Grundlovsdag er for mig, det danske Demokratis fødselsdag - værdiernes moder - og det skal da fejres - det er da meget god grund til at holde en folkefest 5 juni hver år - jeg vil bare ønske at flere var bevidste om hvad Grundloven er og Hvorfor vi fejrer den - og så ville jeg ønske at festen var større og mere samlet - som når Landsholdet i Håndbold kommer hjem med guld - Grundloven er jo i virkeligheden langt mere værd end guld - den er selve fundamentet for vores demokrati - det må vi aldrig glemme !!!

Jubiii....det lykkedes - jeg henvendte mig til en lokal politiker med et lokalt problem - og nu er det så blevet løst !!! Det er jo et helt fantastisk bevis på at demokratiet blomstrer og fungerer i Nyborg kommune, i hvertfald er det hvad jeg oplevede, ved at henvende mig til SF's mangeårige byrådsmand i Nyborg Byråd, Knud Theil Nielsen, med mit "lille" lokale problem - ikke alene blev jeg lyttet til og taget alvorligt trods problemets snævre omfang men vigtigst af alt sendte han straks sagen videre, og her kun 2 måneder senere er problemet blevet løst !!!

Problemet var, at den skolebus der om morgenen befordrer børn til den lille afdeling af Ullerslev Centralcentralskole, som ligger i landsbyen Langtved. ikke kørte fra yderkanten af Ullerslev, men kun fra centralskolen, om morgenen kl. 07:00  Til gengæld kunne børnene godt blive befordret med skolebussen hele vejen hjem om eftermiddagen. Dette gav min søn og en del andre børn et problem med befordring om morgenen, særligt i vinterhalvåret, da der er 2 km fra den yderste men meget børnefamiliebefolkede villakvarter, kaldet Bondemosen, til det mere centrale Ullerslev. Såfremt man cyklede om morgenen, måtte man altså også stige af ved centralskolen om eftermiddagen, for at få sin cykel med hjem, og mange forældre har derfor måtte indrette sig på at køre deres børn enten til centralskolens busholdeplads eller helt ud på Langtved skole om morgenen. De større børn kan naturligvis sagtens cykle et par km om dagen, men for de yngste skolelever som endnu ikke er sikre i trafikken på egen hånd, har det været en konkret barrierer for den enkelte families logistik både morgen og eftermiddag.

Men sagen er nu løst og bussen kører om morgenen ad Bondemosevej og samler de børn op som skal i skole i Langtved - eller i tidlig SFO på Ullerslev centralskole - det er bare super godt !!!

Demokratiet blomstrer i Nyborg kommune, og det kan man ikke mindst takke byrådsmand Knud Theil Nielsen (SF) for .

16. Maj 2008 - Indlæg af Mette Valentin (Medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark)

Der blev tirsdag 13. maj afholdt et åbent samråd i socialudvalget i folketinget, hvor SF’s Socialordfører Özlem Cekic, spurgte Velfærdsminister Karen Jespersen ud, om den meget uholdbare situation med nedskæringer og besparelser på B&U området i landets kommuner, som medfører at seksuelt krænkede og stærkt omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse som de har krav på.

Der var her særligt sigte på de allermest udsatte børn og unge.

Jeg var personligt inviteret med som gæst til samrådet af Ôzlem Cekic.

Under samrådet sagde Velfærdsminister Karen Jespersen, blandt meget andet, at socialrådgiverne ikke var uddannet godt nok indenfor B&U sager, og hun ville se på hvordan man evt kunne revidere socialrådgiveruddannelsen så de studerende også blev rustet til B&U arbejdet.

Da jeg personligt og fagligt har haft min jævnlige gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde, på 2 af landets sociale højskole, som studerende og gæst gennem de sidste 10 år, samt været praktiker i B&U arbejdet i B&U regi og på døgninstitutioner, vil jeg mene at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold, og praksisproblemerne der reelt findes, både før og nu.

Den udvikling der er sket gennem enkeltsagslovgivningen indenfor faget, siden servicereformen i 1998 har sat så meget fokus på B&U området, at meget centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På socialrådgiveruddannelsens ialt 7 semestre er næsten samtlige (på nær 2 - 3) temaforløb og moduler netop om B&U arbejdet, og herudover fylder B&U arbejdet generelt størstedelen af vores juraundervisning (som iøvrigt er blevet kraftigt beskåret de sidste 10 år)

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke hvad hun taler om, det synes jeg er meget bekymrende, men desværre ikke overraskende. Jeg har personligt været vidne til regeringens kontinuerlige og meget massive angreb på den offentlige sektor, og har længe været klar over, at der lovgives på baggrund af kritisable enkeltsager, myter og forestillinger. Eksemplet her viser, at myten om at socialrådgiveruddannelsen mangler B&U fokus, sættes i direkte sammenhæng med de mediedækkede kritisable enkeltsager. Velfærdsministeren har derfor fået den forestilling af virkeligheden, at det er socialrådgiveruddannelsens mængde af B&U indhold der skal øges hvis problemerne i kommunerne skal løses. Sikke noget usandsynligt vrøvl !!

I virkelighedens verdens druknes de studerende nærmere i B&U arbejde, og det er måske nok nærmere der problemet skal findes. Jeg tror at nogle få (langt fra alle) socialrådgiverstuderende kommer til at ville behandle disse børn og familier, når de sidder med sagerne ude i kommunerne, fordi de har lært så utroligt meget om netop det, og er blevet gode til det, på socialrådgiverniveau. Men socialrådgivere skal generelt ikke behandle barnet/ familien psykologisk, de skal være tovholdere, dem der har overblik, social, psykologisk, juridisk og samfundsmæssig viden og primær kontakt til familien. Socialrådgivere er nemlig eksperter i, at forvalte de sociale sager i overensstemmelse med sociallovgivningen, i at rådgive, vejlede, og ikke mindst være tovholdere i sagerne

Det er ikke socialrådgiveruddannelsens indhold af B&U relateret stof der er for lidt af, det er faktisk omvendt sådan, at der er for lidt der drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp, og alt for lidt praktik undervejs. Det skulle Velfærdsministeren hellere tage og kigge på, og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de faktiske ressourcer der er brug for, for at sikre at socialrådgiveruddannelsens faglige og professionelle indhold tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst, og ikke i en mediedækket kritisabel enkeltsags politik.

Problemerne ligger generelt ikke på socialrådgiveruddannelsen, de skyldes ganske enkelt manglende ressourcer og en decideret stram detailstyring af kommunernes forvaltningsvirksomhed. Disse ressourcer er der kun et sted kommunerne kan få fra nu, det er nemlig et folketingsflertal. Det ved Velfærdsministeren godt. Men det ændrer øjensynligt desværre ingenting.

Hun må se at komme ind i kampen, vores fru Velfærdsminister, der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke vores fru Velfærdsminister for.

Jeg ser i disse år, en stadigt mere omfattende og irreversibel decideret undergravelse af den offentlige sektor finde sted, gennem regeringens tiltagende og direkte svækkelse af den offentlige sektor. Denne undergravelse finder sted, med en uhyggelig præcision, gennem regeringens stadigt større forandring af, indgriben i, og krav til den offentlige sektor.
 
Målet ser for mig at se, ud til at være Fogh og Venstres oprindelige ideologiske vision – minimalstaten – og midlet synes at være et særdeles effektivt røgslør af en påtaget socialliberalisme, for hermed at tvinge den offentlige sektor i knæ. Samtidigt med dette, har man skabt gunstige vilkår for private aktører, og grobund for en stadigt større overdragelse af offentlige opgaver til virksomheder, forsikringsordninger etc,  Man har således meget effektivt banet vejen for en de facto afmontering af den offentlige sektor.
 
Følgerne vil være katastrofale, men skaden er irreversibel, såfremt strategien lykkes, som det pt ser ud til. Den offentlige sektor vil ikke kunne bestå, som vi kender den i dag, hvis den vedvarende strategiske undergravende aktivitet fortsættes fremover. Fra asken vil der opstå en minimalstat, og en decideret stærk  og velfungerende offentlige sektor som afgørende fundament for et sundt og bæredygtigt samfund, vil igen skulle opbygges påny. Det er desværre dog yderst tvivlsom om vi som samfund på daværende tidspunkt overhovedet kan eller har råd til det..
 
Tilbage vil vi stå med et samfund hvor demokratiet reelt har tabt, og hvor vi i kampen om de økonomiske goder mister de fælles oprindelige værdier som solidaritet, næstekærlighed og frihed for alle. Et USA i Europa. Et demokrati i knæ.
Samfundet vil gå i stærkere og stærkere opløsning, og gennem virksomhedernes overtagelse af det sociale ansvar, og fagforeningernes tiltagende detronisering på arbejdsmarkedet, trællebindes arbejderne i minimalstaten til, atter engang i historiens vingesus, at være kapitalejernes slaver for at kunne forsørge sig selv og sine.
 
Kapitalejerne selv vil fremføre at alle frit kan vælge deres egen velstand og lykke i livet, men faktum er stadigvæk,  at der ikke er mere jord at tage, jordlodderne er for længst blevet fordelt i verden, og der er allerede i demokratiets græske vugge, indført en del mere eller mindre komplicerede regelsæt med det gennemgående budskab at man ikke må stjæle noget fra nogen, heller ikke selvom det er for at overleve, man må indgå på de principper og regler der nu engang gælder (som er opstillet af den til enhver tid regerende magt - men nu blevet indlejret som en selvfølgelighed i vores demokratiske identitet gennem mange års massiv påvirkning).
 
Livet er blevet en stadig større kamp om overlevelse, her i kapitalismens storhedstid.
 
Værdier som solidaritet, fællesskab og fredelig sameksistens, er gennem regeringens uhyggeligt dygtige spin, blevet til myten om at kommunistiske utopiske politiske kuriositeter trives i venstrefløjspartierne.
 
Myten fortæller videre at venstrefløjens politik i praksis, vil føre til nationaløkonomisk sammenbrud og rene Robin Hood lignende tilstande. Der anvendes ord som pladderhumanisme og der henvises til pædagogiske rundkredse hvor alle socialisterne i følge myten, vil sidde i en trancelignende syretilstand  med storblomstrede hippieskjorter på, og synge antiatomkraftsange sammen med yderligtgående antidemokrater som f.eks Hizb–ut–Tahrir.
Myten rundes af med at den eneste rigtige vej er at gøre livet til en kamp, ellers vil man bare selv blive slået ud. Der findes ikke ægte solidaritet og frihed, det er utopiske illusioner, siger myten.
 
Heldigvis er intet af denne triste myte i overensstemmelse med virkeligheden, men myten fortælles så utroligt dygtigt, så tit og på så mange måder, at en meget stor del af befolkningen og samfundet – det offentlige rum - tror på og lever efter den.
 
Der pågår således et uhyggeligt dygtigt og meget omfattende spin omkring regeringen, dens faktiske politik og målene bag samme, og ikke mindst omkring Anders Fogh selv. Da regeringen samtidigt via sit de facto flertal har mulighed for at føre blokpolitik på dette område, spirer minimalstaten nu, efter 7 års grundig undergravelse af den offentlige sektor, frem, og viser sig tydeligt på flere områder i vores samfund.
 
Et af de områder hvor minimalstaten titter tydeligst frem, er ved indførelsen af Kommunalreformen. 1. januar 2007. Amterne blev nedlagt, landet blev inddelt i regioner, og langt de fleste kommuner blev lagt sammen i nye super kommuner – centraliseret og specialiseret – langt væk fra borgeren, nærmiljøet og det lokalsamfund som udgør borgerens faktiske muligheder, barrierer og ressourcer såvel socialt som erhvervsmæssigt. De nye super kommuner er under stort pres af den omfattende og gennemgribende forandring af det kommunale landskab, de mange øgede og dyre specialopgaver, fastlåst økonomi – skattestop - og ikke mindst befolkningsmæssige og politiske krav, som der ganske enkelt ikke er økonomisk/ ressourcemæssig råderum til at forvalte eller indfri.
På denne måde afmonteres den offentlige forvaltnings mulighed for at være nærmiljøets fundament for en sund og bæredygtig udvikling. Samtidigt med dette tvinges frontmedarbejderne til at tingsliggøre og kategorisere de borgere, der henvender sig for at få hjælp, på baggrund af spørgsmål om økonomi og beskæftigelse. En hjælp som ofte er et afslag, mangelfuld hjælp eller hjælp der ikke løser borgerens problemer, men af regeringen er indført som metode til at borgeren atter kommer i beskæftigelse og ikke ligger samfundet til last.
Metoden som kaldes aktivering har dog kun ringe virkning på virkelige problemer.
 
Virkelige mennesker i den virkelige virkelighed, har virkelige problemer, som på sigt bliver langt dyrere for samfundet, end det ville være hvis man i stedet for blind aktivering og et ensporet beskæftigelsessigte, via en stærk og velfungerende offentlig sektor afhjalp og forebyggede de virkelige problemer som borgeren i den virkelige virkelighed har og  kommer med. På denne måde kunne man  reelt bane vejen for varig selvforsørgelse, for de borgere som evner det.
Det er vigtigt at understrege at der samtidigt med skal sikres en anstændig understøttelse af og solidaritet med de svageste i samfundet, de som af den ene eller anden grund ikke magter at varetage deres egen og/ eller familiens forsørgelse/ velfærd.
 
Målet med kommunalreformen er øjensynligt ikke velfærd, eller øget kvalitet som regeringen hævder det. Målet er ikke at give den enkelte borger muligheden for reelt at kunne skabe/ bevare/ leve et (selvdefineret, men socialt ansvarligt) godt liv.
Målet synes overfladisk set først og fremmest at være en effektivisering, slankning og omprioritering af de offentlige opgaver og vilkår.
På et mere gennemgribende plan ser målet med at udsætte den offentlige sektor for så stort et pres som kommunalreformen reelt er, klart og tydeligt ud til at være, at velfærdsstaten som vi kender den, skal afløses af minimalstaten.
 
Man ser samtidigt stigende tendenser til, at de offentlige ansatte flygter fra de dårlige løn – og arbejdsvilkår i det offentlige, over til den private sektor, hvor både løn og arbejdsvilkår generelt er bedre, hvilket igen medfører at den private sektor til stadighed rustes mere og mere effektivt til at varetage de offentlige opgaver .
 
Prisen er høj og betales af børn, unge, familier, brugere, borgere og patienter der kommer i berøring med den offentlige sektor. Her mindes borgere af kød og blod om, at vores samfund i disse år undergår en forandring, som får den følge at det sociale sikkerhedsnet ikke alene vil få tiltagende stadigt flere huller, men med tiden helt vil forsvinde.             

Det er helt afgørende at der ses helhedsorienteret på hvilke de facto konsekvenser den samfundsudvikling vi har, vil få på sigt.

Det er nemlig et absolut og historisk skelsættende valg for danskerne og Danmark vi står midt i, et valg jeg personligt gøre meget og yde mit bedste for, for at være med til at sikre at det er velfærdsdanmark der vinder over minimalstatsdanmark - alt andet vil være katastrofalt. Skaderne på vores velfærdssamfund er allerede uoverskueligt store og dog langt fra fuldt afdækkede i omfang, endnu.

Alt for mange vælgere sov endnu tornerosesøvn ved sidste valg, eller lod sig lokke af flotte valgløfter fra VKO bloggen, løfter der seneste er blevet brudt og gjort til skamme igen og igen - alt for mange ville ikke se skriften på væggen, men der var også mange der gjorde. Bare lige netop ikke nok.

Der må og skal ske noget for at sikre at såvel befolkningen som ikke mindst politikerne er velinformerede og inddragede i vores samfunds faktiske tilstand- så der er et klart valg at foretage sig mellem det minimalstatsdanmark vi ser vokse frem nu, og det velfærdsdanmark der har de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden.

Jeg dagdrømmer af og til om, at alle gode borgere rejser sig op og fylder gaderne i en spontant landsdækkende folkelig protest over ødelæggelsen af vores velfærdssamfund som vi ser finde sted lige for øjnene af os, i disse år. Men dagdrømmeri fører ingen steder hen, der må handling og realpolitik bag oppositionen og det har SF til særdeleshed udvist i overflod af vilje til.

SF står for mig at se hvor det står i dansk politik, fordi historien, tiden og udviklingen er nået dertil, at vi som samfund nu ikke længere kun bør, af etiske, humane årsager, men ganske enkelt må og skal have de langsigtede, værdiladede og helhedsorienterede, solidariske og bæredygtige løsninger på den realpolitiske dagsorden, som faktiske og opnåelige mål.

I modsat fald vil velfærdsdanmark ophøre med at eksistere og virkeligheden vil være et fuldt implementeret minimalstatsdanmark hvor Darwins lov er den øverst gældende, mammon er spindoktor og egoisten selv gud.

Det må og skal forhindres, den arv vil jeg ikke give videre til fremtiden, det kan jeg under ingen omstændigheder stå inde for eller bifalde - tværtimod vil jeg som sagt gøre meget og gøre mit for, at det er velfærdsdanmark der vinder kampen om fremtiden.

På årets landsmøde i SF åbnede vores Formand Villy Søvndal mødet med bl.a at opfordre alle offentligt ansatte og andre gode borgere til at sende dokumentation og beretninger om hvor grelt det ser ud i virkelighedens offentlige sektor, til velfærdsminister Karen Jespersen, med en kopi til SF. Dette udemærkede forslag håber jeg mange har fulgt, desværre er jeg selv en af dem som har svært ved at følge opfordringen, hvor end jeg gerne vil.

Jeg har  spurgt mange af de praktikere jeg kender indenfor og med tilknytning til forvaltningen, om de havde mulighed for at følge Villy Søvndals opfordring, og desværre har svaret været det samme som jeg selv når frem til, i forhold til at beskrive og dokumentere fejl, mangler og det der er værre i det offentlige system. Det kan man nemlig ikke, som det er i dag. hvis man f.eks er socialrådgiver. Årsagen hertil er de begrænsninger der er på socialrådgiveres ytringsfrihed.

Spørgsmålet er hvor effektive brevene og fortællinger vil være uden tilhørende dokumentation - velfærdsministeren kunne nok meget vel, og med stor sandsynlighed finde på at afvise sådanne udokumenterede fortællinger som opspind.

Der må og skal jo følge behørig dokumentation om så alvorlige nogle fortællinger og anklager, som mange socialrådgivere kunne komme med, hvis det var muligt.

Løsningen på at få afdækket problemernes omfang gennem virkelighedens eksperters øjne, skal findes i nogle nytænkende og innovative tiltag i dansk politik.

Et forslag kunne være at indføre et amnesti for offentligt ansatte, hvor de får mulighed for at indsende dokumentation etc sammen med deres breve, til velfærdsministeren og samtidigt de øvrige partiers ordførere på det sociale område, uden det vel at mærke får konsekvenser for den enkelte frontmedarbejder, f.eks at have været tvunget til at bryde loven helt bevidst.

Det bedste ville dog være hvis SF med Socialordfører Özlem Cekic i spidsen, kunne vinde opbakning og flertal for forslaget om reel ytringsfrihed for offentligt ansatte. Det ville afgjort kunne afsløre meget virkelighed for såvel politikere som vefungerende borgere, der normalt ikke har kontakt med det offentlige system. Ikke mindst vil reel ytringsfrihed for offentligt ansatte kunne danne fundament for at skabe et overblik over omfanget af den offentlige sektors problemer, både aktuelt og over tid. Socialrådgiverne er nemlig nogle af de virkelighedens eksperter der kan fortælle om tingenes faktiske tilstand i den offentlige sektor.

Storstrejken er nu gået ind i det 13. døgn, og det betyder at 12.000 flere FOA medlemmer går ind i strejken, som altså nu tæller 34.000 FOA ansatte. 

I dagens aviser kan man læse hvordan jordmødrene har kastet håndklædet i ringen og meldt ud at det er decideret fagligt uforsvarligt at fortsætte med at strejke. Det går nemlig hårdt ud over de gravide, de fødende og ikke mindst de ufødte og nyfødte babyer.

Det står klart, at de fagligt, medmenneskeligt og etisk indlejrede dilemmaer i denne stejke  brænder på og tynger de strejkende hvis oprindelige incitament til at arbejde med mennesker med stor sandsynlighed, aldrig har været at gøre sig medansvarlig overfor den situation de borgere der rammes af strejken, ganske magtesløse nu står i. Hos sygeplejerskerne fylder historierne om klemte og tilsidesatte patienter og andre konsekvenser af strejken,  efterhånden også temmeligt meget, ligesom ansatte, berørte og pårørende på plejehjem, i ældresektoren og andre relaterede steder mærker de faglige og etiske medmenneskelige dilemmaer i strejken brænde på, og gøre det svært at bibeholde kampgejsten og viljen til at slås for bedre forhold gennem denne storstrejke som instrument.

Disse dilemmaer fylder naturligvis  for de strejkende fordi de netop som udgangspunkt, som faggrupper, har valgt et arbejdsliv i ældre/ social/ sundhedssektoren, med den baggrund at de ønsker gøre en positiv forskel, hjælpe svage og udsatte borgere  og at bruge sig selv, sin empati, etik, samfundsforståelse osv. som redskab og som medmenneske i sit job. Så kan det godt være svært ikke at mærke at det brænder på, indeni, fordi dilemmaet til syvende sidst handler om at gerne vil yde den bedst mulige indsats overfor de borgere som vi kommer i kontakt med.

Dilemmaet har tilmed den kant, at afblæses strejken eller standses den via et regeringsindgreb, uden at kravet om indførsel af ligeløn imødekommes, er vi lige langt, for hele den offentlige sektor er deformeret og decideret knæsat ressourcemæssigt set - lige og rimelig aflønning af disse faggrupper er jo nemlig blot et ud af flere centrale elementer der må og skal til i samfundsudviklingen, hvis den offentlige sektor skal hjælpes på benene og blive så overlevelsesdygtig at den kan leve op til sit formål om, på solidarisk og helhedsorientet vis at støtte og hjælpe borgere der har behov for det.

Det hjælper altså omtrent lige så meget, som det ville hjælpe at tisse i bukserne for at holde varmen, hvis strejken afblæses, eller standses før de nødvendige resultater er opnået. Det vil da være at gøre grin med de ramte, og med de strejkende og det vil være et nederlag ikke blot for faggrupperne , de berørte og pårørende men for demokratiet, og for strejken som arbejdsretligt instrument i offentlige overenskomstforhandlinger.

Strejken må og skal fortsætte og optrappes indtil resultatet nåes - også selvom det er med blødende hjerter det sker, blødende hjerter der ser de strejkeramte borgere stå endnu mere udsatte og svækkede end de allerede var før strejken, for det er jo netop også deres vilkår og fremtid vi kæmper for. Det er meget påtrængende at få tilført såvel arbejdskraft som ressourcer til den offentlige sektor, og her er der i forhold til overenskomstsammenbruddet et meget væsentligt argument for at insistere på ligeløn og massiv statsfinancieret ressourcetilgang til hele sektoren. Der består også et andet centralt element som heller ikke må glemmes nu hvor dilemmaerne brænder på, og det er problemet med rekruttering til de sociale og sundhedsfaglige uddannelser. Sålænge social og sundhedssektoren er et lavprestige område, med lav løn, dårlige arbejdsvilkår og decideret mangel på ressourcer - sålænge vil der bestå et rekrutteringsproblem og i forlængelse heraf et problem med at skaffe varme, kvalificerede hænder nok, til at væretage omsorgen for samfundets udsatte, svage syge og ældre borgere, på en måde vi som samfund kan være bekendt, og måske over tid endda blive stolte af (det er min personlige vision).

Dilemmaerne brænder på men strejken må desværre bestå sålænge kravene ikke bliver imødekommet. Alt andet vil være en falliterklæring for vores samfund.

Nyeste artikel om lock-out truslen på : http://politiken.dk/politik/article501240.ece

(Se artiklen også der indledende referes kort til, ved at klikke på dette link :  http://politiken.dk/indland/article500792.ece  N. B : Vær opmærksom på at linket åbner i et nyt vindue)