" I socialt arbejde er det ikke godt nok at tro - man skal vide "

På baggrund af TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng – 10 år senere” – torsdag 17. April 2008 kunne man i TV2’s sene nyheder fredag 18. April, høre læger, socialpædagoger, børns vilkår og velfærdsminister Karen Jespersen komme på banen, og  kritisere kommunerne for ikke at anbringe flere børn, eller om muligt, bortadoptere dem hurtigst muligt efter fødslen.

Her mister man for mig at se lynhurtigt fokus, og gør en enkeltstående meget kritisabel sag, til genstand for en generalisering over samtlige børn og unge sager. 
Familien der er med i dokumentaren er ikke en repræsentativ familie for børn og unge arbejdet i kommunerne i Danmark, og det er derfor ikke muligt at nå frem til en fornuftig og evidensbaseret erfaringsudveksling om indsats og effekt på børn og unge området, hvis man insisterer på ensidigt at tage afsæt i historien om Århus kommunes børn – og unge afdelings forvaltning af denne meget kritisable sag.

Udgangspunktet for en frugtbar debat som kan føre til mere helhedsorienterede, langsigtede løsninger, for de omsorgssvigtede børn og unge, må og skal tages i en akkumuleret viden og evidens på området. Kommunerne er som forvaltere af serviceloven, under organisatorisk og økonomisk pres, hvilket forværrer tingene yderligere, med et højt sagspres, skuffecirkulærer, inadækvat og usammenhængende lovgivning etc. Et andet væsentlig element er anbringelsernes effekt, i forhold til de mindre invasive foranstaltninger – evidens viser nemlig desværre indtil videre at der ikke er tegn på at anbringelser nytter noget, tværtimod tilføres de anbragte børn og unge undervejs i deres mangeårige sagsforløb, ofte flere skader og problemer end de havde da de kom i systemets søgelys. Medmindre de svært omsorgssvigtede børn bortadopteres hurtigst muligt efter fødslen, føres den sociale arv og ulighed altså ifølge den viden vi har om emnet, videre, trods anbringelser udenfor hjemmet.

Vi skal passe rigtig meget på med at lade medierne (re)definere og kritisere vores børn og unge politik på baggrund af enkeltsager –her vil ytringsfrihed til offentligt ansatte ville give et langt mere nuanceret, dynamisk og håndterbart billede af områdets udfordringer og barrierer. De er nemlig sammen med de udsatte børn og familier de virkelige eksperter på området.

Personligt vil jeg ikke være med til at splitte familier ad ved at gøre børn og unge arbejdet til hastesager, der starter allerede på apoteket når graviditetsprøven udleveres,  men jeg vil gerne være med til, at der i meget grelle tilfælde kan være brug for et invasivt indgreb som bortadoption – kriterierne for denne afgørelse, lovgrundlaget og de socialpsykologiske parametre man vil sætte op for denne beslutning, bør dog drøftes, belyses og analyseres indgående sammen med eksperter på området, så en sikring mod at ramme ”uskyldige” familier med en sådan lovgivning, skrives direkte ind i loven og dermed understreges som værende absolut central, for det videre arbejde. I socialt arbejde kan man nemlig ikke nøjes med at tro, man skal vide, og det burde vores politikere og medier blive bevidste om, før de handler hovedløst og i panik til stor skade for dem, som de i virkeligheden ønsker at hjælpe !!!